Efter måneders forgæves kamp: Nu har Archie Battersbee fået fred
Archie Battersbees liv i billeder
Grædende har familien til Archie Battersbee netop bekræftet, at den 12-årige dreng er død.
Al medicin og respiratoren blev fjernet klokken 10 britisk tid. Han døde kvarter over 12 - altså klokken 13.15 dansk tid.
- Han kæmpede til det sidste.
- Han blev helt blå. Der er intet værdigt i det her, lød det fra familien, der netop har holdt et kort pressemøde foran hospitalet.
Her deltog Archies mor, Hollie, og søsteren Lauren.
Søsteren kaldte det barbarisk, hvad hendes lillebror og familien i dag har været igennem.
Herefter kunne hun ikke tale mere, og familien gik tilbage til hospitalet.
Her har Archie været indlagt i koma, siden han 7. april i år kom alvorligt til skade under, hvad moderen vurderer var en mislykket TikTok-udfordring.
Efterfølgende har de i 10 retssager forgæves forsøgt at få lov til at holde drengen i live. Lægerne og domstolene har dog kaldt det en forkert beslutning, da der ingen hjerneaktivitet har været siden slutningen af maj.
Opdateres...
Archie Battersbee: Sådan skete det
7. april 2022: Archie bliver fundet i sit hjem i Essex med en løkke om halsen. Han er bevidstløs og har fået en livstruende hjerneskade. Familien tror i dag, at han deltog i en online udfordring, som er gået helt galt.
13. juni 2022: Højesteret beslutter, at lægerne må slukke for respiratoren, da det er formålsløst at fortsætte behandlingen af den hjernedøde dreng. I slutningen af maj var det nemlig sidste gang, at der blev målt hjerneaktivitet fra ham.
29. juni 2022: Familien - der er kristne og meget religiøse - vinder deres anke til en appelret over beslutningen. Sagen sendes retur tilHøjesteret.
15. juli 2022:Højesteret fastholder beslutningen.
25. juli 2022: Familien taber en ny anke.
28. juli 2022: Højesteret afviser en ny sag fra familien.
29. juli 2022: Familien beder FN stoppe, hvad de kalder en "henrettelse" af deres dreng. Den britiske regering sender sagen direkte tilbage til domstolene.
1. august 2022: En domstol afviser igen sagen.
2. august 2022: Sagen ankes til Højesteret, der igen afviser familien.
3. august 2022: Familien klager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der senere afviser at tage sagen op.
4. august 2022: Der rejses en ny sag i Højesteret, hvor familien beder om lov til at få sønnen transporteret til et hospice.
5. august 2022: Både Højesteret og en appelret afviser familiens ønske. Dermed ser deres muligheder for at rejse en sag, de kan vinde, ud til at være udtømte. Alligevel klagede de påny til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, som afviste sagen igen.
6. august 2022: Klokken 12.15 britisk tid - 13.15 i Danmark - dør Archie. Det sker, efter hans medicin først er blevet fjernet klokken 10 britisk tid. Da respiratoren to timer senere også fjernes, dør han kort tid efter.