Blev gift ved første blik: Sådan fejrer vi bryllupsdagen

Line & Michael og Randi & Niels blev gift ved første blik - nu nærmer deres første bryllupsdag sig.

Line & Michael og Randi & Niels blev gift ved første blik - nu nærmer deres første bryllupsdag sig.

(Foto: DR/Jakob Mydtskov)

De blev gift uden at have mødt hinanden før. Og hele Danmark var med på deres store dag, og da de tog på romantisk bryllupsrejse – og undervejs fandt både kærlighed og tosomhed.

Og nu nærmer etårs bryllupsdagen for både Line & Michael og Randi & Niels – den 22. juni er det nemlig et år siden, at de med sommerfugle i maven mødte op på Københavns Rådhus og blev ”Gift ved første blik”.

Og hvordan skal parrene så fejre deres første bryllupsdag?

Ja, for Line & Michael skal dagen blandt andet fejres med lækkert mad.

- Jeg har taget fri fra arbejde, og vi har aftalt, at vi skal spise brunch og slappe af det meste af dagen, fortæller Michael til Ekstra Bladet.

Han har dog også tænkt sig at overraske sin hustru i løbet af dagen – med hvad vil han naturligvis ikke afsløre.

- Jeg har et par ting i ærmet, men det ændrer sig dag for dag. Men vi skal i hvert fald ud at have en oplevelse. Og så skal vi ud at have noget godt at spise om aftenen, siger han til Ekstra Bladet.

Også jyske Randi & Niels ser frem til at fejre deres 1-års bryllupsdag lige om lidt

- Jeg er evigt taknemmelig for at have været med i programmet, men vi drosler helt ned for at besvare spørgsmål, forklarer Randi til Ekstra Bladet.

Parret har dog tidligere fortalt, at de planlægger at fejre mærkedagen på Bornholm – solskinsøen dannede nemlig rammen om deres bryllupsrejse, da de blev gift ved første blik.

 - Bornholm vil altid stå som noget særligt for os, fordi det var her, vores tid sammen startede. Vi talte vi ret tidligt om, at det kunne være sjovt at vende tilbage på vores første bryllupsdag, og derfor er vi meget glade og også lidt overvældede over, at vi nu har fået opholdet foræret. Det er en rigtig dejlig overraskelse, fortalte Niels til turistorganisationen Destination Bornholm i marts i år.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close