Nyheder 27. november 2017

Husker du "Ludvig og Julemanden"? Her er de i dag

For seks år siden var de stjernerne i julekalenderen "Ludvig og Julemanden", men der er løbet meget vand under broen, siden de unge talenter var på skærmen.

I anledning af 1. december ser vi tilbage på en af de gamle julekalendere. 

Ludvig og Julemanden blev vist første gang i 2011 på TV2. Dengang var børnene 11-12 år. I dag laver de alle sammen noget helt andet.

Ludvig (Thomas Norgreen Nielsen):

Foto: All over/Privat

Siden han var den helt store stjerne i "Ludvig og Julemanden" - nemlig Ludvig - er der sket en del med Thomas Norgreen Nielsen.

I dag er han 18 år og går i 3.g på Køge Handelsskole, spiller fodbold og arbejder i sin fritid på McDonalds. Og så er det ikke kun hans udseende, der har ændret sig siden 2011.

- Min stemme er gået i overgang, så det er lidt mærkeligt at høre dig selv på tv, fra før den gjorde det, lyder det fra Thomas seks år senere. 

Siden julekalenderen har Thomas primært fokuseret på sin skole, men det er da også blevet til en smule skuespil alligevel.

- Jeg har lavet et par kortfilm for Red Barnet, og så spiller jeg en rolle i Hjørdis. Men siden jeg startede i gymnasiet, har jeg ikke haft tid til at lave noget, fortæller han. 

Om det er den vej, Thomas vil gå, når han til sommer er færdig med gymnasiet, det ved han ikke endnu, men han er glad for, at han fik rollen som Ludvig.

- Men jeg blev jo taget ud af min barneverden og blev puttet ind i en voksenverden. Jeg lærte at være meget selvstændig, være væk hjemmefra og så skulle jeg jo selv sørge for at lære mine replikker og sådan noget.

- Da jeg havde fået rollen, var jeg virkelig nervøs. Jeg kan huske, at jeg var i tvivl, om jeg overhovedet ville gøre det. Jeg er meget glad for, at jeg gjorde det, ellers havde jeg virkelig fortrudt i dag, fortæller Thomas, der dog også syntes, at det var lidt overvældende at få så meget opmærksomhed som 11-årig. 

I den nærmeste fremtid skal Thomas gøre gymnasiet færdigt, og så skal han nok bruge tid sammen med sin kæreste. Han bor stadig hjemme ved sin mor med to ud af fem søskende, og så er det hans tur til at flytte hjemmefra næste gang. 

Martine (Emma Holst):

Foto: All over/Privat

Ludvigs tro følgesvend, Martine, blev spillet af Emma Holst, der også er 18 år i dag.

Egentlig havde Emma slet ikke overvejet, om hun skulle være skuepiller, men da hendes veninde gerne ville til casting på rollen, så tog Emma med hende.

- Jeg stod i kø med hende og for at få lov at stå i køen, skulle jeg også gå til casting, fortæller hun.

Og inden hun så sig om havde hun været til første, anden og tredje casting, inden hun fik rollen, som den barske veninde Martine, der ikke lægger fingre mellem noget. Og veninden tog det heldigvis pænt. 

Men det viste sig at være en god beslutning, at Emma tog til casting på rollen.

- Det var alt, hvad jeg kunne drømme om. Jeg synes, at det var en kæmpe oplevelse og en kæmpe mulighed, fortæller den unge pige, der også har lavet nogle småting, siden hun blev eksponeret i julekalenderen.

- Jeg fik nogle modeljobs, efter der var nogle, der havde set mig i julekalenderen, lyder det.

I dag går Emma i 3.g på Hjørring Gymnasium, som hun indtil videre har prioriteret højest. Men når hun til sommer bliver færdig, kunne hun godt finde på at udforske film- og teaterverdenen.

- Jeg vil ikke være skuespiller resten af mit liv, fordi jeg har brug for et sikkerhedsnet i forhold til arbejde. Så jeg vil gerne have et arbejde og så have skuespil som deltid. Det kunne være rigtig sjovt, fortæller Emma, der gerne vil læse psykologi og samfundsfag på universitetet. 

