Veninden forsvandt OGSÅ under løbetur – dukkede aldrig op

De har begge lyst og langt hår. De har begge et smukt smil – og de har begge et glimt i øjet.

Der stopper ligheden mellem gymnasieveninderne Sherri Papini og Tera Smith desværre ikke.

For begge kvinder forsvandt OGSÅ under en løbetur.

Sherri forsvandt 2. november i år under en løbetur nær sit hjem i Redding, Californien. Hun dukkede op tre uger senere, slemt forslået og med svære brandmærker, afklippet hår og en brækket næse.

Veninden Tera forsvandt 22. august 1998 under en løbetur på den præcis samme vej nær Redding, Californien.

Men modsat sin veninde dukkede Tera aldrig op igen.

Ingen ved, hvad der skete med Tera, der forsvandt som 16-årig, efter hun begav sig ud på en aftenløbetur.

Det eneste man ved i sagen om forsvundne Tera er, at hun forsvandt iført sit løbetøj den 22. august 1998 tidligt om aftenen.

Man mener, at hun blev set i selskab med en hvid mand, der kørte i en mørkeblå Ford årgang 1976.  

Det skriver det britiske medie Daily Mail.

Tera Smith som hun så ud, da hun forsvandt (venstre) og et computerskabt billede af, hvordan hun kunne se ud flere år senere (højre). Foto: Privat

Tera havde den skæbnesvangre aften i august 1998 begivet sig ud på den selvsamme løberute, hvorfra hendes gymnasieveninde Sherri blev kidnappet mange år senere, 2. november i år.

Begge piger gik på Central Valley High School, og Sherri gik i samme klasse som Teras søster. 

Men det er altså kun én af pigerne, der (indtil videre) er dukket op.

Sherris mand Keith kontaktede Teras familie få dage efter, at hans kone forsvandt i begyndelsen af november. Han håbede, at familien kunne give ham råd om, hvordan han skulle håndtere mareridtet.

- Keith kom over til os på anden eller tredjedagen for Sherris forsvinden. Han ringede også for at høre, om vi syntes, at han skulle få FBI involveret i sagen, fortæller Teras far Terry til det britiske medie Daily Mail.

- Vi kendte ham ikke, før dette skete, men vi kendte Sherri gennem hendes venskab med vores døtre. Keith kom for at få råd og trække på vores erfaringer, for at spørge til, hvad vi ville have gjort anderledes, om vi var tilfredse med den måde, som politiet havde håndteret vores sag på, fortæller Teras far til Daily Mail.

Han tilføjer, at han havde svært ved at trøste Sherris mand.

- Hvordan fortæller du nogen, at deres kone nok er væk for altid? På grund af vores situation var vi overbeviste om, at Sherri var væk. Da hun ikke var dukket op efter 48 timer, havde vi ikke meget håb. Fordi vores historie endte så ulykkeligt, troede vi ikke, at hun ville komme tilbage, fortæller Teras far til Daily Mail og tilføjer, at de var ”overraskende” og ”taknemmelige”, da de hørte, at Sherri var blevet fundet tre uger senere.

- Sandheden er, at vi efter den første glædesrus også havde de der følelser ”hvor er det trist, at vores sag ikke endte sådan”, men vi er så lykkelige over, at Sherri er tilbage, siger Terry til Daily Mail.

Sherri Papini forsvandt 2. november og dukkede op igen 22 dage efter, slemt forslået. Foto: Privat

Sherri blev fundet 24. november i en grøft 225 kilometer syd fra det sted, hvorfra hun forsvandt. Hun var lænket og havde en sæk over hovedet, da hun blev fundet.

Hun var formentlig blevet smidt fra en firhjulstrækker. Sherri havde ifølge flere medier svære brandmærker og rødt udslæt over store dele af kroppen, ligesom hun havde brækket næsen og havde fået klippet sit lange, lyse hår af.

For nylig kom det frem, at Sherri og hendes ægtemand har forladt deres hjem sammen med deres to børn. De har formentlig søgt tilflugt hos familie for at bearbejde den hårde oplevelse.

Det er endnu uvist, hvem der har holdt Sherri fanget i 22 dage, men politiet jagter lige nu to latinamerikanske kvinder, der kan være dem, der har holdt den 34-årige kvinde fanget.

Sagen om Sherri og hendes barndomsveninde minder på mange måder om hinanden: De lignende hinanden af udseende og forsvandt begge fra samme sted, mens de var ude og løbe.

Men ifølge Teras far er der én afgørende forskel i sagen om de to smukke kvinder.

Tera Smith var 16 år, da hun forsvandt. Foto: Privat

Teras familie tror nemlig ikke, at deres datter blev tilfældigt kidnappet fra vejen, som det formentlig er tilfældet i Sherri-sagen.

I stedet fastholder Teras familie, at en person ved navn Troy Zink, som deres datter skrev med, er ansvarlig for hendes forsvinden.

Tera og Troy – der var gift og havde to børn, da Tera forsvandt – havde angiveligt et romantisk forhold, men i august 1998 forsøgte Tera at slutte forholdet.

Den skæbnesvangre aften, hvor Tera forsvandt, ringede hun således til Troy og bad ham om at møde hende.

Til politiet fortalte Troy efterfølgende, at Tera ville låne penge af ham, og da han nægtede, blev hun rasende. Troy fortalte politiet, at han efterfølgende satte Tera af ved et vejkryds og kørte hjem.

Politiet afhørte Troy og fandt aldrig beviser nok til en sigtelse.

Siden er han blevet straffet for blandt andet voldtægt og våbenbesiddelse. 

Se billeder fra sagen om Sherri Papini herunder:

Sherri Papini

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close