Nyheder5. november 2018

Dan Andersen indlagt på psykiatrisk efter brud med kæresten

Komiker Dan Andersen fortæller, at han efter et brud med kæresten måtte lade sig indlægge på en psykiatrisk afdeling
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/dan_andersen.jpg
 (Foto: Dan Mariegaard)

Vi kender ham som en vaskeægte spasmager.

Men smilet og grinene har ikke altid været at finde hos komiker Dan Andersen.

I et interview med Realityportalen.dk fortæller den i dag 39-årige komiker, hvordan han gennem stort set hele livet har kæmpet med angst og usikkerhed.

Og han fortæller også, hvordan han til sidst var blevet så usikker på sig selv, at han søgte tilflugt i kærligheden – men det endte med at give bagslag.

- Jeg havde ikke så meget at gå op i i virkeligheden, så jeg søgte flugt i kærligheden. Så kunne jeg ligesom få den identitet, at så er jeg en kæreste. Da forholdet begyndte at krakelere, så tænkte jeg på, hvordan jeg kunne lave om på mig selv, for det måtte helt sikkert være mig, den var gal med. Så gik det i en spiral ned af bakke, og da forholdet så sluttede, så vidste jeg nærmest ikke rigtigt, hvem jeg selv var, fortæller Dan Andersen i interviewet med Realityportalen.dk og tilføjer:

- Lige pludselig var jeg bare lidt ude af virkeligheden i forhold til, hvordan jeg overfortolkede ting. Som i den ekstreme version af det forelskede menneske, der har fået en sms, og hvordan skal man tolke den, hvordan skal man svare – gange tusinde, siger Dan Andersen til Realityportalen.dk.

Til sidst var angsten og usikkerheden blevet så stort hos Dan Andersen, at han ikke så nogen anden udvej end at blive indlagt på en psykiatrisk afdeling. Han kørte hjem til en kammerat og fortalte, at han havde brug for at blive indlagt.

Indlæggelsen betød, at der kom helt ro på Dan Andersens liv igen, og i dag er han speaker på realityprogrammet ‘Love Island’, og senere får han premiere med sit standup-show ‘På Vippen’, der netop handler om at finde balance i sindet og livet.

Sponsoreret indhold