Sarah truer "Love Island"-Julie med retssag

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Sarah Juel Rasmussen har taget de indledende skridt for at få sine penge igen fra "Love Island"-deltageren, Julie Melsen - og hun har nu indgivet en anmeldelse til retten.  

Det drejer sig om et beløb på i alt 6.757 kroner, som hun har lånt til Julie Melsen, der, ifølge Sarah Juel Rasmussen, manglede penge til at betale husleje. 

Sagen starter 1. maj, da Sarah Juel Rasmussen og Julie Melsen møder hinanden for første gang i Fælledparken.

De to bruger dagen sammen (bl.a. med Fie Laursens ekskæreste Frederik Skovbjerg), og om aftenen bemærker Sarah Juel Rasmussen, at Julie Melsen virker presset og nedtrykt. 

- Jeg spørger, hvad der er galt, og Julie siger så, at hun skal betale sin husleje lige nu og her. Og hun er helt ude af den, og hvis folk kender mig, så ved de, at hjælper, hvor jeg kan. Jeg er lidt for god af mig, desværre. Jeg spørger, hvor mange penge det er - og det er 6.757 kroner. Og jeg er en 22-årig pige, som knokler røven ud ad bukserne hver evigt eneste dag med arbejde, så det er mange penge, men jeg spørger, hvornår jeg kan få pengene tilbage, hvis det er. Hun siger så, at jeg kan få pengene fredag den 3. maj, for dér får hun en betaling fra TV3, som var bagud med noget betaling. Og jeg siger så, at jeg nok skal låne hende de 6.757 kroner, så længe vi har en aftale om, at jeg får dem tilbage om fredagen. Det lovede hun, og hun var meget taknemmelig, forklarer Sarah Juel Rasmussen. 

De to laver altså en aftale om, at pengene bliver overført to dage senere. En aftale, der, ifølge Sarah Juel Rasmussen, bliver overhørt af andre. Men pengene kommer aldrig om fredagen. 

- Jeg hører ikke fra Julie, og jeg kan faktisk ikke få kontakt med Julie, og der begynder jeg at blive bekymret. Men jeg vælger at tage det roligt, siger hun. 

Om lørdagen forsøger Sarah Juel Rasmussen igen - og denne gang svarer Julie. 

- Hun skriver, at der har været mediestorm, og at hun derfor ikke har kunne magte noget pt., siger hun. 

Det er Sarah Juel Rasmussen, som nu har sagsøgt Julie Melsen (foto: privat) 

Sarah er, i følge hende selv, forstående og forklarer Julie, at de sagtens kan vente til om mandagen, så der er kommet lidt mere ro på alting. Og det takkede Julie for. Men mandag er pengene stadig ikke gået ind. 

- Jeg skriver til hende, og jeg får et kort svar tilbage, hvor der kun står: "Jeg skriver i morgen.", siger Sarah.

Og tirsdag, da Sarah fortsat ikke har modtaget pengene, skriver hun, ifølge hende selv, til Julie igen. Julie forklarer, at TV3 fortsat er bagud med betalingen. Og Sarah spørger, hvornår hun kan få sine penge, men får intet svar.

Stadig ingen penge 

Torsdag skriver Sarah igen til Julie. 

- Og dér skriver hun til mig, at hun har overført. Og det kan jeg ikke forstå, for hun har ingen oplysningerne på mig, og hun har ikke mobilepay, har hun sagt. Og hun har ikke mit registreringsnummer eller kontonummer, forklarer Sarah.

Da Sarah spørger, hvor Julie har overført til, svarer Julie, at hun har overført til sig selv. Men det kan Sarah ikke rigtig bruge til noget, og så beder Julie om hendes konto- og registreringsnummer. 

- Senere skriver hun, at hun har overført. Og dér beder jeg om et screenshot, for dér er min tillid til Julie røget, siger Sarah.

Julie Melsen vil gerne have en bad boy.

Julie Melsen er kendt fra TV3-programmet "Love Island" (foto: Dan Mariegaard)

Julie sender et billede, men, ifølge Sarah, ikke en kvittering på at overførslen er gået igennem - blot et billede af den overførsel, hun gerne vil lave. Og halvandet døgn senere har Sarah stadig ikke modtaget pengene. 

