Kendte4. november 2020

Sådan stemmer man i USA

Der er ingen kø til mange valgsteder i Californien, fordi folk allerede har stemt via posten.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/mega712465_006.jpg
 Foto: Mega

Parkeringspladsen er helt tom. De sædvanlige køer på valgdagen, man kender fra Danmark, eksisterer ikke her i Los Angeles under covid-19-pandemien.

Folk i hobetal har allerede brevstemt, og allerede inden Election Day begyndte i USA, havde 98 millioner amerikanere stemt.

SE og HØR har fået lov at tage med amerikaneren Greg Masi ud til et valgsted i kvarteret Palms i Englenes By for at se, hvordan det går til, når verdens mægtigste land beslutter, hvem der skal lede landet de næste fire år. Her i Californien stemmer de fleste på demokraten, Joe Biden, 77. Staten, der er den mest folkerige i landet har hele 55 valgmænd, de leverer til det demokratiske parti senere i dag. Men der naturligvis også et stort mindretal af republikanske vælgere. Men de stemmer kan ikke omsættes til meget. Winner takes it all.

https://imgix.seoghoer.dk/shgreg.jpg

SE og HØRs udsendte journalist med vælgeren Greg Masi fra Los Angeles. Han er ejendomsmægler og har boet i byen i 18 år.

Der er håndsprit og alle går med masker på valgstedet. Når man kommer ind, skal man fortælle sit navn og svare på nogle enkelte spørgsmål. Så får man udleveret en tom stemmeseddel, som man indsætter i en stemmemaskine. Og så skal man ellers holde tungen lige i munden. For det er nemlig ikke kun præsidenten, man skal stemme på i dag. Der er masser af andre spørgsmål, man skal tage stilling til. Alt fra ejendomsskat til, om Uber-chauffører skal anses som lønarbejdere eller selvstændige, er på stemmeseddelen i L.A. Det er noget anderledes, end hvad vi kender fra Danmark.

Det skyldes, at specielt Californien har tradition for et meget direkte demokrati. Det gør, at man sender en masse spørgsmål ud til borgerne, som man i Danmark ville klare via det repræsentative demokrati. Med andre ord lader danskerne politikerne klare beslutningerne, mens californierne selv skal give deres mening til kende. Det har naturligvis både fordele og ulemper, men man skal forberede sig godt hjemmefra.

Vælgeren Greg Masi har lavet en huskeliste, hvor han for længst har skrevet ned, hvad han skal stemme til de forskellige forslag, så han lynhurtigt kan gå stemmeseddelen igennem.

Til sidst stemmer han på præsidenten. Som man kan se her, så er Kanye West også på stemmeseddelen som vicepræsident - men der er ingen chancer for, at den mystiske rapper skulle vinde. Joe Biden er nederst, mens Trump står øverst på maskinen.

https://imgix.seoghoer.dk/stemme.jpg

Sådan ser en stemmemaskine ud i Los Angeles.

Når man er færdig, printer man stemmeseddelen ud og og checker, at alt er, som det skal være. Og så afleverer man den igen.

Så får man et klistermærke, hvor der står, "I voted", og så forlader man stemmestedet. På den måde har man gjort sin amerikanske borgerpligt. Det eneste der er tilbage at gøre er at vente på, at millioner af andre gør det samme.

Og sent i aften amerikansk tid kender vi formentlig resultatet, hele verden går og venter på.

Sponsoreret indhold