Nyheder13. oktober 2018

Masser af konflikter: Lunefulde Larsen

Den 30. september mistede hele Danmark sin storsmilende gavflab – men Kim Larsen kunne også være en stridsom herre, når han ville ha’ sin vilje.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kim_larsen_3.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Det var ikke alle, der var lige gode venner med Kim Larsen.

For han var helt sin egen.

Ven sejlede i egen sø

30 års venskab blev smidt i søen, da Larsen i 2002 forlod Frank Steens managementfirma, hvor han sammen med Kjukken var den helt store pengemaskine.

Forud for bruddet havde Steen ganske enkelt lyttet til Erik Clausen og Kim, der flere gange havde sagt, at de hellere ville sejle i en færge end køre i en turbus, når de skulle rundt i landet.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kim_larsen_og_erik_clausen.jpg
 (Foto: Bendt Jakobsson)

Kim Larsen og Erik Clausen. (Foto: Bendt Jakobsson)

Så da en gammel Ærø-færge kom til salg, slog manageren til – og regnede med, at den stenrige Kim ville være medejer.

Men hankatten var slet ikke interesseret i kæmpebåden med plads til 400 passagerer og 26 biler, så Frank Steen stod frustreret tilbage med millionregningen – og de efterfølgende skænderier kostede forholdet til guldfuglen.

Angreb anmeldere

Det var ikke kærlighed ved første lyt, da landets anmeldere i 1992 fik albummet ”Wisdom is Sexy” at høre.

De fleste var enige om, at det ikke var blandt Larsens bedste.

Sangeren var uenig, så han indrykkede helsidesannoncer i flere dagblade, hvor navngivne chefer og journalister på Ekstra Bladet blev hevet frem som skurke.

Kaldte ministre for nazister

Samme dag som Kim Larsen døde, hyldede landets statsminister nationalskjalden på Facebook, men politikeren har ikke altid været på samme side som sangeren.

I 2007 blev rygeloven til med Lars Løkke Rasmussen som daværende sundhedsminister og dermed hovedarkitekt, og den faldt den storrygende Larsen så meget for brystet, at han spenderede en formue på kæmpeplakater med teksten ”Gesundheit macht frei”.

– Det er en parallel til Nazityskland. De, der indfører rygeforbud, vil jeg kalde sundhedsfascister, fortalte nikotinforsvareren til Politiken.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/lars_loekke_0.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Lars Løkke Rasmussen. (Foto: Peter Grosen)

Lukkede for Gassen

Lige fra start gik bølgerne højt i Larsens debutband Gasolin’, hvor særligt den flamboyante guitarist Franz Beckerlee var uenig med forsangeren.

Orkesteret lukkede og slukkede i 1978, og selv om de fire bandmedlemmer havde levet op og ned ad hinanden i et årti, holdt venskabet ikke meget længere.

– Vi har ikke talt sammen i over 30 år, fordi han havde travlt med sit, og jeg havde travlt med mit, men også fordi vi var nogle stolte ”motherfuckere” begge to, skrev guitaristen på Facebook efter Kim Larsens død.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/gasolin.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Gasolin'. (Foto: Claus Poulsen)

Børnene fik huskekager

– Det er mig, der giver endefulde, når de er frække. Jeg går ind for en ordentlig røvf..., altså en ordentlig endefuld, når det er påkrævet, fortalte Larsen til Ekstra Bladet i 1998, kort tid efter at han var blevet far for 6. gang.

– Det er også en stor ulykke, at skolelærerne ikke længere må stikke eleverne en flad. En flad og en huskekage.

– Det er der sgu ikke noget galt i, sagde musikeren, der var uddannet skolelærer.

Udtalelserne fik både læserbrevsskribenter og børnerettighedsforeninger op i det røde felt for en stund.

Modtagerne af Larsens løse hænder har aldrig klaget over hjemmevolden, men flere af dem har haft et svært forhold til patriarken.

– Gennem de senere år var vores forhold til hinanden blevet mere distanceret og konfliktfyldt som følge af uenigheder og gamle sår i familien, der havde svært ved at hele. Min far kunne være stejl, uforsonlig, voldsomt opfarende og havde ofte svært ved at indrømme egne fejl, mens han fremhævede dem hos andre, skrev Sylvester Larsen på Facebook et par dage efter faderens død.

Den 45-årige søn understregede samtidig:

– Men hvor jeg dog elskede ham.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sylvester_larsen.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Sylvester Larsen. (Foto: Peter Grosen)

Kold skulder til ”Kranen”

Et brutalt telefonopkald i 1994 splittede familien Larsen ganske pludseligt.

Den daværende fru Larsen gennem 23 år, Hanne Qvist, fik sin mand i røret med en klar besked: Han ville skilles, og så flyttede han i øvrigt fra København til Odense – langt fra hende og fra deres tre fælles børn.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kim_larsen_og_hanne_qvist_0.jpg
 (Foto: Claus Poulsen)

Kim Larsen og Hanne Qvist. (Foto: Claus Poulsen)

Hanne, som blev kaldt ”Kranen” af Kim, døde juleaften 2011 og blev efterfølgende begravet til tonerne af ”Kvinde min” i københavnske Kapernaumskirken.

Gasolin’-sangen havde Kim skrevet til ”Kranen”, men 17 år efter skilsmissen var forholdet stadig så koldt, at sangeren blev hjemme fra det sidste farvel til eksfruen.

Læs meget mere om Kim Larsen i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold