Hollywood12. februar 2018

"Sex and the City"-drama: Du er ikke min veninde!

Kim Cattrall lægger nu ikke skjul på, at hun ikke kan fordrage sin "Sex and the City"-kollega Sarah Jessica Parker
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/10.5886033bf.jpg
 Foto: All Over Press

I "Sex and the City" spiller de hjerteveninder, men i virkeligheden kan Sarah Jessica Parker, der spiller Carrie, og Kim Cattrall, der spiller Samantha, ikke fordrage hinanden.

Det afslørede 61-årige Kim Cattrall selv på sin Instagram, hvor hun langer ud efter 52-årige Sarah Jessica Parker.

I sidste uge blev Kim Cattralls lillebror Christopher fundet død, og i den forbindelse kondolerede Sarah Jessica Parker i en kommentar på Kim Cattralls Instagram.

- Kæreste Kim, min kærlighed og kondolencer til dig og dine og god rejse til din elskede bror. Xx, skrev Sarah Jessica Parker til Kim Cattrall på Instagram.

I første omgang takkede Kim Cattrall for de mange hilsner, hun havde fået i forbindelse med sin brors død.

Artiklen fortsætter under tweetet.

- Jeg vil gerne takke mine fans, mine venner og mine "Sex and the City"-kolleger for den store støtte til mig og min familie de sidste 72 timer, skrev Kim Cattral på Twitter den 6. februar.

Siden da har piben dog fået en anden lyd.

Artiklen fortsætter under billedet.

På et Instagram-billede skriver hun: Jeg har ikke brug for din kærlighed eller støtte i denne tragiske tid, Sarah Jessica Parker, og i den tilhørende tekst uddyber hun:

- Min mor spurgte mig i dag: "Hvornår vil den @sarahjessicaparker, den hykler, lade dig være i fred?" De gentagne gange, du har rakt hånden ud er en smertefuld påmindelse om, hvor ondskabsfuld du var dengang og nu. Lad mig gøre det MEGET klart. (Hvis jeg ikke allerede har gjort det) Du er ikke min familie. Du er ikke min veninde. Så jeg skriver for at fortælle dig for sidste gang, at du skal stoppe med at udnytte vores tragedie for at genoprette dit "sød pige"-image, skriver Kim Cattrall på sin Instagram.

Kim Cattrall har tidligere været ude at fortælle, at hun ikke er veninder med sine "Sex and the City"-kolleger.

Det fortalte hun i et interview med Piers Morgan.

- Vi har aldrig været venner. Vi har været kollegaer og på mange måder er det et sundt sted at være, fordi så har du klare linjer mellem dit profesionelle liv og dit personlige liv. De har alle børn, og jeg er ti år ældre end dem, og specielt efter serien sluttede har jeg brugt et meste af min tid uden for New York, så jeg ser dem ikke. Det vi havde til fælles var serien, og serien er slut, fortalte Kim i interviewet med Piers Morgan.

Faktisk kan Kim Cattrall slet ikke huske, hvornår hun sidst havde kontakt med sine tre tidligere kollegaer.

- Det må have været til et eller andet event. Jeg husker det slet ikke. Og det er en anden ting, der er virkelig skuffende. Ingen prøver nogensinde at kontakte dig og sige: "Hvordan går det?", siger Kim.

Kim Cattrall fortæller også i interviewet, at det var seriens vilde arbejdsbyrde, der er skyld i, at hun aldrig fik børn.

"Sex and the City 3" blev aflyst

"Sex and the City"-fans jublede, da det tilbage i december sidste år kom frem, at en tredje film om Carrie, Charlotte, Samantha og Miranda var i støbeskeen.

Men kort tid inden indspilningerne skulle til at i gang, kunne Daily Mail afsløre, at det kommende filmprojekt var kuldsejlet.

Det var angiveligt Kim Cattrall, der havde stillet en lang række krav, som ikke kunne opfyldes, og derfor blev der altså ikke nogen ny film om den fashionable kvartet på Manhattan.

Produktionen af den tredje film skulle ellers have været påbegyndt tilbage i september, men da filmselskabet Warner Bros, der står bag "Sex and the City"-filmene, ikke ville indfri Kim Cattralls krav, blev hele projektet skrinlagt.

Michael Patrick King, der også står bag de originale TV-afsnit, havde ellers et manuskript klar, men nu ser det ud til, at det aldrig ser dagens lys.

- Manuskriptet er fantastisk. Fansene ville ellers have elsket filmen, men Warner Bros kunne ikke opfylde hendes latterlige krav. Kim har sat alles liv på stand-by. Hendes opførsel er meget skuffende. Vi skulle optage filmen, og nu spekulerer alle over, om filmen nogensinde bliver lavet. Alle er meget kede af, at fansene nu går glip af, hvad der skulle være en vidunderlig historie om vores fire favoritkvinders liv, lød det fra en insider i september.

Sponsoreret indhold