Jokeren

(Foto: Kaspar Wenstrup)
”Det er lørdag aften, jeg har lige fået løn – så København, be’ din sidste bøn!”. Jokeren alias Jesper Dahl og hans kæmpehit ”Spændt op til lir’” bragede ud på samtlige radiostationer i Danmark efter udgivelsen i 1998, og markerede også den hårdkogte rappers helt store gennembrud.
Den hårde attitude og tårnhøje selvtillid, som Jokeren rappede med i ”Den Gale Pose” var da heller ikke taget ud af ingenting. Inden Jesper Dahl slog igennem i Danmark, tilbragte han nemlig sin karrieres første år i USA, hvor han producerede for rap-legender som Ice Cube og Eazy-E, hang ud med de tunge drenge i Los Angeles’ farlige gader, og sniffede kokain med guldkæde- og pistolbærende gangstere.
I folkeskolen var Jesper Dahl med egne ord ”lidt af en rod”. Han blev fuld første gang som 12-årig, fordi han stjal altervin, da han gik til præst - og det på trods af, at han voksede op i et akademikerhjem i Hillerød med begge sine forældre. Han blev efterhånden mere skoletræt, samtidig med at interessen for rapmusikken voksede, men han formåede alligevel at få en HF-eksamen, inden han drog til USA for at forfølge drømmen om en musikkarriere. Han tog afsted som 19-årig med rapgruppen ”Madness 4 Real”, der også bød på en ung Blæs Bukki, som senere var med til at danne en anden populær rapgruppe – ”Malk De Koijn”.
Efter at være kommet hjem til Danmark, skrev Jokeren sammen med Den Gale Pose under på en kontrakt med Warner Musics danske afdeling, som i 1998 udgav albummet ”Sådan Er Reglerne”. Albummet blev solgt i 38.000 eksemplarer og indeholdt nummeret "Spændt Op Til Lir", der for alvor gjorde ”Den Gale Pose” - og især Jesper Dahl og hans alter ego Jokeren – landskendt.
I tiden med ”Den Gale Pose” lagde Jokeren heller ikke skjul på, at det var byture, damer, sprut, narko og livet i overhalingsbanen, der var i fokus.
Til det danske grammy show i 1999 troppede hele ”Den Gale Pose” eksempelvis op i lirede jakkesæt og med let-på-klædte damer under armen. Forrest på scenen støttede Jokeren sig til en såkaldt ”alfonsstok”, mens han rappede hittet “Spændt op til lir”.
At alle nu kendte til navnet Jokeren, udnyttede rapperen til at lancere en solokarriere med albummet ”Alpha Han”, der ligeledes spyttede hits af sig som ”Havnen”, der var en hyldestsang til Christianshavn, og ”Kvinde din… Møgluder”. Sidstnævnte sang var rettet til Jokerens eks-kæreste, sangerinden Szhirley, som han fra 1999 og knap fire år frem dannede par med. I sangen revsede han deres forhold og Szhirley, som han følte sig uretfærdig behandlet af.
- Det var ikke den sjoveste skilsmisse. Vi elskede jo stadig hinanden, men det kunne bare ikke fungere. Jeg blev nødt til at give slip på kærligheden, fortalte en ærlig Szhirley om bruddet til Billed-Bladet.
Men sangens indhold gjorde ikke Szhirley ked af det. Tværtimod.
Den til tider beskidte tekst gjorde hende faktisk både glad og stolt, selvom den indeholder strofer som: ”Pludselig kan jeg se dine fejl og mangler - ikke en prinsesse, bare en ho ligesom alle andre”.
- Det er den største kærlighedserklæring, jeg kan forestille mig. At han har været både så modig og ærlig at skrive den sang om sin egen smerte, efter jeg endte det med ham. Det kan jeg kun have den største respekt for, har sangerinden senere fortalt til B.T.
Sologennembruddet med ”Alpha Han” blev ifølge Jokeren selv også til et personligt nedbrud. Han kunne sagtens leve af at lave musik, men samtidig var han blevet en langt mere offentlig person – på godt og ondt - og dén rolle havde han svært ved at håndtere.
– Jeg var på kokain og drak samtidig. Som et ungt menneske slog det mig ikke, at jeg skulle gå hjem fra byen. Jeg bedøvede mig, så jeg kunne holde folk og verden ud. Min kæreste og familie har skubbet på, så en dag sagde jeg til mig selv, nu tager du dig sammen skipper. Jeg har været clean i snart et år og rører ikke alkohol, fortalte Jesper Dahl til Kristeligt Dagblad i 2006.