Udover gymnasiet bruger Emma sin tid som de fleste andre 18-årige med kæreste, veninder og familie. 

Klik (Adam Sønderby):

Foto: All over/Privat

18-årige Adam Sønderby fik i den grad blod på tanden til at fortsætte med skuespil, efter han spillede nissen "Klak" i "Ludvig og julemanden".

Egentlig gik Adam til casting på rollen som Ludvig, men den fik han ikke.

- Så spurgte de, om jeg ville til casting på en anden rolle, og så blev jeg nisse, fortæller Adam, der siden har forsøgt at blande skolelivet med skuespil.

- Lige nu går jeg på noget, der hedder HF Stage i Aarhus. Det er en fusion mellem teater og en gymnasiel uddannelse. Det er en HF, som varer tre år i stedet for to, og så har man seks timers teater om ugen, fortæller han.

Thomas var ikke helt grøn, da han fik rollen som "Klak", men det var først efter julekalenderen, at han blev helt klar over, at det var vej, han kunne tænke sig at gå.

Men med årene har han også spillet mere og mere musik, så det er også en retning, der trækker i Adam.

- Jeg kunne godt overveje at blive skuespiller i fremtiden, men musik er også en stor del af mit liv. Jeg skal den kreativ vej, men hvad det lige ender med at blive, det skal jeg lige finde ud af, lyder det fra den unge dreng, der stadig bor hjemme ved sine forældre og planlægger at flytte hjemmefra i nærmeste fremtid. 

Det er brgrænset, hvor ofte Adam efterhånden bliver genkendt for rollen som "Klak", men så er det godt, at hans venner lige kan hjælpe med at minde andre om det.

- Mine venner siger nogle gange ude i offentligheden ”Ej se, det er ham nissen fra Ludvig og Julemanden”. Det er ikke altid fedt, at være nissen, når jeg er blevet 18 år, griner han.

Klak (Martine Vandet Salling):

Foto: All over/Privat

Det var ikke kun overvældende for nu 19-årige Martine Salling, da hun som 12-årig skulle spille med i "Ludvig og julemanden". Hun skulle også være den "onde" nisse.

Egentlig gik hun til casting på rollen som "Martine", men da hun ikke fik den rolle, blev hun tilbudt at spille en af nisserne. Men det var først midt i processen, at Martine fandt ud af, at hun var skurken.

- Jeg kan huske, at der blev lavet om i det, mens vi optog. Så de vidste ikke, om det var mig eller Adam, der skulle være ond. Og så kom det lidt bag på mig, at jeg skulle være den onde, fortæller hun. Og der var da også enkelte, der efterfølgende ikke kunne forstå, hvorfor "Klak" samarbejdede med den virkelige skurk - Stygge Krumpen. 

Men det var trods alt en god oplevelse for den unge pige, der i dag er fyldt 19 år.

- Det var mega fedt at være med. Jeg har været med i noget teater før, men det kan slet ikke sammenlignes. Det var så professionelt, og jeg lærte så meget af at være med. Jeg fik mange gode venner, og det var også sjovt at spille med folk, jeg normalt så på tv. Det er en oplevelse, jeg aldrig glemmer. Og det har også givet mig lyst til at være med i noget mere, lyder det fra Martine.

Den 19-årige skuespiller går i dag i gymnasiet i Aalborg, hvor hun også arbejder på en sushirestaurant, og her oplever hun indimellem at blive mindet om sin tid i julekalenderen.

- Jeg havde jo ører og nissehue på. Men jeg arbejder i en sushishop, og der er der mange, der spørger, hvor de har set mig før. Og når jeg så fortæller det, kan de godt se det, lyder det fra Martine, der godt kunne finde på at opsøge skuespillet igen, men så mener hun selv, at hun skal flytte sig geografisk.

- Jeg tænker, at jeg måske vil holde et sabbatår og så eksperimenterer med at gå til nogle castings. Så ville jeg nok også bosætte mig i København. Jeg har i hvert fald planer om at bosætte mig der på et tidspunkt. Det er lidt svært, når jeg bor i Aalborg, og så er der også lige lidt med sproget, griner hun.

Se resten af de medvirkende i galleriet herunder:

Ludvig og Julemanden

Sponsoreret indhold