ulla terkelsen

Nyeste artikler om ulla terkelsen

”Ulla Terkelsen, London.” Det er navnet på en café i Aalborg, men sætningen er også synonym med dansk TV’s mest garvede udenrigskorrespondent, Ulla Terkelsen, som siden 1960’erne har rapporteret fra verdens brændpunkter og vigtige politiske optrin. At hendes privatliv også været omgærdet af skelsættende begivenheder fik man indblik i, da hun udgav sin selvbiografi ”Vi kan sove i flyvemaskinen.”

For Ulla Terkelsen er journalistik ikke bare en uddannelse og et job. Det er en decideret livsstil, som har bragt hende vidt omkring i verden.

Allerede som nyuddannet i 1967 flyttede hun til London for at slå sig ned som freelancejournalist. Senere flyttede Ulla Terkelsen til USA for at blive korrespondent for DR, men i 1987 fik den nystartede station TV 2 fingrene i den eftertragtede dame.

[node:vipedia-content-slice]

Ulla Terkelsen blev TV2’s første nyhedschef, og siden da har hun været ansat på TV 2 – det meste af tiden som korrespondent i alverdens brændpunkter.

Det er også nogle gange med livet som indsats, når man som udenrigskorrespondent får til opgave at dække brændpunkterne rundt om i verden. Det mærkede Ulla på egen krop, da hun sammen med sit kamerahold var jaget vildt i Cairos gader i 2011.

Ulla skulle interviewe en lokal læge, der havde hjulpet de sårede efter oprøret på Tahrir-pladsen. Et oprør, som havde været med til at vælte Egyptens daværende præsident, Hosni Mubarak.

Mens interviewet stod på, lagde Ulla mærke til, at der sad en mand på en bænk tæt på og iagttog hende og fotografen.

Den fremmede, suspekte mand på bænken fiskede en telefon frem, ringede til et nummer og pludselig var der tilkaldt et tæskehold, som skulle give lægen, Ulla og hendes kamerahold en lærestreg.

Det kunne være gået grueligt galt, men en snarrådig Ulla Terkelsen forstod hurtigt, at den eneste måde, hende og kollegerne kunne slippe med livet i behold var, hvis hun lod som om, hun fik et ildebefindende.

- Jeg var dækket til med hovedbeklædning, men de havde opdaget, vi var udlændinge. Mændene var aggressive, så uden at tænke over det, satte jeg mig ned med hovedet mellem benene og lod som om, jeg havde fået et hjertetilfælde, der omgående krævede hjertemedicin, som var på vores hotel. Nogle af mændene fra tæskeholdet gik pludselig ind på hospitalet i nærheden og hentede et tæppe til mig, fortalte hun til Berlingske.

Som hun fortalte i et interview med Berlingske, så har Ulla Terkelsen været i direkte livsfare utallige gange i hendes karriere. Men det betyder ikke, at hun savner medlidenhed. For når hun f.eks. har interviewet et sygt menneske i en barsk flygtningelejr, som skal sidde der på ubestemt tid, så kan hun et par timer efter smutte i lufthavnen, bestille en drink og nogle timer senere sidde i sin egen lejlighed i Paris, hvor hun som udgangspunkt bor.

- Hvor synd er det for mig? Spurgte hun Berlingske retorisk.

Men trods de skarpe situationer er det sjældent, at man ser legenden bære skudsikker vest eller hjelm, selvom hun på opgaver som oftest er omringet af konflikter eller kaos.

Men det er der faktisk en god grund til, forklarede Ulla Terkelsen, da hun for gæstede programmet ’Talkshowet Meyerheim’:

- Hvis jeg er ude med for eksempel det danske forsvar – hvis man er embedded, hvis man er ude med forsvaret – så skal man have det på. Ellers vil de ikke have en med. Men jeg har det ikke på, for det er meget tungt. Og man kan ikke løbe. I min høje alder, med mine gamle ben, så kan jeg ikke løbe med sådan en vest. Og man skal kunne løbe ret hurtigt – hvis man skal løbe om hjørner, hvis der bliver skudt, forklarede Ulla Terkelsen til Michael Meyerheim i hans talkshow.

Siden midten af 1980’erne var Ulla Terkelsen kæreste med den daværende chefredaktør på Politiken, Jørgen Grunnet. Forholdet, som holdt indtil Grunnets død i 2009, var atypisk i den forstand, at Ulla sjældent var Danmark i mere end nogle dage ad gangen – og derfor måtte parret planlægge efter det.

