Nyheder2. juli 2018

Fødte for seks måneder siden: Jeanette Ottesen viser kroppen frem

Det er slet ikke til at se, at topsvømmeren fødte for seks måneder siden
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jeanette-ottesen-18112017.jpg
 (Foto: All Over Press)

I december blev Jeanette Ottesen, 30, mor til sit første barn - datteren Billie-Mai - og kun et halvt år efter fødslen er den tidligere verdensmester i svømning tilbage i topform.

Artiklen fortsætter under billedet.

På sit seneste billede viser hun sin veltrimmede krop frem.

- Kan slet ikke tro, jeg fødte for seks måneder siden! Hvor blev tiden af?!, skriver Ottesen til sin selfie, hvor hun står i sit undertøj med datteren Billie-Mai på hoften.

Tilbage i maj fortalte Jeanette Ottesen på sin blog, at hun var taget på sin første træningslejr, efter hun havde født.

Svømmerens mål er at kvalificere sig til OL i Tokyo i 2020.

Jeanette Ottesen har tidligere været meget åben omkring, at hun og datteren fik en lidt hård start.

- Da B blev født, vejede hun 3492 gram, og blot 2 1/2 dag efter vejede hun kun 3100 gram, og samtidigt med det havde hun så udviklet gulsot. Jeg blev noget forskrække,t da vi fik disse nyheder, da jeg egentligt troede at alt gik som det skulle, fortalte Jeanette Ottesen i blogindlægget.

En af grundene til, at datteren tabte sig så meget var, at mælken i Jeanettes bryster ikke var begyndt at løbe, og derfor troede hun, at datteren fik den mælk, som hun havde brug for.

23. december måtte den lille familie så en tur forbi hospitalet igen for at blive tjekket ordentligt igennem.

At datteren ikke havde fået nok mad og havde udviklet gulsot, gjorde, at Jeanette følte, at hun ikke havde gjort det godt nok som mor.

- Jeg sad med følelsen af, at jeg ikke havde gjort et godt nok stykke arbejde som mor. Jeg havde ikke givet mit barn noget mad i 2 dage!!! Altså hun har nok fået lidt råmælk, men det har satme ikke været meget. Og så oven i hatten havde hun fået gulsot. Total fiasko følte jeg, skrev Jeanette i blogindlægget og fortsatte:

- Jeg blev rigtig ked af det, da det her lille væsen jo er top afhængig af én, og bogstaveligt talt ikke kan klare sig uden nogen tager sig af hende.

Svært at se kroppen forvandle sig

Det var den 22. december, at Jeanette Ottesen afslørede, at hun havde født.

- Fødslen gik fantastisk, og Baby B er helt perfekt, skrev hun på sin blog.

Ottesen, der danner par med engelske Marco Loughran, fortalte i løbet af graviditeten, at det ikke har været nemt at se sin normalt toptunede krop forvandle sig.

- Dette graviditets-show har været svært at vænne sig til. Når jeg kigger mig selv i spejlet, er det svært for mig at acceptere det syn. Man kan næsten ikke se mine muskler længere; når jeg spænder mine arme, kan man måske ane lidt muskler, men der er kommet lag af spæk udepå. Og det er mærkeligt, fortalte svømmeren til dr.dk.

Jeanette og Marco blev gift i juli

Generelt har Jeanette Ottesen brugt sin blog til at fortælle mange nyheder om sit privatliv i løbet af 2017.

Det var også her, at hun i juli fortalte, at hun var blevet gift.

- Marco og jeg blev forlovet i december måned sidste år og planen var at vi skulle giftes engang i Maj 2018. Men, så var det jo at jeg blev gravid, og vi blev jo overlykkelige, men det ændrede også bare planerne en lille bitte smule, for til maj næste år har vi en lille bebs på kun 4 måneder og på det tidspunkt, eller lidt før måske, skal der vel også være en barnedåb…? and I could keep going. Så, vi besluttede at fremskynde tingene en smule, og så blev vi sgu gift igår, skrev Jeanette på bloggen.

Jeanette har siden 2014 været sammen med den 27-årige svømmer Marco Loughran, som hun til daglig bor sammen med i København. Turtelduerne har dannet par i snart tre år – efter at Jeanette blev skilt fra sin første mand Bobby Gray i 2013.

Sponsoreret indhold