Nyheder13. januar 2018

Yahya Hassan håner politiet efter anholdelse

Yahya Hassan anholdt efter at have poseret med våben
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/yahya-hassan-13012018.jpg
 Foto: All Over Press

Den engang så populære digter Yahya Hassan blev mandag aften anholdt af Østjyllands Politi, efter at han søndag på Twitter havde poseret med et våben.

- Stille og rolig søndag i Aarhus V., skriver Yahya Hassan i tweetet, hvor han poserer iført solbriller og palæstinensertørklæde og med et gevær, der muligvis er et splattergevær, mellem hænderne.

Da politiet ankom til Yahya Hassans bopæl var våbenet ikke at finde, men Østjyllands Politi fandt i stedet 12,97 gram hash og 1,91 gram kokain.

Yahya Hassan blev taget med til Politigården i Aarhus, hvor han blev løsladt efter tre timer sigtet for besiddelse af et skydevåben og for besiddelse af euforiserende stoffer.

Lørdag skriver Yahya Hassan så om hændelsen på sin Facebook-profil, hvor han har afbildet en artikel om anholdelsen fra Lokalavisen Aarhus.

- Østjyllands Politi får det til at lyde som en succeshistorie at de anholdt mig forleden aften. De glemte bare lige at fortælle at jeg blev løsladt fra Politigården uden grundlovsforhør efter blot 3 timers varetægt. Så hvem er det der er dum, skriver Yahya Hassan med henvisning til artiklen i Lokalavisen Aarhus.

Avisen kalder det 'dumt' at posere med et våben på Twitter og skriver:

- Foretager du dig noget ulovligt, og blærer du dig med det på de sociale medier, så er det næppe studenterhuen, der trykker.

Østjyllands Politi har dog ikke beskrevet anholdelsen som en succeshistorie, men har beskrevet den i neutrale vendinger, som det fremgår af døgnrapporten her.

Yahya Hassan blev for blot fire uger siden løsladt fra fængslet, efter at have afsonet en dom på halvandet års fængsel for den 20. marts 2016 at have affyret mindst tre skud i det vestlige Aarhus.

En 17-årig mand blev ramt af to af projektilerne.

Det ene ramte ham i foden, mens det andet strejfede hans lår.

Yahya Hassan tog angiveligt direkte på hotel fra afsoningen i Nyborg Statsfængsel, som det fremgår af det nedenstående tweet.

Yahya Hassans hån mod politiet kan sandsynligvis tilskrives hans mildt sagt anstrengte forhold til ordensmagten efter en række sammenstød mellem ham og Østjyllands Politi gennem årene.

Et år før skudepisoden blev han idømt fire måneders fængsel for vold - dommen blev dog gjort betinget.

Blot 11 dage før skudepisoden blev en narkopåvirket Yahya Hassan anholdt efter en biljagt i Aarhus.

Yahya Hassan: - Min pik er omskåret, og den er flot!

Medvirkende til at give et noget broget billede af Yahya Hassan var en bizar optræden på TV, hvor han udvandrer fra et interview med TV 2's Allan Silberbrandt i utide med afskedssalutten 'min pik er omskåret, og den er flot'.

Du kan se det rablende indslag her.

Yahya Hassan fik med ét stjernestatus i Danmark da han i 2013 udgav digtsamlingen 'Yahya Hassan' om vold og svigt i barndommen.

Digtsamlingen blev også betragtet som hans opgør med islam og med forældrene.

Digtsamlingen er med 120.000 solgte eksemplarer den bedst sælgende debutdigtsamling nogensinde i Danmark.

Begejstringen for Yahya Hassan var i visse kredse så stor, at Dagbladet Politiken en overgang så ud til at have et oprigtigt ønske om at adoptere den unge digter.

Sponsoreret indhold