Kendte30. november 2016

Forsvandt sporløst under løbetur – nu dukker uhyggelige detaljer op

Der er dukket nye og gruopvækkende detaljer op i sagen omkring den amerikanske mor Sherri Papini, der for nylig blev fundet i en vejkant efter at have været holdt kidnappet af ukendte gerningsmænd i tre uger
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sherri_papini2.jpg
 (Foto: Privat)

Et billede af en smilende kvinde med langt blondt hår har de sidste uger fyldt forsiderne af amerikanske – og også udenlandske – medier.

Billedet viser 34-årige Sherri Papini fra byen Redding i Californien. Hun er mor til 4-årige Tyer og 2-årige Violet og lykkeligt gift med ægtemanden Keith.

Den sidste måneds tid har hun været hovedpersonen i dét, der bedst kan beskrives som et uforståeligt og modbydeligt mareridt.

2. november forsvandt den lyshårede kvinde under en løbetur nær sit hjem – og først tre uger senere blev hun fundet, lænket og svært medtaget, i en vejkant.

Politiet jagter lige nu to latinamerikanske kvinder, der kan være dem, der har holdt den 34-årige kvinde fanget i 22 mareridtsagtige dage.

Mens politiet jagter gerningsmændene, dukker der gradvist flere og flere oplysninger op i den gruopvækkende sag.

I denne uge stod Sherris ægtemand Keith således frem i et nationalt medie og fortalte om det hjerteskærende øjeblik, hvor han blev genforenet med sin hustru på hospitalet.

- Det første jeg så var min kone i en hospitalsseng, hendes ansigt var dækket af skrammer, som var både gule og blå efter de mange tæv, fortæller Keith i en udtalelse, som for nyligt blev sendt til det amerikanske medie ”Good Morning America”.

Se billeder fra sagen herunder:

Sherri Papini

Sherri havde foruden svære brandmærker også en brækket næse og mærker fra dér, hvor kæderne havde siddet.

- Hendes nu udmagrede krop vejede 39 kilo og var dækket af mangefarvede mærker, svære brandmærker, røde udslæt og mærker efter kæder. Hendes kendetegnende lange blonde hår var blevet klippet af, tilføjede den stærkt berørte ægtemand i udtalelsen.

I udtalelsen afslørede han også nye detaljer om frigivelsen af sin kone:

- Hun blev smidt ud fra en bil med en kæde rundt om sin talje, der var forbundet til hendes håndled og med en sæk overhovedet.

- Det var den samme sæk, som hun brugte til at vifte med, da hun havde fået sin ene arm fri og kunne vifte til en forbipasserende.

Keith kunne også fortælle, at hans kone havde ”lidt enormt både fysisk og mentalt” under sin tilfangetagelse.

Politiet har været sparsomme med at offentliggøre detaljer fra sagen, men det er kommet frem, at Sherri mandag var rask nok til at give en længere udtalelse til poltiet fra sin hospitalsseng.

Hvad hun har fortalt politiet om sine tre uger i fangenskab, er dog stadig hemmeligt af hensyn til efterforskningen, oplyser det californiske politi og efterforskerne i sagen.

Politiet har dog oplyst, at de har efterlyst de to latinamerikanske kvinder, som formentlig smed hende fra en mørk firhjulstrækker omkring 225 kilometer syd fra det sted, hvorfra hun forsvandt 2. november.

Sherri blev meldt savnet 2. november, da hun ikke mødte op i daginstitutionen for at hente sine to børn. Hun forsvandt under en løbetur tæt på parrets hjem i Redding, Californien.

Keith sporede sin kones mobiltelefon og fandt den smidt i vejkanten. Kort efter blev en menneskejagt indledt af det lokale politi.

Politiet havde i den indledende efterforskning Keith i søgelystet, men han blev udelukket som mistænkt 10. november, da han bestod en løgnedetektortest. Otte dage senere blev FBI involveret i sagen – på samme tid som en anonym person udlovede en dusør på $50.000 i sagen.

22. november kom et muligt gennembrud i sagen, da et vidne så en kvinde, som hun mente var identisk med forsvundne Sherri. Kvinden befandt sig i en sort firhjulstrækker, og nægtede at tale med vidnet, da vidnet forsøgte at nærme sig.

I udtalelsen kommenterede Keith også på de talrige rygter, der har floreret på internettet, siden at hans kone dukkede op i live 24. november. Flere har blandt andet påstået, at Sherri selv har iscenesat sin bortførelse i et forsøg på at få udbetalt forsikringssummer.

- Rygter, antagelser, løgne og had har været udmattende og ulækkert. Jeg ved, at folk vil have historien og billeder - beviser på, at alt det her ikke er en slags fupnummer for at tjene penge eller at starte en eller anden racekrig, udtaler Keith.

Politiet fortsætter jagten på gerningsmændene.

Sponsoreret indhold