Samme år blev Jokeren kæreste med fotografen Kamilla Bryndum, som han to år senere fik datteren Chili Talulah med. Den lille familie flyttede til Østerbro og skulle være borgerlige.
Drømmen om et almindeligt liv med far, mor og børn brast dog hurtigt for Jokeren.
Tidslinje:
26-06-2017:Jokeren: Jeg har ADHD
23-06-2017: Jokeren skal være med i "Vild med dans"
26-05-2016: Jokeren er flad: Konkurs
05-05-2016: Jokeren på den forkerte sti: Den gale bane
27-04-2016: Efter kokainkørsel: Jokeren vil være ren som sne
03-02-2016: Jokeren taget med narko og sprut i blodet bag rattet
06-11-2015: "Jokeren" sniffede kokain inden "Aftenshowet"
03-11-2015: Jokeren”: Så meget kan jeg få for at være med i ”Vild med dans”
22-10-2014: Jokeren: - Jeg savner min datter
- 1985: Danner som 12-årig producergruppen Madness 4 Real sammen med Rasmus Berg, Nicholas Kvaran og Blæs Bukki, der dog sidenhen forlader gruppen for at danne Malk De Koijn
- 1992: producerer sammen med Madness 4 real for legender som Ice Cube, Rakim og Eazy-E i Los Angeles
- 1996: Den Gale Pose udgiver debut-albummet Mod Rov
- 1996 Madness 4 Real udgiver debut-ep'en Flere Ho's – nu under navnet Den Gale Pose
- 1996 Vender tilbage til Danmark og starter pladeselskabet 5 Svin Records
- 1998 Udgiver albummet Sådan Er Reglerne, der indeholder landeplagen Spændt Op Til Lir
- 1999: Danner par med sangerinden Szhirley
- 2001 Udgiver albummet Definitonen Af En Stodder
- 2002: Slår op med sangeringen Szhirley
- 2003 Jokeren går solo med albummet Alpha Han, der kaster hittene Havnen og Kvinde Din af sig
- 2004 udgiver sine samlede tekster 2003-1994 – med vilje omvendt kronologisk – i bogen Storby Stodder
- 2005 Starter sit eget pladeselskab Flamingo Records
- 2005 Udgiver Den Gale Pose-opsamlingen Lir & Leftovers
- 2005 Udgiver sit andet solo-album Gigolo Jesus, hvorfra Godt Taget og Gravøl hitter
- 2006 Medvirker i Hella Joof-komedien Fidibus
- 2006: Bliver kæreste med fotograf Kamilla Bryndum
- 2008: Bliver far til Chili Talulah, Kamilla Bryndum er moren
- 2009 Er dommer i tv-programmet Talent 2009
- 2009 Udgiver sit tredje solo-album Den Tørstige Digter
- 2009: Slår op med Chili Talulahs mor, Kamilla Bryndum
- 2010 Er dommer i tv-programmet Talent 2010 2010 Udgiver sammen med Grafisk Musik jazz/spoken word-albummet Grafisk Musik
- 2011 Lægger stemme til karakteren Ulf i animationsfilmen Jensen og Jensen
- 2011 Udgiver sammen med Grafisk Musik jazz/Spokenword albummetAngstmarineret
- 2011: Bliver kæreste med modellen Louise Pedersen
- 2011: Medvirker i tv-programmet ”Toppen Af Poppen”, hvor han slutter fred med Szhirley over sangen ”Kvinde din… Møgluder”.
- 2011: Sniffer kokain af en piges bryst på en bytur
- 2012 Udgiver digt og essay-samlingen Det Er Bare Ord
- 2012 Udgiver Sengen Er Giftig (novellesamling)
- 2012: Vært for programmet ”Farezonen” på Kanal 5
- 2013 Grafisk Musik – Balladen I Uglemosen (Jazz/Spoken Word-album)
- 2013: Flytter sammen med kæresten Louise Pedersen
- 2013: Vært for programmet ”Farezonen” på Kanal 5
- 2014 Dansker (album)
- 2014: Får konfiskeret sin BMW, da han i retten bliver dømt for at køre rundt uden kørekort.
- 2014: Slår op med Louise Pedersen, flytter ud
- 2017: Deltager i TV2's populære danseprogram "Vild med dans"