Nyheder23. januar 2018

Christian fra ”Årgang 0”: Jeg er single

Christian Elhauge fra ”Årgang 0” har i høj grad fået øjnene op for det modsatte køn – men en fast pige er der endnu ikke i hans liv.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/chrisitan-elhauge.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Christian fra ”Årgang 0” har fart på.

Og selv om skolen fylder en hel del i 17-årige Christian Elhauges liv, så er det fester og vennerne fra Marselisborg Gymnasium, hvor Christian går i 2. g, der fylder mest lige nu.

– Mine gode venner er nogle, jeg har det megasjovt sammen med. Og så er en god ven en, jeg kan være sammen med, hvor vi kan være stille sammen, uden at det bliver akavet, fortæller fjernsynsstjernen, da SE og HØR møder ham hjemme i familiens villa ved Marselisborgskovene i Aarhus – hvor han trods alt stadig har adresse.

Der er dog masser at snakke om.

Både piger, fodboldholdet og de fester, der løber af stablen hver weekend.

– Jeg har ingen kæreste, afslører Christian med et smil.

– Men det med piger er også en del af det med vennerne, for vi snakker meget om piger, siger teenageren.

I hverdagen mødes de til fodbold og træner vægte i motionscentret, men når weekenden rammer, er det en flaske vodka og sportssaftevand, der er omdrejningspunktet.

– Jeg går en del til fester. Jeg må ikke gå til fest i hverdagen, og mine forældre er ikke glade for, at det er både fredag og lørdag. Vi drikker for det meste den billigste drink overhovedet. Vi køber en flaske slavevodka til 55 kr. og en billig sportssaftevand til seks kr. og blander det. Det smager godt og er billigt.

Heldigvis har Christian lært at styre omgangen med de våde varer.

– Det er kun gået over gevind for mig én gang. Jeg kom til at drikke alt for meget, så jeg kunne ikke huske noget, da jeg vågnede næste dag. Jeg var blevet dårlig, og en af mine venners forældre kørte mig hjem. Det er to år siden, det skete, og det er ikke sket siden, forsikrer den festlige fyr.

– Det er ikke fedt at være så fuld, at man ikke kan huske noget, så det gider jeg ikke mere, lyder det.

Og når festen slutter, forlanger far Mogens og mor Tina, at der er styr på hjemtransporten.

– Min mor har den ene regel, at hun vil vide, hvor jeg skal hen, og om jeg kommer hjem og sover, eller om jeg sover hos en ven, og hvornår jeg kommer hjem. Hun bliver virkelig sur, hvis jeg ikke overholder det. Der har været gange, hvor hun har kørt rundt og ledt efter mig klokken fem om morgenen, fordi jeg har glemt at skrive til hende, at jeg sov hos en ven. Så det skal jeg virkelig huske, lyder det.

Læs meget mere om Christian Elhauge i denne uges SE og HØR, der er på gaden nu.

Sponsoreret indhold