Kim Larsens værtshusvenner: Vi så det komme

Claus Stougaard har sludret mange timer med Kim Larsen på Lørups Vinstue i Odense. – Når han var i godt humør, sang vi Edith Piaf og ”I den gamle pavillon”, fortæller han.

Claus Stougaard har sludret mange timer med Kim Larsen på Lørups Vinstue i Odense. – Når han var i godt humør, sang vi Edith Piaf og ”I den gamle pavillon”, fortæller han.

(Foto: Ritzau Scanpix)

Det kom som et chok for det meste af Danmark, da Kim Larsens familie søndag formiddag i sidste uge meldte ud, at nationalskjalden var sovet stille ind.

Men de, som befandt sig tættere på den legendariske spillemand, havde længe haft deres bange anelser, og sidste weekend blev de til virkelighed.

Claus Stougaard og hans mand Niels Ole Østerkjærhuus sad for en måneds tid siden som så mange andre aftener på Lørups Vinstue, da en ambulance pludselig parkerede foran Kim Larsens opgang.

– Vi så, han blev båret ned for cirka en måned siden. Vi sad her, og pludselig kom ambulancen, og vi tænkte ”Hvad sker der?”, fortæller Claus, da SE og HØR besøger værtshuset i hjertet af Odense.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Stamstedet i Odense spiller gerne ”Kvinde min”, ”Rabalderstræde” og alle de andre hits, men når Kim Larsen kom på besøg, skiftede de nummer. Han ville ikke høre sine egne sange. (Foto: Claus Poulsen)

Ambulancefolkene kunne ikke få båren op i den snørklede opgang, så Larsen blev båret ud og lagt på båren.

– Han havde kun lige sine underbukser og en lille undertrøje på, og han var bare så mager – han lignede sådan en lille fugleunge, der lå der. Han så bare så dårlig ud.

Artiklen fortsætter under billedet ...

”Tak for musikken, hr. Larsen”. Hundredvis havde været forbi opgangen i Claus Bergs Gade i det indre Odense for at lægge blomster, tænde lys eller sætte en kold øl. (Foto: Aviaya Valdivia Hansen)

– Dér troede vi faktisk, at der kun ville gå et par dage, og så var han væk. Og så er der alligevel gået en lille måneds tid, lyder det fra Claus, mens Niels Ole fortsætter:

– Jeg havde sagt det i lang tid. Han så ikke godt ud det sidste stykke tid, men han ville tage afsked med sine fans her i Danmark, og der har han så givet den hele armen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Tegninger, billeder og breve stak op fra blomsterhavet. (Foto: Aviaya Valdivia Hansen)

Kim Larsen fløjtede i gaderne

Lørups Vinstue var sidste søndag eftermiddag og aften stuvende fuld.

En god blanding af stamgæster og almindelige gæster fra nær og fjern drak en bajer for at vise deres respekt for lune Larsen, som har betydet så meget for så mange.

Øllene røg over disken, røgtågen var tæt, og anekdoterne mange.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Shawn Ørtoft og hans kammerat Magnus havde skænket yndlingsøllen, som er halv classic, halv almindelig Tuborg. – Det er første dag deroppe, så hvis han er lidt ensom, skal han i hvert fald ikke tørste. (Foto: Aviaya Valdivia Hansen)

De fleste odenseanere har fået et glimt af Larsen, siden han i 1994 blev en del af det odenseanske gadebillede.

Altid fløjtende, når han cyklede gennem gaderne – den seneste tid på sin trehjulede cykel med stokken bagpå.

Nogle har endda fået en øl og en sludder i selskab med gavflaben, der var fast gæst på de omkringliggende beværtninger.

Når værtshusene lukkede, var det førhen ikke unormalt, at han gik videre til Boogies i Nørregade, hvor han storpulsende stod i baren med sin Tuborg Classic på stilk og diskuterede rygepolitik.

Ingen har efter sigende haft held med at få hverken billede eller autograf.

En sådan forespørgel blev gerne besvaret med et ”fis af med dig”. Larsen ville gerne være sig selv.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det vrimlede med folk, der ville vise deres respekt for Larsen på Lørups Vinstue, men Kims stamplads stod tom. (Foto: Aviaya Valdivia Hansen)

Men de andre stamgæster lærte at afkode hans humør.

Kom han fløjtende ind ad døren i et stort smil, var der lagt op til anekdoter og fællessang – hvis ikke lod de ham være.

Nu kommer vennerne fra værtshuset, odenseanerne og danskerne i al almindelighed til at savne Larsens lune.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close