- Jeg ringer til hendes bank for at forhøre mig om deres overførselstider. De kan ikke fortælle mig, om Julie har lavet en overførsel, men de kan fortælle mig, at hvis hun har lavet en overførsel, så ville pengene være gået igennem. Så hvis pengene ikke var gået igennem, så var det, fordi hun ikke har lavet overførslen, siger Sarah.

Kontakter Julies mor

Sarah har stadig ikke modtaget pengene, og hun fortsætter med at skrive til Julie. Men dét ender i en blokering på Instagram, og Sarah kan ikke få fat i Julie i flere døgn. 

- Jeg er enormt pinlig over det, men jeg er nødt til at trænge ind for at få svar på, hvornår jeg kan få mine penge - jeg er ligeglad med, hvornår det er, men jeg vil bare gerne vide, hvornår jeg får mine penge. Så jeg finder frem til Julies mor, og jeg ringer til hende og beklager dybt, men forklarer hende situationen, og hun er enormt ærgerlig over det, forklarer Sarah. 

Julies mor har ikke mulighed for at overføre pengene for Julie, men hun fortæller Sarah, at hun har kontaktet Julie. Og Sarah høre stadig intet. Det resulterer i, at Sarah kontakter Julies klinik, Juliver Beauty CPH. 

- Julie siger, at hun ikke kan høre mig. Og så lægger hun på. Så ringer jeg fra min mors telefon, og hun tager den. Jeg bliver enormt vred og siger til hende, at hun er nødt til at give mig en form for information. Men Julies svar til det er, at hun vil politianmelde mig for chikane, forklarer Sarah. 

Har lagt sag an

Det er sidste gang, Sarah hører fra Julie. Og nu har Sarah lagt sag an mod hende. SE og HØR har set dokumentation for, at Sarah Juel Rasmussen har sagsøgt Julie, men sagen er stadig under behandling. 

- Jeg har spurgt Julie, om hun ikke please kan give mig en dato for, hvornår jeg får mine penge tilbage. Hun har svaret, at det kan hun ikke, og at jeg bare skal gøre en sag ud af det. Og det har jeg gjort nu, siger Sarah. 

Julie modtager søgsmålet, så snart den er blevet behandlet. I tilfælde af, at Julie tilbagebetaler pengene til Sarah, inden sagen er behandlet, frafalder sagen. Og det er faktisk dét, Sarah allerhelst ønsker. 

- Det er en småsag og en civilsag, og det har kostet mig 500 kroner at sagsøge hende, men fuck det. Det handler ikke om pengene, men om retfærdighed og gensidig respekt. Julie står lige nu i en situation, hvor hun enten kan overføre pengene til mig, og så frafalder hele sagen, eller hun kan lade være med at overføre til mig, og så tager vi den i retten, siger hun. 

Julie og Oliver vandt den første danske udgave af \

Julie Melsen vandt "Love Island" sammen med Oliver Erngart (foto: TV3)

Sarah er klar over, at rigtig mange vil rynke på brynene over, at hun låner lige under 7.000 kroner til et næsten fremmed menneske - men sådan er hun, ifølge hende selv, bare som person. 

- Jeg ved, at mange vil sige, at jeg er for dum. Men næstekærlighed er dyrt i dette samfund, og jeg er bare sådan som person. Jeg er frustreret og ked af det, og det ligger så langt fra mig at skulle sagsøge et andet menneske. Til dagligt arbejder jeg med at hjælpe mennesker, så det er bare mig. Og jo, jeg har lært af det her, for jeg kan ikke redde hele verden, og det må jeg erkende, forfanden. Og nu er jeg den, der har sagsøgt Julie - og det er pissehamrende træls, for jeg så helst, at jeg havde undgået det, siger Sarah.

Sarah har ikke informeret Julie om, at hun har anlagt sag mod hende, men det fortæller SE og HØR Julie, da vi får fat i Julie. 

Julie: Jeg har overført pengene og er udsat for Chikane 

SE og HØR kontakter Julie Melsen, der naturligvis skal have lov at svare på beskyldningerne om den manglende betaling og søgsmålet. Det kommer ikke bag på Julie, at hun er blevet sagsøgt, og hun bekræfter også hændelsesforløbet. 

Hun er dog meget uenig i, at hun ikke har betalt pengene til Sarah. 

- Det er ikke noget, der kommer bag på mig, nej. Hende Sarah har lagt ud for min husleje, men jeg har overført pengene til hende, og det har jeg også sendt hende screenshots af. Det påstår hun ikke passer. Så, det er dét, der ligger i det, siger Julie. 

Så du har overført pengene til hende?

- Ja, det har jeg. Og det har hun også screenshots af, siger Julie. 

Men hun siger, at du ikke har sendt hende et screenshot af overførslen, men et billede af trinnet inden overførslen

- Ja, det ved jeg godt, at hun påstår, siger Julie. 

Vi har set dokumentation på, at hun har lagt sag an mod dig. Hvordan forholder du dig til det? 

- Ja, hvordan skal jeg forholde mig til det? Det er Sarahs eget valg. Hun har skrevet til mig rigtig, rigtig mange gange, og hun har ringet til min kliniktelefon, hvor jeg har været nødt til at sige til hende, at hvis hun blev ved med at opsøge mig, så ville jeg blive nødt til at politianmelde hende, fordi jeg blev chikaneret rigtig meget. Jeg ved ikke, hvad hun fejler, men der er noget galt med hende, siden hun har behov for det her. Og så har jeg selv skrevet til hende, at hvis hun vil tage den videre og sagsøge mig, så er det dét hun må gøre - for jeg har mit på det rene. 

Så du er ikke nervøs for, at I skal i retten? 

- Overhovedet ikke, siger Julie. 

Så du har overført de penge, hun påstår, at du ikke har overført? 

- Ja, siger Julie. 

Så du vil sige, at der ikke er noget at komme efter for hende i denne sag? 

- Ingenting. Jeg ved ikke, om det er, fordi hun har brug for en lille smule fame, eller hvad det er, hun har. Jeg kender hende gennem Frederik Skovbjerg, Fie Laursens eks, som snakkede med hende, så jeg ved ikke, om det er, fordi hun bare har brug for en smule omtale - men der er i hvert fald et eller andet galt, siden hun har behov for dette her. 

Så når du siger, at du har overført pengene til hende, så burde der ikke være noget at komme efter i sagen? 

- Nej, lige præcis. Det er derfor, at jeg har sagt til hende, at hun bare kan gøre en sag ud af det, siger Julie. 

Det sker der nu 

Som beskrevet ovenfor, har Sarah Juel Rasmussen lagt sag an mod Julie Melsen. Det har SE og HØR set dokumentation på.

Når retten har modtaget stævningen, vil den blive forkyndt for Julie Melsen. Det sker som regel ved, at en af rettens stævningsmænd tager ud og afleverer stævningen. Herefter har Julie 14 dage til at svare på stævningen, hvis hun vil protestere mod sagsøgerens, Sarahs, krav, som her er de 6.757 kroner. 

Hvis retten ikke modtager et svar fra Julie, vil retten som regel afsige en udeblivelsesdom efter Sarahs påstand, og retten sender efterfølgende dommen til begge parter. 

Hvis Julie sender et svarskrift, vil retten træffe beslutning om, hvad der videre skal ske i sagen. 

I småsager vil retten hjælpe parterne med at forberede sagen, og der er i de fleste tilfælde ikke behov for en advokat. Men hvis det viser sig, at retten ikke kan få parterne til at finde en fælles løsning, så er det nødvendigt, at indkalde til et retsmøde - en hovedforhandling. 

Under en sådan hovedforhandling kan parterne - og eventuelle vidner - afgive forklaring og fremkomme med deres afsluttende bemærkninger til sagen. Hvis parterne fortsat ikke kan blive enige, vil retten optage sagen til dom. 

Dommen vil som udgangspunkt blive afsagt 14 dage efter hovedforhandlingen. 

Sarah Juel Rasmussen oplyser, at hun er klar til at tage sagen hele vejen. 

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close