Søren Gade

I denne uge er der Knæk Cancer. En sygdom, som mange af os har eller har haft berøring med. Og jeg vil gerne være med til at sætte fokus på sygdommen. Derfor deler jeg min historie med jer.

Jeg husker tydeligt den dag, hvor min hustru ringede hjem for at fortælle, at hun havde fået konstateret kræft. De fem bogstaver, der kom ud hendes mund, fik tiden til at gå i stå. Mit hjerte holdte op med at slå. Min verden revet itu. Livet ville aldrig blive som før.

Gentagende gange sagde jeg til mig selv: 'Det kan ikke passe. Det er ikke retfærdigt.' Det hele virkede så urealistisk. Var det noget jeg drømte? Et ondt mareridt, jeg ikke kan vågne op fra? Det var det ikke.

Kræften ændrede vores liv sammen. Den måde, vi omgik hinanden på. Den måde, vi talte til hinanden på. Den måde, vi rørte hinanden på. Vi blev nødt til at træffe nogle valg. Skulle vi løbe til alle de ting, som vi plejede at løbe til? Eller skulle vi bruge lidt mere tid sammen med de nærmeste? Sygdommen gjorde, at vi stoppede op og tænkte over, hvad der i virkeligheden betød noget. Hinanden. Pigerne. Familien.

Men selvom sygdommen bragte os tættere sammen, ændrede det ikke på, at jeg ønskede, at jeg kunne gøre noget. Fjerne sygdommen. Tage den på mine egne skuldre. Komme tilbage til hverdagen. Men det kunne jeg ikke. Det lå helt og aldeles i andres hænder. Det er utrolig opslidende at føle sig magtesløs som pårørende. Og det er en følelse, jeg ikke sidder alene med.

For mange af os kender til sygdommen, enten fordi vi selv har været ramt af kræft, eller fordi vi kender nogen, der har haft kræft inde på livet. Det kan være en kollega, en ven eller et familiemedlem. Og selvom det kan være svært, så må vi huske at være der for hinanden. For det er ikke kun den kræftramte, der bliver syg. Det gør de pårørende også.

Jeg håber inderligt, at rigtig mange danskere vil støtte kampen mod kræft. Så færre bliver ramt. Så flere overlever. Det kræver en fælles indsats. Og det kræver, at vi står sammen.

Del gerne, hvis I har lyst. :-)

På et eller andet tidspunkt vil vi alle opleve, at sker der ting i livet, som rammer en som en kæmpe orkan. Det kan være en skilsmisse, et dødsfald i familien, kræft eller andre alvorlige sygdomme. Fælles er, at hele familien bliver ramt og sat skakmat.

I nøden skal man kende sine venner. For når livet gør ondt, hungrer man efter omsorg, nærhed og nogen der vil lytte. Vi mennesker har brug for hinanden. Sådan har det altid været. Sådan vil det altid være.

Jeg erkender blankt, at det kan være svært at vide, hvad man skal stille op, når andre mennesker bliver slået ud af kurs. Men prøv at vend blikket indad. Spørg dig selv, hvad du forventer af andre, hvis ulykken skulle ramme? Afspejles det i dine handlinger over for de af dine nære, der har det svært? Hvis ikke, så var det måske på tide at ændre det og gøre det for andre, som man selv forventer.

Og selvom det er i bedste hensigt, så hjælper ordene “du siger bare til” eller “du ringer bare, hvis der er noget” i en SMS eller en telefonopringning ikke. Tro mig, man gør det ikke. I virkeligheden er det en uforpligtende sætning, som giver én selv mere ro i maven end personen, der befinder sig i en livskrise.

For når ulykken rammer, står man midt i en undtagelsestilstand, hvor al overskud og energi bruges på at holde sammen på sig selv og sine nærmeste. Det er ikke der, man løfter røret for at bede om hjælp. Tværtimod. Faktisk aner man ikke, hvad man egentlig har brug for.

