Astrid Olsen: Jeg er kendt på en anden måde

Astrid Olsen har over 148.000 abonnenter på YouTube.

Astrid Olsen har over 148.000 abonnenter på YouTube.

Foto: TV3

I aftenens afsnit af "Til middag hos" kommer vi med entertaineren Sussi, rapperen Jesper "Jokeren" Dahl og sanger Julie Berthelsen hjem i privaten hos YouTuberen Astrid Olsen

I klippet, som du kan se længere nede på siden, spørger Julie Berthelsen nysgerrigt ind til, om den 19-årige internetstjerne er så kendt, at hendes fans stopper hende på gaden. 

- Hvordan er man kendt som YouTuber? Er det det samme: Bliver du genkendt på gaden? Kan du slet ikke gå i Netto?, spørger sangeren over middagsbordet. 

- Neeej, jeg kan nok ikke rigtig bare lige gå i Netto eller bare gå på Strøget, erkender YouTuberen.

- Og det er nogle gange også en lidt ubehagelig oplevelse, afslører Astrid Olsen. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Jokeren, Sussi og Julie Berthelsen er hjemme hos Astrid Olsen i "Til middag hos". Foto: TV3

- Ubehagelig?, lyder det undrende fra Jokeren. 

- Ja, jeg føler lidt, det er en anderledes form for kendt, end I måske bliver "udsat" for, forklarer hun og henviser til, at Sussi, Jokeren og Julie Berthelsen hører til den "gamle skole" af kendte ansigter i Danmark. 

Hun illustrerer det med, at hun ikke føler, hun kan sige nej, hvis nogen stopper hende på gaden for at tage en selfie med hende - selv hvis hun har en dårlig dag. 

- Man bliver nødt til at sætte sine egne grænser, lyder det fra Jokeren, der har været berømt i årtier. 

- Men jeg bliver udsat for det, at jeg ikke kan sige nej, konstaterer Astrid Olsen. 

- Så mister du måske ti følgere. Who gives a fuck?, lyder det fra Jokeren. 

- Ja, men sådan er det bare ikke i min verden, svarer YouTuberen. 

Hun fortæller sine gæster, at der for en YouTuber er et sæt uskrevne regler: 

- Vi skal altid være ordentlige. Vi skal altid opføre os pænt. Vi skal altid sige ja. Vi skal altid være i godt humør, forklarer hun. 

- Jeg ved ikke, hvorfor det er, som det er, men jeg tror, det er fordi, vi er så personlige på vores kanaler, at folk føler, at de har en ret til at kramme os eller stå og snakke med os i en halv time, tilføjer hun. 

Artiklen fortsætter under billedet. 

Astrid Olsen laver lækker streetfood til sine gæster. Foto: TV3

Astrid Olsen fortæller, at hun engang prøvede at sige fra, men det var ikke uden konsekvenser.

- Jeg endte med at blive udsat for internetmobning, fordi jeg sagde fra. Der var folk, der skrev i en Facebook-gruppe: "Den sørgelige sandhed er jo bare, hvis Astrid ikke kan håndtere det, så må hun jo blive hjemme" og "Hun tuder alt for meget", hvor jeg bare lidt har det sådan: "Vi er også mennesker". 

Se Astrid Olsen fortæller om, hvordan det er at være YouTuber på en dårlig dag. 

"Til middag hos" sendes i aften kl. 19 på TV3. 

 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close