- Vores arbejdsliv gjorde, at vi var sammen på en anden måde, end folk er flest, men det gjorde ikke forholdet mindre betydningsfuldt. Vi holdt ferier og jul sammen og boede sammen, når vi befandt os i den samme by på samme tidspunkt, sagde hun til Berlingske.

At Jørgen Grunnet døde af kræft i 2009 betragter Ulla Terkelsen som sit livs sorg. Og selvom parret aldrig blev gift, så var forholdet langt stærkere end Ullas to første ægteskaber.

- Mens jeg arbejdede, fik jeg hele tiden sms'er fra Jørgen Grunnet. Vi så hinanden løbende, men blev for alvor kærester, da jeg boede og var korrespondent for DR i den amerikanske forbundshovedstad (Washington, red.) Så Amerika var en fælles interesse. Et sted, der betød noget for os sammen. Jeg har stadig hans beskeder i min telefon. Dem har jeg gemt, lød de kærlige ord fra Ulla i sin selvbiografi.

Men Jørgen Grunnet var som sagt ikke Ullas første mand. Hun blev som 17-årig i 1963 gift med Svend Terkelsen, som var først i tyverne, gik på universitetet og var Studentersamfundets formand. Hun og Svend blev gift på Aarhus Rådhus samme år, som Ulla blev student.

- Det kom aldrig til at fungere ordentligt, fortæller hun. Vi gled hurtigt fra hinanden, Svend og jeg. Min far fik ret. Det var et forhold dømt til undergang. Vi blev skilt, da jeg var 21 år, skrev Ulla Terkelsen i sin selvbiografi ”Vi kan sove i flyvemaskinen”.

Sin anden ægtemand mødte Ulla, mens hun var korrespondent for DR i England i 1967. Her faldt hun pladask for den irske journalist Guy Patrick Hawtin.

- Han havde et fantastisk smil og nogle flotte tænder. Han havde brune øjne, fuldskæg, som alle mænd dengang, og et flot hår. Han var lidt højere end mig, jeg kunne lige akkurat have højhælede sko eller støvler på, uden at det blev pinligt. Dengang havde vi sådan noget med, at mændene altid skulle være højest, det ved jeg ikke, om moderne unge mennesker stadig har? (…) Vi blev gift på Chelsea Registry Office, og jeg var gravid med vores søn Nicholas, skrev Ulla i sin selvbiografi.

Hendes søn, Nicholas, blev født i 1968 på Saint George's Hospital i London. Men heller ikke Ulla Terkelsens andet ægteskab varede mere end et par år.

- Vi var gift i en tid, og var en del af et miljø, hvor ånden var, at man tog lidt let på det at være i et ægteskab. De færreste tog forpligtelsen seriøst. Derfor blev alle mennesker i det miljø da også skilt før eller siden, hvilket er beklageligt, mente Ulla i bogen ”Vi kan sove i flyvemaskinen”.

Ulla Terkelsen bor i dag i udlandet, og følger derfor ikke så meget med i, hvad der sker herhjemme. Men hun har dog alligevel en favoritdansker.

- Hvis jeg skal fremhæve en dansker, må det være Kronprinsesse Mary. Hun er meget dygtig til sit arbejde. Hun passer sit job og er flittig, og det kan jeg godt lide, at folk er, siger hun til Ekstra Bladet.

Og passe sit arbejde er noget, Ulla kan nikke genkendende til. I 2015 fik verdenskvinden sin egen tv-serie om Italien, der vises på TV2 Fri – og hun har i øvrigt kontrakt med TV 2 til 2017. Til den tid vil hun have rundet 73 år, men hvem ved, om hun vil på pension.

- Hvad der skal ske bagefter, ved jeg ikke. Så langt frem i tiden kigger jeg ikke, sagde hun til tv2.dk i 2014.

Tidslinje:

  • 2015: ”Ulla Terkelsen i Italien” på TV2 Fri
  • 2011: Udgiver selvbiografien ”Vi kan sove i flyvemaskinen”
  • 2009: Kæresten Jørgen Grunnet dør af kræft
  • 2007: Vinder Publicistprisen
  • 2005: Vinder Berlingske Journalistpris
  • 1987-1992: Nyhedschef på TV2
  • 1984: Korrespondent i USA
  • 1978: Redaktionschef på TV-Avisen (DR)
  • 1969: Skilt fra Guy Patrick Hawtin
  • 1968: Sønnen Nicholas fødes
  • 1967: Gift med Guy Patrick Hawtin
  • 1967: Freelancejournalist i London
  • 1965: Skilt fra Svend Terkelsen
  • 1964: Uddannet journalist fra avisen Demokraten
  • 1963: Gifter sig med Svend Terkelsen

Sponsoreret indhold