Nyheder24. december 2017

Så mange penge har Jeanette Ottesens nøgenbilleder indbragt

Svømmeren Jeanette Ottesen satte i slutningen af november to nøgenbilleder af sig selv til salg. Pengene fra salget skulle gå til et godt formål, og nu er det kommet frem, at billederne – der viste en højgravid Jeanette Ottesen – indbragte 100.00 kroner
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/jeanette-ottesen-18112017.jpg
 (Foto: All Over Press)

I slutningen af november smed en højgravid Jeanette Ottesen tøjet i den gode sags tjeneste. Hun lod sig således fotografere uden en trevl på kroppen, og pengene fra salget af nøgenbillederne skulle gå til et godt formål.

Nu er det så kommet frem, præcis hvor stort et beløb de to billeder har indbragt.

100.00 kroner blev det til, oplyser auktionsplatformen Odendo til Ekstra Bladet.

Pengene skal gå til BROEN Danmark, der hjælper udsatte børn til en aktiv fritid.

Det var tilbage i november, at den højgravide 29-årige elitesvømmer og VM-guldvinder satte de to nøgenbilleder på auktion.

Jeanette Ottesen forklarede på sin blog, hvorfor hun havde valgt at sætte sine nøgenfotos på auktion:

- Det ene billede går igen 100 procent ubeskåret til Dansk Folkehjælp, som hjælper enlige forældre til at få en bedre jul. Nu hvor jeg selv venter mig, er der ikke noget værre, jeg kunne forstille mig, end ikke at kunne holde en jul og give mit barn en julegave, skrev svømmedarlingen på sin blog i november.

- Det andet billede går 100 procent til Broen Danmark. Jeg er ambassadør for Broen Danmark, så valget var ikke svært. Jeg kunne ikke selv forestille mig et liv uden min sport, og den chance bør alle børn have. Broen Danmark hjælper børn i familier, som ikke selv har midlerne til at dyrke sport, forklarede hun videre.

Det er ikke mange dage siden, at Jeanette Ottesen blev mor til en velskabt pige. Den lykkelige nyhed afslørede hun også på sin blog, hvor hun dog ikke ville fortælle så meget om den lille ny.

- Fødslen gik fantastisk og Baby B er helt perfekt! Jeg skal nok lave en lille update på fødslen og Baby B, når vi får lidt overskud her i den lille familie, skrev Jeanette Ottesen.

Den lille prinsesse har fhun fået sammen med den 27-årige svømmer Marco Loughran, som hun til daglig bor sammen med i København. Turtelduerne har dannet par i snart tre år.

Jeanette Ottesen har afsløret, at hun som følge af familieforøgelsen vil skrue ned fra karrieren for en stund. Hun vil dog tilbage i bassinet jævnligt for at holde kroppen i form. Elitesvømmeren har nemlig før givet udtryk for, at det var svært pludselig at skulle vænne sig til en ny krop.

- Dette graviditets-show har været svært at vænne sig til. Når jeg kigger mig selv i spejlet, er det svært for mig at acceptere det syn. Man kan næsten ikke se mine muskler længere; når jeg spænder mine arme, kan man måske ane lidt muskler, men der er kommet lag af spæk udepå. Og det er mærkeligt, sagde svømmeren tidligere i november til DR.

Sponsoreret indhold