Ankerstjerne efter sviner: Respekterer ikke Blachman

Thomas Blachman var i topform til "X Factor" i går og stjal showet. Det gik dog ud over hans meddommere Ankerstjerne og Oh Land, som fik en voldsom sviner med på vejen.

De fleste ville nok lægge sig i fosterstilling med dynen over hovedet, hvis man havde fået sådan en overhaling af selveste Blachman.

Men ikke Ankerstjerne. Han tog ordene fra den skaldede TV-veteran mere roligt, end nogen kunne forvente.

- Jeg tager det helt stille og roligt. Jeg respekterer Thomas… men ikke så meget, at jeg tager den der svada alvorligt, sagde Ankerstjerne efter showet til SE og HØR.

Artiklen fortsætter under billedet...

Blachman var ude med riven efter sine to kollegaer ved dommerbordet (Foto: Thomas Laursen)

Svadaen kom i forbindelse med, at Thomas Blachman stod med valget om, hvem af Echo og Patrick, der skulle for lade "X Factor". Her faldt valget som bekendt på spillemanden fra Lolland.

Men før beslutningen blev truffet, begav Blachman sig ud i monolog, som man kender ham. Her fik han bl.a. sagt, at Oh Land og Ankerstjerne skulle smide ud af sangshowet sammen med Echo og Patrick.

Men sådan en melding går altså ikke Ankerstjerne synderligt meget på. Du kan se hele interviewet i toppen af artiklen.

- Så dybt går det ikke i mig, hvad Thomas Blachman render og siger. Han er pisse dygtig til at lave fjernsyn, det kan man ikke tage fra ham. Men så meget respekterer jeg ikke hans meninger, lød det fra den dygtige sanger og sangskriver.

Ankerstjerne kommer altså ikke til at give sin skaldede kollega en reprimande eller en løftet pegefinger for hans verbale overfald.

- Han tog sig et moment, hvor Nanna og jeg ikke har mulighed for at svare, også tog han sig alle de friheder, han kunne. Det, synes jeg, er billige point, slog Ankerstjerne fast.

Med Patricks exit var det første gang, at "X Factor"-debutanten prøvede at sige farvel til en af sine deltagere. Og det tog hårdt på den ellers så hårdføre gadedreng fra Vestegnen.

- Jeg synes, det er hårdt. Men jeg synes, det var et værdigt exit for Patrick. Jeg synes, han har flyttet sig som menneske og som sanger, sagde Ankerstjerne kort efter showet.

Se Blachman foreslå, at Ankerstjerne og Oh Land får et andet job:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close