Kendte21. april 2019

Huslig herre

Selv om "Sygeplejeskolen"-skuespilleren Thue Ersted Rasmussen har rygende travlt med TV, nyder han også at lave mad og rydde op derhjemme.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/thue_ersted_rasmussen.jpg
 (Foto: Gregers Overvad)

Vi kender ham som den kejtede og lidt forvirrede reservelæge, der ikke helt kan finde ud af det med pigerne og livet.

Privat er ”Sygeplejeskolen”-stjernen Thue Ersted Rasmussen, 33, helt modsat. Han er med egne ord ”godt sat” med sin kæreste gennem fire år, soloballetdanserinden Ida Praetorius, og så ved han også, hvad han vil med sit liv. Han er ikke bare skuespiller – han kan også kalde sig forfatter, spillemand og altmuligmand – for Thue kan slet og ret ikke sidde stille.

– Jeg kan godt lide at være kreativ og har gang i mange ting hele tiden. Jeg elsker at skrive, og jeg har faktisk allerede skrevet min første bog, siger Thue med et smil.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sygeplejeskolen.jpg
 (Foto: Mike Kollöffel/TV2)

I ”Sygeplejeskolen” spiller han reservelægen Christian Friis, der slet ikke har set, at sygeplejersken Anna er forelsket i ham. (Foto: Mike Kollöffel/TV2)

Hans første bog – en børnebog – hedder ”Mynte” og handler om en pige, der bor i København – og bogen er skam allerede udgivet:

– Ida synes, min børnebog var så god, at hun i julegave fik udgivet den i en førsteudgave, så jeg har den stående på bogreolen sammen med de andre bøger. Så nu er den udgivet – godt nok kun i ét eksemplar, fortæller skuespilleren, der også slapper af med at lave noget mere dystert: Mordmysterier.

– Jeg er ved at lave et spil, hvor man skal rende rundt i de københavnske gader og opklare et mord. Det skal nok blive meget sjovt, fortæller skuespilleren, inden han lige tilføjer, at der også ligger tre færdigskrevne filmmanuskripter i skuffen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/ida_praetorius.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

I fire år har Thue været kæreste med soloballetdanserinden Ida Praetorius. (Foto: Ritzau Scanpix)

Ballast og ro

Selv om Thue har gang i mange projekter, er der også en anden grund til, at han både skriver bøger og laver mordmysterier i sin sparsomme fritid:

– Det er sådan nogle ting, der giver mig ballast og ro, og jeg nyder det. Og det er rart at lave noget, man ikke skal bedømmes på, forklarer Thue, som har både klaver og flere guitarer, som han elsker at spille på.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/thue_ersted_rasmussen_2.jpg
 (Foto: Gregers Overvad)

Hjemme er det Thue, der står for vasketøjet – og det er han ganske glad for. – For mig er det meget afslappende og meditativt at lægge vasketøj sammen. (Foto: Gregers Overvad)

I en hård og uforudsigelig branche som skuespiller er han også klar over, at det er godt at kunne andet end at stå på en scene og foran et kamera:

– Det er en fed ballast, hvis der ikke lige venter et skuespiljob. Jeg synes, skuespillet er et fantastisk job, men det er også hårdt. For hver rolle man lander, var der ti job, man ikke landede.

– Så man skal være hårdhudet nok til at kunne tage det, for man kan let komme til at tænke på, om man er god nok. For mig handler det om at være vedholdende, aldrig give op og gøre, hvad man kan.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/thue_ersted_rasmussen_3.jpg
 (Foto: Gregers Overvad)

Skuespilleren er glad for kaffe og har derfor investeret i en Sage fra Heston Blumenthal. Kæresten Ida foretrækker dog en klassisk og mere simpel model. (Foto: Gregers Overvad)

Kan tvivle

Både Thue og kæresten Ida, der arbejder som solodanser ved Det Kgl. Teater, lever hektiske liv med mange arbejdstimer, hvor de konstant bliver bedømt.

– Ida og jeg kan begge have op- og nedtursdage. Den ene dag kommer man hjem og udbryder ”Jeg var sublim”, og den næste kommer man hjem og synes, man ikke dur til noget. Vi kan begge tvivle på vores værd, siger Thue, inden han eftertænksomt tilføjer:

– Derfor gør vi meget ud af at snakke med hinanden og passe på hinanden. Vi henter styrken hos hinanden på den måde.

https://imgix.seoghoer.dk/thue_ersted_rasmussen_5.jpg
 (Foto: Gregers Overvad)

På badeværelset hænger et foto af Thue med hans bror og hans elskede farmor, der døde sidste år. Nedenunder hænger et foto af kæresten Ida Praetorius. (Foto: Gregers Overvad)

Sponsoreret indhold