Kendte8. juli 2017

Fundet halv-spist af øgler: Mystik om ”sidste foto” af død backpacker

En belgisk kvinde er blevet fundet død under mystiske omstændigheder på en thailandsk ferieø. Thailandsk politi har frigivet et grynet overvågningsbillede, som ifølge dem viser den unge kvinde kort før hendes død. Moderen afviser dog, at der er tale om hendes datter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/elise_front.jpg
 Foto: Privat

Den thailandske ferieø Koh Tao har de sidste tre år været ramt af flere mystiske og makabre dødsfald.

I 2014 blev de to britiske backpackere Hannah Witheridge og David Miller fundet brutalt myrdet på stranden.

Og nu har endnu et dødsfald ramt ferieparadiset – og mens thailandsk politi mener, at dødsfaldet er selvmord, mener moderen, at der i stedet er tale om mord.

I april måned blev liget af den 30-årige belgier, Elise Dallemagne, fundet på den thailandske ferieø Koh Tao.

Hendes lig blev fundet i et jungleområde på øen den 28. april – og var ifølge myndighederne ”halvt spist af øgler”, da det blev fundet.

Thailandsk politi fastslog hurtigt, at den 30-årige studerende og backpacker havde taget sit eget liv ved at hænge sig selv.

Men den teori køber Elise Dallemagnes mor Michele ikke.

https://imgix.seoghoer.dk/elise2.jpg

Elisa blev fundet død og halvspist af øgler i april måned. Foto: Privat

Moderen tror i stedet, at hendes datter blev slået ihjel af ukendte gerningsmænd på øen, der de sidste tre år har været ramt af flere makabre eller mystiske dødsfald blandt turister og backpackere. Du kan læse om de mystiske dødsfald i galleriet nederst i artiklen.

- Jeg køber ikke, hvad politiet har fortalt os. Vi frygter, at nogle andre har været involveret, har hendes mor Michele ifølge Daily Mail udtalt til et belgisk medie.

Moderen køber heller ikke thailandsk politis teori om, at et overvågningsvideo filmede 30-årige Elise Dallemagne kort forinden hendes død.

Det grynede billede – som er optaget tæt på hvor liget blev fundet – viser ifølge politiet Elise Dallemagne kort før hendes død.

https://imgix.seoghoer.dk/elise3.jpg

Politiet mener, at dette billede viser Elise. Det tror moderen dog ikke på. Foto: Privat

Moderen er på den anden side overbevist om, at billedet af den mystiske person med en rygsæk på ryggen ikke er hendes datter.

- Vi tror mere og mere, at politiets forklaring er den forkerte, har moderen fortalt til det belgiske medie.

Politiet i det thailandske ferieparadis er ellers overbeviste om, at Elise Dallemagne tog sit eget liv – og nævner blandt andet Elise Dallemagnes ”mærkelige opførsel i dagene op til hendes død” som en form for bevis.

Ifølge politiet valgte den unge kvinde at bruge et falsk navn, da hun tjekkede ind på et hotel – og senere samme dag valgte hun at flygte fra selvsamme hotelværelse, da der udbrød brand på hendes værelse.

Elise Dallemagne tjekkede angiveligt ind på Triple B Hotellet, hvor hun nægtede at oplyse sit pasnummer, ligesom hun stregede sit rigtige efternavn ud og i stedet angav sit efternavn som ”Depuis”.

https://imgix.seoghoer.dk/elise.jpg

Elise ændrede på mystisk vis sit efternavn, da hun tjekkede ind på et hotel. Foto: Privat

Politiet siger også, at Elise Dallemagne var medlem af en kult, og at hun flere gange havde forsøgt at tage sit eget liv i tiden op til, at hun blev fundet i junglen.

Blandt andet havde hun forsøgt at tage sit eget liv ved nogle togskinner i begyndelsen af april.

Moderen nægter at tro, at hendes ”stærke datter” forsøgte at tage sit eget liv. Men moderen bekræfter, at Elise Dallemagne var en del af en kult kaldet Sathya Sai Baba.

Moderen fortæller, at Elise Dallemagne havde rejst rundt i Asien de sidste to år, og at det var planen, at hun snart skulle vende tilbage til Belgien.

I stedet blev hun altså fundet død i junglen.

Moderen skal nu mødes med de thailandske efterforskere. Hun håber, at hun kan overbevise dem om, at hendes datter er blevet udsat for en forbrydelse.

- Vi har stadig så mange spørgsmål. Elise har aldrig haft en skadelig adfærd. Hun har altid været meget stærk.

- Da jeg talte med hende på Skype den 19. april, så hun godt ud og smilede meget, fortæller den ulykkelige mor.

Læs om de mystiske dødsfald, der har ramt den thailandske ferieø, i galleriet herunder:

Mystiske dødsfald på Koh Tao

Sponsoreret indhold