Nyheder19. januar 2021

Trumps MAGA-hær truer stadig

Lige nu undrer lokale sig i Washington over, hvor Trumps voldelige venner er blevet af. Nogle tror, de er taget hjem. Andre tror, de er forklædt og stadig skjuler sig i hovedstaden. Alle holder stadig vejret.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/analyse_4.png
 Foto: Mega

- Vi lytter til Trump!

Sådan siger terroristerne fra angrebet den 6. januar på en ny optagelse lavet af krigskorrespondenten, Luke Mogelson, for magasinet New Yorker. Dermed er der næppe nogen, der kan være i tvivl om præsidentens enorme ansvar i angrebet på Kongressen i USA. Videoen viser også tydeligt, at gruppen var på klapjagt efter vicepræsident, Mike Pence, som de ville hænge. En tosset mand havde endda medbragt en galge.

Det bliver ikke mere crazy!

Selv siger Det Hvide Hus, at de ikke støttede optøjerne, men lige nu graver de amerikanske medier historier frem, der viser, at Trumps militante fraktion trækker dybe spor ind i det republikanske parti. Det har sat USA på den anden ende - for hvem havde regnet med, at et terrorangreb ville komme inde fra? Det er trods alt nemmere at stå sammen som land, hvis man er truet af fjerne, fremmede magter.

Splittede stater

Det er da også derfor, USA står over for en gravalvorlig fremtid. Landet er splittet som aldrig før, og det er svært at betegne det som Amerikas forenede stater. Man kan snarere tale om de ekstremt splittede stater. Det er naturligvis et problem, hvis løsning har lange udsigter, men lige har det sendt Secret Service og FBI på overarbejde. De vil for alt i verden undgå, at MAGA-hæren forsøger at snige sig tæt på Capitol-bygningen eller Det Hvide Hus kort før Bidens indsættelse på onsdag.

https://imgix.seoghoer.dk/img_7143.jpeg

I alle afkroge af Washington er soldater parat til at stopper MAGA-hæren. Foto: Heinel

Mange teorier

Her i Washington, D.C. undrer man sig nemlig over, hvor terroristerne blev af. Flere er naturligvis blevet anholdt af FBI - her i blandt QAnon-shamanen, Jake Angeli, der lige nu sidder i fængsel i Arizona. Men for bare 12 dage siden, væltede tusindvis af Trump-fans rundt i USA's hovedstad. Nu er de som sunket i jorden. Man kan ikke spotte en eneste Make America Great Again-hat i miles omkreds. Flere lokale SE og HØR har talt med mener, at de er taget tilbage til deres hjemstater. Andre frygter, at de stadig render rundt i forklædning, og at de vil lave et nyt oprør, når Biden bliver indsat som præsident. Nogle helt andre mener at have set dem i Washingtons forstæder. Teorierne er mange.

https://imgix.seoghoer.dk/img_7145_copy.jpg

Unge amerikanere i National Guard bliver nu også checket af FBI. Det føderale politi frygter, at nogle af dem sympatiserer med terroristerne. Intet tyder på det endnu. Men FBI siger, at de vil "vende hver en sten". (Foto: Heinel)

Game over

Lad os slå en ting fast: Når USA pakker hele sit politiske hjerte ind i FBI, politi og Secret Service og ruller 25.000 National Guard-soldater ind i hovedstaden, så er det game over for tosserne, der vil hænge Mike Pence og kidnappe Nancy Pelosi. Det siger sig selv. USA har som bekendt verdens største militær, og Donald Trump er ikke en facistisk diktator, der har sikret sig kontrol med tropperne. Så klog er han heldigvis ikke. Donald har mere travlt med at se sig selv i spejlet og tale om, hvor "great" han er - og hans politik stritter i tusinde retninger. Han følger ikke nogen form for ideologi. Donald Trump tror kun på en. Nemlig ham selv.

Ikke færdig

Men derfor betyder det ikke, at han er færdig. Langt fra. Når han på onsdag flyver til sit skjul, Mar-a-Lago i det sydlige Florida, venter en velkomstkomite af rige pensionister, der har brugt de sidste år på at støtte hans vanvittige projekter. Og rundt omkring i landet kan han altså også tælle 74 millioner mennesker, der stemte på ham. Der vil givetvis være nogle, der har fortrudt siden, men der er stadig millioner og atter millioner, der hellere ville have Trump end Biden. På trods af løgnene om valgsvindel.

SkRØbeligt land

Det viser hvor skrøbeligt det amerikanske demokrati er blevet under Trump. Hvis man ønsker en præsident, der ikke tror på den amerikanske styreform, kan alt ske. Jeg har selv mødt masser af helt almindelige amerikanere, der syntes mere optaget af frygten for demokraternes socialisme end for at have en præsident, der lyver dagligt. MAGA-terroristerne er også stadig derude i landet.

Hvis ikke FBI sætter alt ind på at bekæmpe denne form for hjemmegroet terrorisme, vil USA komme ud for nye angreb og nye kriser i mange år endnu. Man kan håbe, amerikanerne vil stå sammen - men man kan også frygte, at de vil blive endnu mere splittede.

https://imgix.seoghoer.dk/img_7160_copy.jpg

Der er Trump-valgmerchandise til halv pris på Union Station i Washington. (Foto: Heinel)

Sponsoreret indhold