Michala Kjær på vej i byen. (Foto: All Over)

Foto: All Over Press

Michala Kjær

Fulde navn: Michala Kjær

Fødselsdato: 11. juni 1989

Familie: Janni Spies (mor), Christian Kjær (far), Christopher (bror)

Scoringer: Remee, Frederik Bagger, Michael Maze

Kendt fra: Jetsettet, Model, blogs

Det vil være lidt af en underdrivelse at sige, at Michala Kjær blev født med en sølvske i munden, for når mor hedder Janni Spies og farmand er Christian Kjær, mangler der bestemt ikke noget i opvæksten. I dag er hun kendt blogger, men har ikke kontakt til sin far, da han har fundet sig en ny familie.

Gennem hele barndommen vakte hun ikke meget opmærksomhed i medierne. Det gjorde forældrenes knaldrige kernefamilie sådan set heller ikke, men det ændrede sig hurtigt, da lille Michala fyldte 18 år og sprang ud som super sexet jetsetbabe.

Dengang hed kæresten Frederik Bagger, der ligesom Michala var barn af Nordsjællands ypperste elite. Men i 2009 mødte jetsetprinsessen den feterede musikproducer og famøse nattelivskonge, Remee, og Frederik Bagger måtte se sig om efter en ny kæreste, for Michala var ikke længere hans. Dertil var Remee for charmerende.

I en periode var ”X Factor”-dommeren og den unge nordsjællænder da også Danmarks hotteste kendispar, men der gik ikke længe, før de to var historie.

Mens Remee hurtigt gik videre til en ny, ung babe, scorede Michala både en fodboldspiller, Marcus Bent, og en bordtennisspiller, Michael Maze, men ingen af dem hang ved.

Samtidig var der skeletter i familieskabet, da Michalas forældres skilsmisse endte i en voldsom retssag om de mange millioner, familien har.  Og da Christian Kjær pludselig blev far igen med sin nye kæreste, cuttede Michala forbindelsen.

Den drastiske beslutning tog Michala, da Christian først blev skilt fra Janni Kjær - nu Spies - og senere fik en lille søn med sin nye kæreste Susan Astani - en søn, der dermed er Michalas halv-lillebror.

Det gjorde Michala så rasende, at farmand fik et barn igen i så sen en alder med en ny kvinde, at hun helt slog hånden af ham. Michala Kjær har ikke haft kontakt med far i halvandet år Og sådan er det stadig.

- Det kan ikke komme som nogen overraskelse, at jeg ikke ser min far. Jeg har ikke haft kontakt med ham i snart halvandet år og har heller ingen planer om at få det, sagde hun til EB.dk

Den stædige Michala Kjær afslørede i 2013 med et sexet billede på Instagram, at hun har fået korrigeret barmen, så hendes bryster blev større og mere velformede.

Året efter stiftede hun sin egen modeblog. Det er hendes passionerede syn på modeverdenen gennem mange år, der har inspireret hende til bloggen, skrev hun i forbindelse med lanceringen.

 - Mode for mig er både den nutidige som vi ser på catwalken og i butikkerne, og samtidig er det et dyk ned i den alenlange historie som moden allerede har, og den mode som fremtiden kommer til at byde på

Michala fortalte, at modens historie og hele branchen omkring mode altid har interesseret hende. Med udgangspunkt i sit eget klædeskab og egne erfaringer er hun med sin modeblog klar til at give sit besyv med på, hvad mode kan være.

Michala Kjærs tanke med Two Sided Gemini, som er navnet på bloggen, er at få svar på en række spørgsmål omkring moden, som hun gennem hele livet har stillet sig selv.

- Med Two Sided Gemini  får jeg nu mulighed for at udtrykke mig i forhold til moden som jeg opfatter den, fortalte Michala Kjær, der i 2015 er flyttet til Los Angeles for at arbejde intensivt på bloggen.

Her bor hun på et dyrt og fashionabelt hotel, The Mondrian, som har ry for at huse mange kendisser og vilde fester.

En kilde fortalte SE og HØR, at Michala faktisk har boet på hotellet i sammenlagt tre måneder. Et værelse koster cirka 3100 kr. i døgnet, og det betyder faktisk, at det 25-årige skår har fyret ikke mindre end 272.862 danske kroner af - udelukkende på overnatninger.

Michalas talskvinde bekræfter, at Michala har boet på The Mondrian, men ikke perioden.

- Jeg kan bekræfte, at Michala boet på The Mondrian. Men ikke i tre måneder. Michala er glad for at være i Los Angeles, og har meget travlt med sin blog, twosidedgemini.com, lød det fra Michala Kjærs talskvinde, Signe Sehested Lund til SE og HØR.

 

Tidslinje:

 

Videoer