Kendte21. juli 2019

Christinna og Kamilla nyder Aalborg: Tilbage til rødderne

Badmintonparret Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl er kommet på plads i den nye lejlighed – og arbejder nu på at komme i form, inden ketsjeren igen skal i aktion.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/kamilla_rytter_juhl_og_christinna_pedersen_pg_1.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

Farvel til København, og goddag til Aalborg.

Det er, hvad Kamilla Rytter Juhl, 35, og Christinna Pedersen, 33, i år har sagt.

Parret er nemlig flyttet fra Valby og ind i en lejlighed ved havnen i den nordjyske hovedstad.

– Det er selvfølgelig en stor omvæltning. Men man kan sige, at vi i de sidste mange år har vidst, at det var det, vi ville, siger Kamilla om drømmen, der nu er gået i opfyldelse.

Og i virkeligheden er det mere et glædeligt gensyn med ”Nordens Paris” for parret – og Christinna i særdeleshed. Hun kommer nemlig fra Aalborg, mens Kamilla er vokset op i Skagen.

– For os gav det mening at være tættere på venner og familie heroppe. Det tager halvanden time, og så er vi i Skagen, og på ti minutter kan vi invitere os selv på middag hos mine forældre. Så det nyder vi. Det har vi ikke kunnet de sidste mange år, siger Christinna.

– Vi føler, vi er i gang med at indhente lidt – på den gode måde. Ikke at vi har forsømt det, men vi nyder at kunne tage del i de ting igen.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kamilla_rytter_juhl_og_christinna_pedersen_pg_4.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

– Det var så meget det rigtige tidspunkt for os at trække stikket i forhold til at rejse verden rundt, siger parret. (Foto: Peter Grosen)

Specielt farvel

Det var dog også lidt underligt for parret at vinke farvel til tilværelsen i hovedstaden.

– Vores liv har jo været i København – vores professionelle badmintonkarriere, men det var også der, vi fandt sammen og har boet sammen de sidste ti år.

– Så det var da lidt specielt, da vi låste døren den dag og sagde: ”Nu er vi altså færdige i Valby – nu hedder det Aalborg fra nu af”, siger Christinna.

Badmintonspillere med bijob

Hvad der skal ske jobmæssigt, når ketsjeren engang er blevet lagt på hylden, har parret ikke lagt sig fast på endnu.

– Men vi har været så gode at investere i nogle lejligheder her i byen, som vi lejer ud, og som er med til at skabe en økonomisk sikkerhed for os, fortæller Kamilla.

– Vi har ikke kastet rundt med vores præmiepenge – dem har vi sparet godt op, så vi har kunnet investere dem. Og det har gjort, at vi kan gøre, som vi gør i dag, og at vi ikke behøver at skulle arbejde fra 8 til 16 hver dag. Det er dejligt, at vi får den gevinst nu, siger hun, og Christinna supplerer:

– Vi plejer at sige i sjov, at vi er badmintonspillere med et lille bijob som viceværter. For når der lige skal findes en ny lejer, eller der måske skal skiftes en vaskemaskine i en lejlighed, er det os, de ringer til. Og så finder vi ud af, hvordan vi får det fikset.

I Aalborg har parret købt en projektlejlighed på knap 200 kvadratmeter.

– Så det er en stor en, hvor der er dejligt med plads til, at vi kan tumle, siger de nybagte forældre, som fik nøglerne til lejligheden kort før jul.

– Men så skulle vi selv sætte vores præg på den. Vi skulle lige have lagt trægulv og sætte nogle specielle klinker op – alt muligt forskelligt.

– Vi kan godt lide at lave lidt andre løsninger end de pakkeløsninger, der er i et projekt. Så det brugte vi hele januar og februar på, fortæller Kamilla om lejligheden, de officielt flyttede ind i i februar.

– Vi mangler bare lige en toiletrulleholder, men ellers er vi ved at være helt på plads og nyder bare at have tilværelsen der, tilføjer Christinna.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kamilla_rytter_juhl_og_christinna_pedersen_dm.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

I 2016 var parret til fest hos dronningen, da der blev afholdt aftenselskab for kunst og kultur i Drabantsalen på Christiansborg Slot. (Foto: Dan Mariegaard)

Kæmper sig tilbage

Ud over barslen med datteren bruger parret en del tid på at træne. De har nemlig skrevet kontrakt med Vendsyssel Elite Badminton, og til september skal de være klar til kamp.

– Så der har vi lige sommeren og har også brugt de sidste par måneder på at komme i gang igen med badminton. Det har jo primært været mig, der skulle få min krop tilbage. Én ting er at komme sig oven på en fødsel. En anden ting er, at man skal kæmpe sig tilbage til at kunne præstere på en badmintonbane igen. Det har været megahårdt, og det er også stadig hårdt, siger Kamilla.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/kamilla_rytter_juhl_og_christinna_pedersen_pg_2.jpg
 (Foto: Peter Grosen)

– De første par gange, vi var tilbage i badmintonhallen, tænkte jeg bare: ”Wow”. Der var jeg virkelig skudt tilbage til start i forhold til min krop, siger Kamilla, som nu er ved at finde formen igen – og glæder sig til at tørne ud for Vendsyssel. (Foto: Peter Grosen)

— Har I en drøm om at vende tilbage til verdenseliten, når Molly bliver større?

– Nej. Alderen er heller ikke rigtig med os, i forhold til at det skulle give mening. Nu har vi skabt vores base her i Aalborg, og den er vi rigtig, rigtig glade for, lyder det fra Kamilla.

Datteren Molly har allerede været med sine forældre i badmintonhallen.

– Men om hun bliver badmintontosset som os, må tiden vise, siger Christinna.

– Det eneste, der er lidt vigtigt for mig, er, at hun bliver højre- og ikke venstrehåndet som Kamilla, smiler hun.

Vil du læse meget mere om de kendte hver eneste uge? Så bliv fast abonnenent på SE og HØR - læs mere her.

Sponsoreret indhold