Krimi10. september 2019

Norsk milliardærfrue kidnappet: Død eller kidnappet

Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet i 10 måneder. Hendes familie klynger sig til håbet om, at hun er bortført og kan være i live, mens politiet mener, at hun er dræbt.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/anne-elisabeth_hagen_ritzau.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

I 10 måneder har den norske milliardær Tom Hagen og hans familie ventet på livstegn. Hans kone, Anne-Elisabeth, var væk, en dag han kom hjem fra arbejde for at spise frokost.

Det er meget lidt sandsynligt, at Anne-Elisabeth Hagen fortsat er i live, sagde norsk politi i juni. Hidtil havde efterforskerne arbejdet ud fra en hypotese om, at hun var bortført, men nu tror politiet, at hun er dræbt, og at bortførelsen var fingeret.

Den 69-årige kvindes familie har hele tiden troet, at hun er kidnappet, og fik i sommer fornyet håb om, at hun kommer hjem i live.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/tom_hagen.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Anne-Elisabeth Hagens mand, Tom Hagen, er blandt Norges 200 rigeste mænd. (Foto: Ritzau Scanpix)

Den 8. juli tog hendes formodede bortførere nemlig kontakt til familien. Det oplyste familiens advokat, Svein Holden, i begyndelsen af august. Det siges klart, at Anne-Elisabeth Hagen lever, oplyste han, men et livstegn fra milliardærfruen har familien ikke fået.

Det har familien ellers betalt 7,5 millioner kroner for at få. Det skrev norske VG i august. Den oplysning har hverken familiens advokat eller politiet ønsket at kommentere.

Hovedrig på elhandel

Anne-Elisabeth Hagen er gift med Tom Hagen, 68, der er blandt Norges 200 rigeste mænd. Han har en formue på omkring 1,3 milliarder kroner og har tjent dem især på handel med el i selskabet Elkraft, men også fjeldhytter og andre erhvervsejendomme.

Han har levet beskedent, langt fra offentlighedens søgelys, lige indtil hans kone forsvandt.

– At være rig er ikke noget, jeg tænker over, har han sagt i en sjælden udtalelse. Det var i 2008, og ved samme lejlighed udtalte han, at han betaler sin skat med glæde.

Han har spillet en afgørende rolle i at udvikle Kvitfjell nord for Lillehammer til en skisportsdestination.

Før Vinter-OL i 1994 garanterede han, at området ville blive udviklet efter legene, og i dag er der bygget over 1.000 hytter i området.

Han og Anne-Elisabeth Hagen har været gift siden 1969 og har to voksne døtre og en søn samt flere børnebørn.

Krav om løsepenge

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt den 31. oktober sidste år. Det sidste livstegn var, da hun talte i telefon med et familiemedlem klokken 9.14.

Da Tom Hagen kom hjem kl. 13, var hun væk.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/anne-elisabeth_hagen_ritzau_3.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

Ægteparret Hagen bor beskedent set i lyset af, at han er milliardær. (Foto: Ritzau Scanpix)

I huset var der efterladt en skriftlig besked med krav om løsepenge og en trussel om, at hun ville blive dræbt, hvis politiet blev involveret.

Politiet frarådede familien at betale løsesummen på cirka 67 millioner kroner, som skulle betales i kryptovalutaen monero.

Først den 9. januar fortalte norsk politi offentligheden, at milliardærfruen var væk, og at sagen blev behandlet som en bortførelse.

Hjælp fra lighunde

Både før og siden har norsk politi ledt efter Anne-Elisabeth Hagen. Det er blandt andet sket på en adresse i Danmark, oplyste norsk politi den 19. juni, men det stod hurtigt klart, at det ikke førte til noget.

I foråret lånte norsk politi to af de meget omtalte svenske lighunde, som blev brugt til at lede efter milliardærfruen i en sø, som ligger tæt på ægteparrets hjem i Lørenskog øst for Oslo.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/anne-elisabeth_hagen_ritzau_2.jpg
 (Foto: Ritzau Scanpix)

I april søgte politiet med hjælp fra svenske lighunde i Langevannet, som ligger tæt på parrets hjem. (Foto: Ritzau Scanpix)

Tre af disse hunde var i 2017 i Danmark, hvor de fandt den myrdede svenske journalist Kim Walls ligdele på bunden af Køge Bugt.

Sponsoreret indhold