Kendte27. oktober 2020

Palle og Liza i USA: Mange flytter, hvis Trump vinder igen

Det danske ægtepar Palle og Lise Jensen har slået sig ned i Brentwood i Los Angeles. De håber begge, at Biden vinder valget den 3. november.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/analyse-kopi.png
 (Foto: Jacob Heinel Jensen)

Du kan næsten ikke finde et mere danskklingende efternavn end Jensen. Men det er over tyve år siden, at Palle og Liza har boet i Danmark. De sidste syv år har de boet i Los Angeles - og de er ikke i tvivl om, at Joe Biden er bedst for Amerikas fremtid.

Palle er medejer af en ingeniørvirksomhed, og Liza er repræsentant for det sydcaliforniske afdeling af expat-foreningen Danes Worldwide. Og i disse dage oplever de, at flere og flere henvender sig med henblik på at flytte hjem til Danmark. Grunden er coronakrisen og de kæmpemæssige problemer, USA står med: En ganske utraditionel præsident Trump og vilde raceoptøjer.

- Der er danskere, der henvender sig til Liza for at høre, om det er nu, de skal rejse, siger Palle.

Liza nikker:

- Hvis, gud forbyde det, at Trump skulle vinde. Hele den usikkerhed. Jeg har både unge og gamle i telefonen, der spørger, hvad de skal gøre, hvis de gerne vil flytte hjem til Danmark, siger hun.

Sundhedsreform betyder alt

Ægteparret har klaret sig godt i USA. De bor et flot hus med swimmingpool i et af de pænere nabolag i Englenes By. Men de mærker også, hvordan forskellen mellem rig og fattig vokser. De er endnu ikke amerikanske statsborgere, men det er de til valget i 2024. Og når Palle og Liza skal sætte deres kryds, er det sundhedsreform, der står allerhøjest på ønskelisten. 27.5 millioner amerikanere har ikke sundhedsforsikring. Det vil sige, at de skal betale ved kasse ét, hvis de skal behandles.

- Jeg kan faktisk godt lide Bernie Sanders (venstreorienteret kandidat der ønsker et sundhedssystem som det danske, red.) . Mest på grund af healthcare (sundhed, red.). Jeg kan simpelthen ikke forstå, at et land som USA ikke har det. Det er et rigt land. Vi har da også råd til at have gratis sundhed. Det forsikringsbaserede system, vi har nu, og Obamacare (Obamas sundhedsreform, red.), det har da hjulpet nogle. Men det har overhovedet ikke løst det problem, vi fundamentalt har, siger Palle.

Og under coronakrisen har ægteparret set hele systemet kollapse totalt.

- Det bedste eksempel på, at systemet har fejlet er jo coronakrisen. 40 millioner amerikanere er pludselig uden arbejde i marts måned. Og så var de også uden healthcare. Sådan skal det jo ikke hænge sammen. Og det har Bernie Sanders ret i. Bernie har også ret i, at vi også allesammen kunne betale en lidt mere fair skat. USA har råd til det, siger Palle.

Gamle kandidater

De er også trætte af, at de nuværende præsidentkandidater er gamle. Donald Trump er 74, og Joe Biden er 77 år.

- Når jeg kan stemme i 2024, så håber jeg faktisk, at vi har alle de dinosaurer ude af billedet. Det er jo sørgeligt. Vi har brug for nogle unge, progressive. Det ville være dejligt, siger Palle.

Palle og Liza har to sønner, Casper, 18, og Nicholas, 20. Den sidste bor i Århus, men den yngste bor i L.A. Da familien kom til USA for syv år siden, troede de, at de skulle blive her altid. Men sådan er det ikke sikkert, at det kommer til at gå alligevel.

- Vi har hele tiden sagt - i de syv år, vi har været her, at vi er her for good. Men det sidste halve år har jeg tydeligt sagt, at vi vil ikke blive gamle her. Det ser ikke sådan ud, siger Palle med en alvorlig mine.

Liza blander sig:

- Det kommer da an på, hvad der kommer til at ske med sundhedssystemet. Jeg kan ikke forstå, at jeg skal sidde og checker læger, inden jeg skal på hospitalet. Har jeg så valgt forkert? Bliver jeg så ikke rask? I Århus har man da kun en - eller en flok - gode læger til hver ting. Der bliver man sendt hen. Men her skal jeg sidde og lave en masse research om, hvilken læge jeg skal til. Hvad er hans anbefalinger? Ikke nok med at man er syg i forvejen - man skal også tænke på, hvad den rigtige løsning er. Alle læger herover er det kun på grund af pengene. De vil bare tjene penge, siger hun.

Dyrt

Palle cykler rigtig meget i Californien. Det er hans hobby, og når han hører, hvad det koster at blive lappet sammen efter en ulykke, bliver han rystet.

- Et brækket kraveben eller et brækket håndled, skal løbe op i flere hundrede tusinde dollars. Hvad er det for noget? Og hvis man har forsikring, og brækker kravebenet og lander med en regning, hvor man har en selvrisiko på 12.000 dollars. Selv det mest simple - med en forsikring - så ender du måske med at betale 20.000 dollars. Det er jo ikke fair, siger Palle.

Men hvad er det så, der gør, at de alligevel bliver hængende her under den sydcaliforniske sol indtil videre?

- Det er jo vejret. Der er natur og kultur. Der er så mange ting, du kan opleve. Du kan lave noget nyt hver weekend, siger Liza og smiler.

Palle tilføjer:

- Det er en følelse af at være en del af en kæmpe nation. USA er jo overlegen på så mange punkter. Men det er også derfor, det er underligt, at det fejler på mange andre måder.

Sponsoreret indhold