Nyheder25. oktober 2018

Anden fejrer sølvbryllup: Det har været hårdt

Komikeren Anders Matthesen har satset stort i sit jubilæumsshow ”Anden 25”, som har premiere den 25. oktober i Royal Arena.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/anders_anden_matthesen.jpg
 (Foto: Sisse Stroyer)

Det har altid været samværet med publikum, som har fået Anders Matthesen til at fundere over tilværelsen og sende tankerne gennem comedymaskinen og ud over scenekanten – og det er det stadig her 25 år efter hans debut.

Anders Matthesen vil ikke kategorisere det som arbejde – mere som en del af sit liv – og selv om han elsker, det han laver, slås der også somme tider skår af kærligheden til ”Anden”.

– Der har været nogle gange, hvor det har hængt mig ud af halsen: ”Nu gider jeg sgu ikke mere”.

– Dengang jeg havde lavet ”Terkel i knibe” i 2004, der havde jeg det sådan: ”Nu gider jeg fandeme ikke mere”, og det varede et års tid eller to, hvor jeg ikke kunne skrive jokes.

– Jeg havde ligesom tabt lysten til at lave mere lige der, fortæller han, da SE og HØR møder ham.

Det får dog ikke den rutinerede jokesmed til at gå i panik, for som et gammelt ægtepar, der kender hinanden ud og ind, ved Anders Matthesen godt, hvad der skal til for at lokke ”Anden” hen til vittighedsværkstedet igen.

– Når man har lavet et eller andet, kommer der en eller anden reaktion i højere eller mindre grad, hvor man tænker: ”Nu må jeg lige samle noget nyt”, men dér er det, at man skal lytte til det i stedet for bare at køre derudad for at holde gryden i kog. En meget stor del af det her arbejde, det er at træde til side, når der ikke lige er noget, og vente, til der kommer noget, i stedet for at prøve at stå kunstigt og hive ting op af rygsækken, siger han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/anders_anden_matthesen_3.jpg
 (Foto: Sisse Stroyer)

– Jeg er stadig på toppen over alt det kreative spas og gøgl, jeg går og laver. Jeg synes stadig, det er sjovt, siger komikeren efter 25 år på den danske comedyscene. (Foto: Sisse Stroyer)

Folk rynkede brynene

Siden 2005 har Matthesen drømt om at lave et stadionshow. I syv år har han brygget på materialet, og for halvandet år siden slog det ham, at det skulle være en kæmpemæssig festraket for at fejre, at han gjorde det.

Og at succesen tilmed har varet i et kvart århundrede.

Da han startede i 1993, blev han mødt af rynkede bryn og spørgsmål som: ”Hvad skal du så lave bagefter?” og ”Kan man leve af det?”.

– Da jeg startede, var jeg klar over, at jeg var dårlig – det er man jo i begyndelsen – men det var jeg med på og tænkte, at jeg nok skulle blive god, når jeg knækkede koden.

– Jeg havde besluttet mig for, at det var det, jeg ville, og jeg havde høje ambitioner, siger han.

25 år senere kan Anders Matthesen hæve armene og sige, at han klarede det.

Det gør han med det stort anlagte show, som i små bidder har været igennem comedymaskinen i løbet af de sidste ti år. Og de høje ambitioner holder ved.

– Jeg kunne med stor lethed lave et show, jeg vidste ville gå rent i mål, og som ville holde en høj standard, hvor folk ville gå superglade hjem og tænke: ”Hold da kæft, han kan endnu”, men det har jeg bestemt ikke gjort, lyder det med kækhed i stemmen.

– Jeg syntes, det kunne være sjovere, hvis folk går ud derfra og tænker: ”Hvor kom det fra? Den gamle mand ... Hvordan kunne han det? Han må have øvet sig”, siger han og slår fast, at det er et vovestykke med store armbevægelser, og at publikum får valuta for pengene.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/anders_anden_matthesen_4.jpg
 (Foto: Robin Skjoldborg)

Anders Matthesen optræder med sit show i Royal Arena fra den 24. til den 27. oktober og Jyske Bank BOXEN den 1. og 2. november. (Foto: Robin Skjoldborg)

Chips i alle skålene

Matthesen selv kalder showet et vovestykke, som han har satset stort på.

Royal Arena og Jyske Bank BOXEN danner rammen om en scene i to etager og en catwalk.

– Jeg synes, at hvis man holder en stor fest, skal der også være chips i alle skålene, lamper nok, og folk skal kunne høre musikken, siger komikeren, som glæder sig til catwalken.

– Den forbinder jeg med rock’n’roll, og det bliver jo nok den eneste gang, så det er nu, den skal have, hvis jeg skal nå at afprøve nogle AC/DC-tricks, griner han.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/anders_anden_matthesen_2.jpg
 (Foto: Sisse Stroyer)

”Anden” er i topform forud for sit show. (Foto: Sisse Stroyer)

Selv om der er satset stort, er gøgleren ikke nervøs for at falde igennem.

– Hver gang jeg laver et show, hvor jeg trutter kraftigt ind til fest, satser jeg jo en god bid af mit renommé eller bagkatalog.

– Hvis folk hader det, skal jeg være villig til at sige: ”Nå, men så kunne I lide mig dertil og ikke længere – ærgerligt”.

– Det er ikke, fordi jeg tænker, at det er alt på ét bræt – jeg kan vel nok rejse mig igen, hvis det bliver en fiasko.

Sponsoreret indhold