Søren Gade

Man siger, at julen er hjertens og glædens tid. Men julen kan også være sorgens tid. For højtider og mærkedage kan for nogle være hårde at komme igennem og kan minde os om, at livet ikke altid er fantastisk.

Nogle har mistet en kær, der har efterladt et sår, som ingen plastre, uanset størrelsen, kan holde sammen på. Det kan være svært at forlige sig med tanken om, at der ikke dumper en ønskeliste ind af døren fra den person, man har mistet. Og tanken om, at personen aldrig igen vil være til stede til jul, fødselsdage og andre mærkedage, kan være ubærlig.

Nogle går igennem svær sygdom, som sætter hele familien skakmat. Den normale glæde ved højtider og mærkedage kan hurtigt blive erstattet med bekymring og ulykke. Når sygdommen rammer vores kære, bliver vi mindet om, hvor skrøbeligt livet er. Og frygten for, at sygdommen sætter en stopper for livet, vender op og ned på ens tilværelse.

Nogle har mistet muligheden for at give livet videre. Og det kan være hjerteskærende at måtte se i øjnene, at man med eget blod ikke selv kan skabe en familie at fejre højtider og mærkedage med. En livslang sorg man bærer i sig, uden at have en grav at gå hen til. For man sørger over et liv, der aldrig har været der.

Nogle må fejre højtider og mærkedage alene og lider i ensomhedens stilhed. Det er dem, hvor familien af forskellige årsager er borte, netværket svagt eller ikke er en del af et fællesskab. Det kan forpeste ens liv at være ensom, og den smerte bliver særlig tydelig omkring højtider og mærkedage. Og det kan være svært at tage bladet for munden, for vi alle vil gerne, at vores liv skal være en succes, og når det ikke er det, går vi stille med dørene.

Situationer, som vender op og ned på ens tilværelse, kan blive altoverskyggende og tage glæden fra en. Og uanset hvilken sorg man bærer på, vil man have den med sig resten af livet – og den skal man lære at leve med. Men jeg tror på at selv i den mørkeste stund, er det muligt at kunne finde ét lyspunkt i livet.

Normalt ville det være mest nærliggende at bruge julen som anledning til at skrive om al den varme og nærvær, den skaber omkring i de danske stuer. Men for nogle er virkeligheden en anden. Derfor skal vi huske at række ud til dem, der har det svært - ikke blot i disse højtider, men hver dag. Og vi skal huske at nyde hvert sekund af livet med dem, vi holder af. Lad os ikke vente til højtider og mærkedage med at skabe minder sammen. Lad os gøre det hver dag. For ingen af os ved, hvornår det slutter. Men én ting er sikkert, at de minder vi skaber sammen, kan ingen nogensinde tage fra os.

Glædelig jul til jer alle. 🎄🎅

Del gerne. 👍

Forestil dig, at du står nede i det lokale indkøbscenter. Tiden ånder dig i nakken. Du hiver hurtigt de varer, du skal bruge ned fra hylderne, skynder dig op til køen. Du kan se, at der kun er én foran dig ved kassen. En ældre dame, som skal til at betale for ugens overlevelseskit. Da alle hendes varer er bippet igennem, går hun på skattejagt efter sit dankort, som har gemt sig godt i taskens dyb. Efter et stykke tid er der endelig bid. Men det er som om, at dankortet er smurt ind i sæbe. Det er i hvertfald så glat, at det smutter ud af hænderne på den ældre dame.

Utålmodigheden æder dig op indefra, da du kigger på dit ur og ser, hvordan viserne bevæger sig med lynets hast. Men da den ældre dame får et fast greb om kortet og en bon stukket i hånden, melder der sig en form for lettelse i dit indre. For nu er det endelig din tur.

Vi kender alle til at have travlt. Og alt det, der bremser os i at nå de ting, vi i vores hoved er så fast besluttet på at skulle nå, er en forhindring, vi hurtigt skal kunne springe over. Men vi skal lade være med at tro, at vi har mere travlt, end alle mulige andre har. Den barske sandhed er, at tiden altid vil indhente os. Det nytter ikke noget at være konstant på flugt fra tiden.

For når vi hele tiden måler vores egen succes på, hvorvidt vi når alle punkterne på vores tjekliste, kan vi ikke blive andet end skuffet. Føle at vi ikke slår til. Men der vil altid være flere gøremål, flere arrangementer og mere arbejde, end der er tid til. Vi skal huske på, at de fleste ting godt kan vente. Og vi skal lære at indse, at der aldrig er tid nok til alting, men der er altid tid nok til det væsentligste i ens liv, hvis vi vel at mærke vil.

