Rosa er resultatet af en affære

– Min far var den forsmåede part, så skulle jeg bore i det, fordi jeg gerne ville have mine ting frem? Så vigtigt var det heller ikke, fortæller 61-årige Rosa Kildahl i ”Rosas grønlandske hemmelighed”.

– Min far var den forsmåede part, så skulle jeg bore i det, fordi jeg gerne ville have mine ting frem? Så vigtigt var det heller ikke, fortæller 61-årige Rosa Kildahl i ”Rosas grønlandske hemmelighed”.

(Foto: Kaspar Wenstrup)

Rosa Kildahl har altid skilt sig ud fra sin lyshårede søskendeflok.

Hun har tit undret sig over, hvor hun fik sin mørke lød, det næsten sorte hår og de brune øjne fra, når hendes fire søskende alle var lyse.

Men når hun spurgte sine forældre til sit eksotiske udseende, blev hun fejet af.

– Det var sådan en familiehemmelighed, vi aldrig rigtig snakkede om, fortæller hun i programmet.

Indtil for et par år siden.

Her fortalte Rosas mor, at hun var resultatet af en flirt, moderen havde haft med en grønlandsk mand, mens hun var indlagt med tuberkulose på et sanatorium i Skørping i 1956.

Det var af hensyn til faderen, at Rosa ikke opsøgte sine grønlandske rødder før.

Men da han sidste år gik bort, spurgte Rosa sin mor, om hun ikke kunne få mere at vide om sit biologiske ophav.

Med navnet på sin far, Titus Carlsen, går Rosa sammen med datteren Trine på jagt efter sine grønlandske rødder i programserien ”Rosas grønlandske hemmelighed” på TV2.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Til trods for at Børge Christensen ikke var Rosas biologiske far, var hun faktisk hans favorit. (Foto: TV2)

Kærlighedsbarn

Efter et kig i de grønlandske stadsarkiver finder Rosa frem til sin far.

I kirkebøgerne står der, at Titus Jens Adam Carlsen er søn af Augusta Thora Rosa Carlsen, som i daglig tale blev kaldt Rosa.

At Rosas mor har valgt at opkalde Rosa efter hendes biologiske farmor, efterlader et stort indtryk.

– Jeg har altid troet, at jeg skulle fejes ind under gulvtæppet, siger Rosa, som må tørre glædestårer væk med en Kleenex.

I stedet viser det sig, at Rosa er et kærlighedsbarn, og at hendes mor havde hjertet med i affæren med den grønlandske mand.

I kirkebogen står der også, at han er født i Julianehåb, og Rosa og hendes datter tager derfor sydpå for at se, om de kan støve noget familie op.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Egentlig var det Rosas børn, der ønskede at vide, hvor deres mørke gener stammer fra, men efterhånden som efterforskningen skrider frem, bliver Rosa mere og mere nysgerrig. (Foto: TV2)

Titus er død

Hendes biologiske far døde i 1989, men hun kommer i kontakt med sin kusine, Karen Rosa, som hun besøger i Julianehåb, hvor Titus boede til sin død.

Kusinen er vokset op under samme tag som Titus og var derfor tæt på Rosas far, som aldrig giftede sig eller stiftede familie.

Rosa og Titus mødtes ganske vist aldrig, og selv om hun først for ganske nylig fandt ud af, at hun havde en grønlandsk far, har Titus altid vidst, at han havde en datter i Danmark.

Og da Rosa får at vide, at hendes biologiske far havde et billede af hende stående på sin skænk gennem hele livet, får hun igen brug for Kleenex.

Tanken om, at hun faktisk havde så stor betydning, får følelserne til at vælde op i hende.

Ikke mindst ærgrelsen over, at hun ikke opsøgte sin far noget før, så hun kunne have mødt ham i levende live og givet ham fornøjelsen af at se sin datter i virkeligheden og ikke kun på et foto.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Det var en stor oplevelse for Rosa at se Grønland og opleve området, hvor hendes biologiske far har levet. (Foto: TV2)

Storcharmør

Rosa, hendes datter Trine og den nyfundne kusine besøger Titus’ gravsted, og da familien forlader kirkegården, afslører kusinen, at hun har mere at fortælle.

For godt nok levede Titus alene hele livet, men han har flittigt spredt sine gener.

Rosas far havde dametække og dermed også seks-syv andre børn med et tilsvarende antal forskellige kvinder.

Den nye information får Rosa til at bryde ud i sin velkendte hjertelige latter.

– Jeg kan kun grine, fordi ... den skiderik, siger hun og klukker.

– Nu skal jeg til at vænne mig til et nyt billede af ham. Jeg havde lige fået ham ind i et glansbillede, og så leverer han lige nogle flere børn.

Det skal jeg nok lige sove på, tror jeg, siger Rosa, som ved mødet med Grønland har fået alt, hvad hun ønskede sig – hun ville blot ønske, at hun var taget af sted noget før.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close