Men i virkeligheden behøves det jo ikke være sværere end som så. Man kunne jo hive græsslåmaskinen frem fra skuret og slå vedkommendes græsplæne. Stille et par ildfaste fade med lasagne på køkkenbordet, så vedkommende ikke skal tænke på mad de næste dage. Støvsuge hytten for vedkommende. Hente vedkommendes børn fra skole.

Og hvis der ikke er brug for ens praktiske støtte, så kan med ord vise, at man er der. Spørge til hvordan vedkommende har det, om han eller hun har lyst til at tale om det. Det vigtigste er, at vi ikke har berøringsangst over for dem, som står i svære livssituationer. Og det er altid bedre at gøre noget end ikke at gøre noget. Vi skal med ord og handling vise, at vi både kan og vil være der for dem af os, der går igennem en hård tid. Vi må aldrig tie det ihjel. Så husk at række hånden ud til dem, der har det svært.

Del gerne. 🙂

Forleden da jeg sad og bladerede i et album med billeder fra min barndom, kom jeg i tanke om en episode fra min skoletid. Det var en helt almindelig tirsdag morgen for teenager-Søren. Dynen havde været så tung, at jeg havde sovet over mig. Og der skulle fart på, hvis ikke jeg skulle komme for sent i skole. Døsig og med søvnrester i øjenkrogene sprang jeg hurtigt i et par klude, pakkede skoletaksen og fik den klasket op på ryggen.

Der var bare et problem. Jeg kunne ikke finde mine tennissko. For dem havde min mor smidt ud, da hun mente, at de havde udtjent sin værnepligt. Og i et hjem med få penge på lommen, ja så stod der ikke lige et par nye klar til at tage over. De eneste sko, der stod tilbage på skohylden var et par hulede gummistøvler. Skidt pyt, tænkte jeg og tog dem på.

Fløjtende og fornøjet over, at jeg vandt kampen mod uret, spaserede jeg hen mod skolen. Hvad jeg dog ikke vidste var, at mit humør snart skulle ændre sig radikalt. For da jeg kom ind i skolegården var det som om, at de andre elever havde fået øje på et spøgelse. De vidste ikke, om de skulle grine eller græde. Men der gik ikke længe før en af de store drenge pegede på mine gummistøvler og råbte: “Hold kæft en bondeknold!”. Og de ord satte gang i en overflod af latter. Med genstridige tårekanaler, dukket nakke og røde kinder flygtede jeg mod klasseværelset. Det gik op for mig, at jeg ikke var en del af fællesskabet, fordi mine sko ikke lignede de andres.

Og hvor vil jeg hen med denne lille erindring? Jo, jeg tror, at vi alle har prøvet at føle os udenfor på et eller andet tidspunkt i vores liv. Enten som barn eller som voksen. Vi har efterhånden så travlt med at pege forskellene ud og søge konfrontationen i stedet for at have fokus på det, der samler os som mennesker. Fællesskabsfølelsen er alt for værdifuld til, at vi glemmer den og smider den på gulvet.

Hvorfor skal vi gå så meget op i, om man er som de andre eller skiller sig ud fra mængden. Sandheden er jo, at der ikke findes én rigtig måde at være menneske på. Og man behøves ikke skulle have ret i, at ens indstilling til tilværelsen er den mest korrekte. Vend den om. Ville du bryde dig om, at der blev peget fingre af din måde at eksistere på? Og helt ærligt, kan man ikke godt være en del af et fællesskab, selvom man er anderledes, hvis blot man inisterer på, at der er et fællesskab?

Fællesskabet opstår, når vi interesserer os for hinanden, forholder os til hinanden, er nysgerrige på hinanden og accepterer hinanden. I stedet for at bruge unødvendig tid og energi på at irritere sig over længden på naboens græsplæne eller deres måde at leve på, hvorfor så ikke stikke hovedet igennem hækken med et par øl i hånden? Det kunne jo være man lærte noget nyt eller fik nogle nye oplevelser, som man med glæde kunne dele med hinanden.

