Kendte2. november 2020

Derfor kan Trump vinde igen

Analyse: Præsidenten får svært ved at vinde valget. Men alt kan ske på tirsdag. Hele verden holder vejret, mens amerikanerne stemmer.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/analyse_1_0.png
 Foto: Ritzau Scanpix

Analyse af Jacob Heinel Jensen

- Du må ikke sige det til nogen, men jeg stemmer også på Donald Trump, sagde en af mine venner her i Los Angeles i sidste uge.

Som om han var ved at gøre noget kriminelt.

Dagen efter mødte jeg en anden ven til middag på restaurant. Han fortalte, at han var endt i et stort skælderi med en af sine demokratiske venner. Han var rasende over, at min ven støtter præsident Trump. En anden er stoppet med at tale med sine forældre, fordi de stemmer på præsidenten. Og forleden mødte jeg en kvinde i forstaden Encino, der var bange for at sætte et amerikansk flag op i forhaven. Hun frygtede, at hun ville blive afsløret som Trump-supporter, og at det ville lede til en ond nabokrig i det pæne kvarter.

Fronterne er trukket helt op her i USA, og landet er splittet i to.

Den ene side mener, at Trump er det mest katastrofale, der nogensinde er hændt Amerika, mens den anden side mener, at demokraterne overdriver og maler et usandt billede af præsidenten. De mener, at Trump er guds gave. At det er på tide at tænke mere på Amerika.

Biden står til sejr

Nu er der blot én dag til valget, og skal man tro meningsmålingerne, vinder Joe Biden. Det amerikanske valg afgøres af de såkaldte valgmænd. Man skal have 270 for at vinde Det Hvide Hus i fire år. Lige nu ser det ud til, at Biden har flest chancer for at ramme det tal, men for fire år siden så det også sådan ud for Hillary Clinton. Alligevel tabte hun.

I de dugfriske meningsmålinger fra New York Times/Siena College fører Biden med 6 pct. i Arizona, i Florida med 3 pct., i Pennsylvania med 6 pct. og i Wiscousin med hele 11 pct.

Holder meningsmålingerne?

Men mange mener, at grunden til at meningsmålingerne har Biden i front er, at mange amerikanere - som flere af mine venner - ikke tør sige, at de stemmer på Trump. De er bange for, at det får store sociale konsekvenser for dem. Folk der laver meningsmålinger får grå hår i hovedet af de bange Trump-støtter. For hvordan skal man kunne forudse et valgresultat, hvis folk ikke er ærlige i meningsmålingerne? Derfor prøvede Fox News forleden at stille amerikanerne trick-spørgsmålet: Hvad tror du, din nabo vil stemme? Tanken er, at vælgerne i virkeligheden vil sige, hvem de selv støtter, når de ikke bliver spurgt om deres egen præference. I sådan en meningsmåling banker Trump Biden med 49 pct. mod 38 pct. Komplet modsat alle andre meningsmålinger.

Man ved selvfølgelig ikke, om der er hold i teorien.

Her i Californien står demokraterne stærk. Sidste gang staten blev vundet af en republikansk præsident var, da George H. W. Bush sejrede i 1988. Joe Biden kommer helt sikkert til at vinde staten på tirsdag. Der er 55 valgmænd på spil i Californien.

Sponsoreret indhold