Travlhed er det lette valg. Vi har kun travlt, fordi vi ikke træffer de svære valg og siger nej. Vi råder over vores egen tid. Men det gode liv kræver, at vi tør prioritere, hvad vi vil. Måske føler man ikke, at tiden er der til at træne, men hvis det gør dig glad, så tag dig tiden og gør det. Vi skal give plads til at lade tiden gå lidt stå. Være til stede i nuet i stedet for at tænke på, hvad vi skal om fem minutter. Stoppe op og betragte omgivelserne i stedet for at løbe fra urets tikken. Travlhed må ikke styre vores liv og bremse os i at være til stede i nuets øjeblikke.

Og hvad koster to minutters ventetid i indkøbscenteret egentlig i dit liv? Ingenting. På en god dag lever vi evigt. På en dårlig dag ved vi godt, at tiden indhenter os til sidst. Vi skal derfor bruge tiden med omtanke. Men jeg indrømmer blankt, at det kan være svært.

God søndag og del gerne. 🙂

For en måned siden blev jeg mildest talt overrasket af to bikere på en parkeringsplads. Et sammentraf, som skulle vise sig at være svær at få slået ud af mit hoved.

En sen eftermiddag kørte jeg rundt på de jyske landeveje, da jeg skulle ud at holde et foredrag. Få kilometer fra destinationen kom jeg i tanke om, at jeg hellere måtte få skiftet min forvaskede polo ud med en skjorte. Jeg skulle jo nødigt ligne noget katten havde slæbt ind. Jeg kørte derfor ind på den nærmeste tankstation.

Ud af bilen, tøjet i hånden og næsen mod tankstationens toilet. Foran skydedørene ind til butikken holdte to mænd på to store kværn. I et forsøg på at være vittig spurgte jeg dem, om det ikke var koldt at køre rundt i et par læderveste. De trak på smilebåndet, hvorefter den ene spurgte: “Er det ikke dig fra fjernsynet?” Mumlende svarede jeg: “Fjernsynet?” Begge kiggede forvirret på hinanden, da den ene biker sagde: “Ja, er du ikke ham Søren Gade, altså politikeren?” Det kunne jeg jo ikke rigtig benægte.

Stående med mit skiftetøj under armen spurgte jeg de to bikere, hvor de var på vej hen. De var på vej hjem. De havde været ude at besøge en lille pige for at give hende en krammebamse. Det viste sig, at de var med i en organisation, som hjælper misbrugte børn. Og derfor havde de taget den lange tur over bæltet på to hjul med en bamse bagpå. For hvis de bare for en stund kunne få pigen væk fra hendes traumatiske virkelighed og sætte et smil på hendes læber, så var deres lykke gjort. Glæden lyste i deres øjne, da de fortalte, hvor glad pigens mor blev, og hvilken forskel det havde gjort for pigen.

Da jeg havde sagt farvel til de to hverdagshelte og kørte væk fra parkeringspladsen, ville mine tanker ikke slippe mødet med bikerne. For det var en rørende påmindelse om, at omkring os findes der mennesker, som sætter deres eget liv i stå for at være til stede i andres liv. Og vi skal huske at hylde dem, der gør noget særligt for andre. Dem, der sætter andres behov før egne. Dem, der glemmer sig selv og husker andre. Dem, der hjælper nogen, som har det svært.

Hverdagens ildsjæle har mange ansigter. Men fælles er, at deres menneskelighed skaber stor værdi for andre. På vores vej gennem livet kommer vi alle til at støde på dem. Og når vi gør det, skal vi minde os selv om at give dem et klap på skulderen sammen med ordet tak. Det fortjener de i den grad, og det er det mindste, vi kan gøre for at hylde dem. Og måske kan mit møde med de to bikere inspirere os alle til at gøre noget mere for andre. I farten fik jeg desværre ikke takket dem. Men bedre sent end aldrig: Tak! Det rør mig at møde mennesker som jer, der helt uselvisk handler for at hjælpe andre. For gode gerninger kan der ikke være for mange af.

Må meget gerne deles. 🙂

I denne uge er der Knæk Cancer. En sygdom, som mange af os har eller har haft berøring med. Og jeg vil gerne være med til at sætte fokus på sygdommen. Derfor deler jeg min historie med jer.