Vi skal tage både store og små fællesskaber alvorligt og kæmpe for dem. Det kan lyde svært. For hvor i alverden skal man tage fat? Vi kunne starte i det små med at hilse på naboen næste gang, man støder på ham. Lade den pressede mor komme foran i køen. Løfte blikket fra mobilens skær og hilse på ham, der sætter sig ved siden af en i bussen. Være tålmodige over for den lidt famlende ældre dame. For i det øjeblik, hvor vi tør involvere os i hinandens liv og spørge ind til de store og små ting, så vokser vi som mennesker og som fællesskab.

Del gerne. 🙂

I dag hejser vi flaget til ære, minde og støtte for tidligere udsendte fra Forsvaret, politi, beredskab og sundhedsvæsenet.

I fortjener den største tak og anerkendelse for det store stykke arbejde, I udfører for vores land. For jeg ved, at jeres indsats ikke altid er omkostningsfrit - hverken for jer eller jeres familie.

Nogle bærer på tunge oplevelser. Nogle har mistet en kammerat. Nogle har fået ar på krop og sjæl. Og nogle har oplevet den største sorg ved at miste et familiemedlem.

Derfor skal I vide, at vi er stolte af jer. Vi stolte over, at I har gjort en forskel. Og vi har ikke glemt jer. I har min dybeste respekt.

Tak til de danske veteraner og deres pårørende. I gør Danmark ære. 👍🇩🇰️

For ikke så længe siden var jeg ude at gå en aftentur ved Vesterhavet. Opslugt i min egen verden, gik jeg og filosoferede over livets store spørgsmål. Foran mig gik en mor med sin søn i hånden. De var på vej ned til ishuset for at købe en astronaut-is. Deres snak om hvorvidt vingummien var rød eller gul, slog ikke mine tankers mylder itu.

Men langsomt ude i horisonten begyndte en grøn røgspyttende skikkelse at nærme sig. Og jo tættere den kom på os, jo mere begyndte trommehinderne at vibrere. Med et knipseslag blev min boble sprængt, da drengen af glæde udbrød: "Se mor! En grøn traktor." Jeg stoppede op og betragtede, hvordan drengen euforisk dansede rundt helt opslugt af det store monstrum, som passerede os på sin vej.

Det fik mig til at spekulere på, hvorfor vi har så travlt med at jagte lykken i de store og ekstraordinere øjeblikke og ikke i de små hverdagsting. Livet er som en dal fyldt med bakker. Nogle gange går det op. Nogle gange går det ned. Derfor er det så vigtigt, at vi nyder og sætter pris på de små detaljer i vores liv.

For vi ved ikke, hvornår det er slut. En lektie jeg har måtte sande både i mit privat- og arbejdsliv. Som et barn, der mistede sine forældre og måtte affinde sig med en tilværelse uden dem. Som forsvarsminister, der deltog i over 30 begravelser for at tage afsked med et ungt menneske, som ofrede sit liv i en større sags tjeneste. Som mand, der mistede sin kone og mine pigers mor til sygdom alt for tidligt.

Livet er ikke altid fantastisk, men jeg tror på at selv i den mørkeste stund, er det muligt at kunne finde ét lyspunkt i livet. Og der er så mange af hverdagens små glæder, som vi kan glæde os over. Vi kan nyde en kold øl fredag efter arbejde. Vi kan bryde ud i et anfald af latter. Vi kan nyde synet af en solnedgang. Vi kan finde jerndyret frem fra skuret og tage en cykeltur i det fri. Vi kan stå op hver morgen og vide, at menneskerne i vores liv elsker os.

Jeg ved, at det er nemmere sagt end gjort. Og ærligt kæmper jeg selv hver dag for at blive bedre til at se det lyse i selv de mindste ting. For det er nu en gang lettere at være sortseer. Men sandheden er, at vi hver dag, hvert sekund og i en hver lille detalje vinder i lotteriet. Og nogle gange har man brug for en lille dreng og en grøn traktor til at minde en om, at man skal sætte pris på hverdagens små glæder.

Del gerne. 😊