Taxiselskab: Video underminerer Bendtners kærestes forklaring

Nicklas Bendtner er fortsat tavs om episoden natten til søndag i København.

Nicklas Bendtner er fortsat tavs om episoden natten til søndag i København.

Foto: Thomas Laursen

 

Nicklas Bendtners kæreste, modellen Philine Roepstorff, var mandag ude at forsvare den voldssigtede Rosenborg-angriber, efter at han natten til søndag brækkede kæben på en taxichauffør i det indre København.

Bendtner har været til genoptræning i København og skal møde i Rosenborg Ballklub i Trondheim i dag.

Nicklas Bendtner har angiveligt alene orienteret sin arbejdsgiver, Rosenborg, om hændelsen, men har ellers forholdt sig tavs.

Men Philine Roepstorff følte sig mandag kaldet til at give sin version af hændelsesforløbet.

Det skete på Instagram, hvor hun erkendte, at Nicklas Bendtner havde slået chaufføren, men at det var sket i "selvforsvar" i forbindelse med, at de var på vej hjem fra en bytur natten til søndag.

- Klokken lidt over to ville Nicklas hjem og sove, mens jeg gerne ville blive lidt længere så det diskuterede vi stadig da vi satte os ind i en taxa ved Kongens nytorv. Det skulle være en helt kort tur over til Nicklas, men alligevel kørte chaufføren os to gange i en anden retning end vi bad om. Taxametret viste lidt over 50 kroner da vi i utilfredshed står af ved Nationalbanken og nægter at køre videre med chaufføren, fortsætter modellen sit opslag, der er garneret med et foto, hvor hun sidder på skødet af en smilende Bendtner.
 
 
- Det får ham (chaufføren, red.) til at gå amok. Han laver en U vending og speeder efter os og råber ting som luder og bitch og kælling. Til sidst kører han ind foran os og springer ud af bilen og kaster en flaske imod mig. Den rammer ikke, men det er tæt på. Derefter farer han frem mod os og min mand slår ham en gang og rammer åbenbart meget uheldigt, skriver Philine.
 
Hun er bevidst om, at bataljen fik en uheldig afslutning.
 
- Selvfølgelig skal man ikke slå, men det var ikke Nicklas der overfaldt nogen. Han blev forfulgt og forsvarede sig selv og mig. Hvor mange ville ikke have gjort det samme for sin kæreste? De kan sige og skrive hvad de vil - men at beskytte den man elsker når man føler sig truet er ikke forkert i mine øjne.  Det var en situation mellem et kærestepar og en taxa chauffør - det har ikke været drengestreger eller dumheder - det har været selvforsvar og jeg tror alle andre havde reageret på samme måde, skriver Philine Roepstorff.
 
 
Hendes forklaring afvises dog af DanTaxi, der oplyser, at selskabet har videooptagelser af hændelsen, der tilbageviser hendes forklaring om, at Nicklas Bendtner alene reagerede i selvforsvar.
 
I DanTaxis optik var det Rosenborg-angriberen, der var den aggressive part i hændelsesforløbet.
 
- Vognmanden har overgivet alt materiale til politiet - heriblandt videomateriale fra taxaen. Det, jeg har fået oplyst, er, at det materiale ikke stemmer overens med det forløb, hun beskriver, forklarer Rasmus Krochin til Ekstra Bladet.
 
 
Københavns Politi har alene bekræftet, at der indløb en anmeldelse om vold mod en hyrevognschauffør i København klokken 02.41 natten til søndag i den forgangne weekend.
 
Ekstra Bladet erfarede søndag, at Bendtner var kortvarigt anholdt og senere blev løsladt, men fortsat er sigtet i sagen.
 
Rosenborg afventer sagens gang, lød det mandag i en pressemeddelelse.
 
- Det var en meget nedtrykt Nicklas Bendtner, som selv kontaktede klubben søndag og informerede om, hvad der var sket. Vi har brugt hele søndagen til at indhente så mange fakta som muligt. Nicklas har været i Danmark for at genoptræne efter en skade. Når han er tilbage i Trondheim gennemgår vi hændelsen og vurderer, hvordan klubben skal reagere. Vi vil behandle Nicklas på den måde, han har krav på, uanset hvad der er sket, skriver Rosenborg i en pressemeddelelse.
 
 
På en front har sagen dog allerede fået konsekvenser.
 
En af Nicklas Bendtners sponsorer, den danske virksomhed IdHAIR Company A/S opsagde mandag med øjeblikkeligt varsel samarbejdet med Bendtner, som agerede som "global ambassadør" for IdHAIR. 
 
- Vi tolererer ikke vold, så meget længere er den ikke,  siger stifter og administrerende direktør Preben Munch mandag til SE og HØR.

Voldssagen er ikke forenelig med Bendtners hverv som ambassadør med særligt sigte på at skabe en positiv omtale af IdHAIRs produkter blandt fodbolddrenge og fodboldpiger, lyder det fra virksomheden, der har hovedsæde i Lystrup i Østjylland.

- Men Nicklas Bendtner er jo ikke dømt for noget endnu?

- Allerede den omtale, der har været, er nok for os. Sagen er bekræftet af taxiselskabet, og politiet har bekræftet anmeldelsen om vold mod en hyrevognschauffør. Yderligere har Rosenborg i dag meldt ud, at de er blevet orienteret om sagen, og Nicklas Bendtner, der ikke har kontaktet os på noget tidspunkt i forløbet, har ikke været ude at benægte, at sagen forholder sig som beskrevet i medierne og af taxiselskabet, siger Preben Munch til SE og HØR.

Virksomheden er idag blevet kontaktet af en række kunder, der har spurgt, hvad virksomheden har tænkt sig at gøre i forhold til Bendtner, og der har også været flere kunder, der har været inde på, at de vil overveje at returnere deres IdHAIR-produkter som følge af voldssagen med den tidligere landsholdsspiller.

- Den goodwill, der har været omkring Nicklas Bendtner i forbindelse med hans ophold i Norge, er nu forvandlet til badwill i forbindelse med vores virksomhed, og det må vi handle på. Jeg er glad for, at vi lever i et land, hvor man er uskyldig ind til det modsatte er bevist, og det vil da glæde mig, hvis det viser sig, at han er uskyldig, men som tidligere sagt har allerede den hidtidige omtale af sagen haft konsekvenser for vores virksomhed, siger Preben Munch til SE og HØR.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close