Jeg husker tydeligt den dag, hvor min hustru ringede hjem for at fortælle, at hun havde fået konstateret kræft. De fem bogstaver, der kom ud hendes mund, fik tiden til at gå i stå. Mit hjerte holdte op med at slå. Min verden revet itu. Livet ville aldrig blive som før.

Gentagende gange sagde jeg til mig selv: 'Det kan ikke passe. Det er ikke retfærdigt.' Det hele virkede så urealistisk. Var det noget jeg drømte? Et ondt mareridt, jeg ikke kan vågne op fra? Det var det ikke.

Kræften ændrede vores liv sammen. Den måde, vi omgik hinanden på. Den måde, vi talte til hinanden på. Den måde, vi rørte hinanden på. Vi blev nødt til at træffe nogle valg. Skulle vi løbe til alle de ting, som vi plejede at løbe til? Eller skulle vi bruge lidt mere tid sammen med de nærmeste? Sygdommen gjorde, at vi stoppede op og tænkte over, hvad der i virkeligheden betød noget. Hinanden. Pigerne. Familien.

Men selvom sygdommen bragte os tættere sammen, ændrede det ikke på, at jeg ønskede, at jeg kunne gøre noget. Fjerne sygdommen. Tage den på mine egne skuldre. Komme tilbage til hverdagen. Men det kunne jeg ikke. Det lå helt og aldeles i andres hænder. Det er utrolig opslidende at føle sig magtesløs som pårørende. Og det er en følelse, jeg ikke sidder alene med.

For mange af os kender til sygdommen, enten fordi vi selv har været ramt af kræft, eller fordi vi kender nogen, der har haft kræft inde på livet. Det kan være en kollega, en ven eller et familiemedlem. Og selvom det kan være svært, så må vi huske at være der for hinanden. For det er ikke kun den kræftramte, der bliver syg. Det gør de pårørende også.

Jeg håber inderligt, at rigtig mange danskere vil støtte kampen mod kræft. Så færre bliver ramt. Så flere overlever. Det kræver en fælles indsats. Og det kræver, at vi står sammen.

Del gerne, hvis I har lyst. :-)

På et eller andet tidspunkt vil vi alle opleve, at sker der ting i livet, som rammer en som en kæmpe orkan. Det kan være en skilsmisse, et dødsfald i familien, kræft eller andre alvorlige sygdomme. Fælles er, at hele familien bliver ramt og sat skakmat.

I nøden skal man kende sine venner. For når livet gør ondt, hungrer man efter omsorg, nærhed og nogen der vil lytte. Vi mennesker har brug for hinanden. Sådan har det altid været. Sådan vil det altid være.

Jeg erkender blankt, at det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når andre mennesker bliver slået ud af kurs. Men prøv at vend blikket indad. Spørg dig selv, hvad du forventer af andre, hvis ulykken skulle ramme? Afspejles det i dine handlinger over for de af dine nære, der har det svært? Hvis ikke, så var det måske på tide at ændre det og gøre det for andre, som man selv forventer.

Og selvom det er i bedste hensigt, så hjælper ordene “du siger bare til” eller “du ringer bare, hvis der er noget” i en SMS eller en telefonopringning ikke. Tro mig, man gør det ikke. I virkeligheden er det en uforpligtende sætning, som giver én selv mere ro i maven end personen, der befinder sig i en livskrise.

For når ulykken rammer, står man midt i en undtagelsestilstand, hvor al overskud og energi bruges på at holde sammen på sig selv og sine nærmeste. Det er ikke der, man løfter røret for at bede om hjælp. Tværtimod. Faktisk aner man ikke, hvad man egentlig har brug for.

Men i virkeligheden behøves det jo ikke være sværere end som så. Man kunne jo hive græsslåmaskinen frem fra skuret og slå vedkommendes græsplæne. Stille et par ildfaste fade med lasagne på køkkenbordet, så vedkommende ikke skal tænke på mad de næste dage. Støvsuge hytten for vedkommende. Hente vedkommendes børn fra skole.

Og hvis der ikke er brug for ens praktiske støtte, så kan med ord vise, at man er der. Spørge til hvordan vedkommende har det, om han eller hun har lyst til at tale om det. Det vigtigste er, at vi ikke har berøringsangst over for dem, som står i svære livssituationer. Og det er altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Vi skal med ord og handling vise, at vi både kan og vil være der for dem af os, der går igennem en hård tid. Vi må aldrig tie det ihjel. Så husk at række hånden ud til dem, der har det svært.

Del gerne. 🙂