Qvortrup: Tar’ en ekstra tur

Henrik Qvortrup er glad for store muskelstærke biler – gerne tyske.

Henrik Qvortrup er glad for store muskelstærke biler – gerne tyske.

(Foto: Niels S. Andersen)

Meget kan man sige om Henrik Qvortrup, men han er ikke træt af sig selv.

Det er han til gengæld af talentløse selvfede kendisser, som tror, de er noget særligt.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Henrik Qvortrup, 57, samler ikke på venner, men så er det godt, man har et husdyr.
Billedet er fra en reklamekampagne for SE og HØR. Privat har Qvortrup en hund. (Foto: Michael Medgyesi)

Og af kongelige som per automatik modtager millioner af skattekroner uden at give noget igen.

Politikere, der forsøger at løbe om hjørner med befolkningen og pressen, får “den skaldede hævner” helt op i det røde felt.

Nu har den 57-årige journalist, far til seks og tidligere chefredaktør på SE og HØR fået nyt arbejde.

Det sker fem år efter at være blevet idømt fængsel for sin andel i sagen, hvor en ansat i NETS solgte oplysninger om kendtes hævekorttransaktioner og et halvt år efter skilsmissen fra hustruen Maria.

Artiklen fortsætter under billedet ...

59-årige Poul Madsen afløses på chefredaktørposten af Henrik Qvortrup, som tidligere har været på Ekstra Bladet.
De to deler både kærligheden til chefstolen og til yngre kvinder – Qvortrup har netop afsløret ny kæreste: Den 14 år yngre Nanna Talulah Thoustrup. Foto: Thomas Laursen)

Henrik Qvortrup bliver ansvarshavende chefredaktør på Ekstra Bladet.

Her kan medarbejderne se frem til at få en chef, der går – eller rettere sagt; flyver – rigtig langt, når der skal hentes historier hjem til avisen.

Royal reporter

For Q – som han kaldes – var først ved buffeten med firmabetalte flybilletter, da han var chefredaktør på SE og HØR.

Det blev bl.a. til besøg så langt væk som Kenya, Cambodja og Tasmanien.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Qvortrup på besøg hos prins Joachim, 51, i Frankrig – en anelse benovet over at være så tæt på. (Foto: Claus Poulsen)

Det siges, at da kronprinsparret ankom til lufthavnen i Hobart, gav han de øvrige royale reportere baghjul med knivskarpe spørgsmål som:

- Hvordan var turen?

I mange kredse fremstilles Henrik Qvortrup som iskold.

Det er helt forkert. Der er et menneske inde bagved.

Artiklen fortsætter under billedet ...

På et tidspunkt var det ødegården og en sejltur på de svenske søer, der fik pulsen ned på Qvortrup.
Nu er det sommerhuset ved Kalundborg. (Foto: Peter Grosen)

Det oplevede SE og HØRs stab, da han – med pandekagestore svedpletter under skjorteærmerne – en varm augustdag i 2002 blev præsenteret som ugebladets nye chefredaktør i en genre, der var ubetrådt land for ham.

Man kan ikke svede så meget, hvis man er iskold.

Min største fejl

Qvortrup var inden ansættelsen på SE og HØR uden job efter at være blevet fyret fra B.T.

Han fik jobbet i ugebladkoncernen, fordi en af husets hær af chefredaktører overbeviste Aller-familien om, at Q var den rigtige mand.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Henrik Qvortrup var spindoktor for Anders Fogh Rasmussen, 68, inden statsministeriet blev erobret.
Derfor kendte han til Foghs nære venskab med den polske læge Marek, og den historie endte naturligvis i SE og HØR. (Foto: Claus Poulsen)

Qvortrup forsøgte sig på SE og HØR med forskellige tiltag som at begrænse i antallet af kanaler i tv-programmet eller at smide billeder af oppustede lig på forsiden efter Tsunami-katastrofen.

Det fik læserne til at løbe langt væk – Tsunami-forsiden var så upopulær, at Q måtte trække 200.000 ugeblade tilbage fra kioskerne.

Chefredaktøren, som havde anbefalet Qvortrup til jobbet på SE og HØR, løb siden rundt på gangene og græmmede sig.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Qvortrup sad ved roret, da SE og HØR skrev, at Casper Christensen, 52, havde været utro.
Senere mødtes de på tv, og det endte med vandbad. (Foto: Michael Medgyesi)

“At jeg fik Qvortrup ansat, er den største fejl, jeg har begået”, jamrede han til dem, der gad lytte.

Taxa med Linnet

Qvortrup indførte den ugentlige SE og HØR-mand.

Efter sigende skete det efter et voldsomt pres fra læserne.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Venskabet med Naser Khader, 57, røg sig en tur, da Qvortrup stod i spidsen for SE og HØR.
Siden har de to dog fået glattet ud. (Foto: Claus Poulsen)

Om Q slettede eller brændte de mange læsertilkendegivelser skal være usagt, men ingen andre medarbejdere så dem.

Det er vanskeligt at sætte en præcis diagnose på Qvortrups lidt kejtede forhold til de kendte.

Angiveligt begyndte det, da Q sideløbende med studiet på Journalisthøjskolen kørte taxa i Aarhus.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Qvortrup er ikke bange for at vise andre sider af sig selv.
Her i forbindelse med en nytårsbilledserie. (Foto: Peter Grosen)

En dag skulle han køre Anne Linnet til stationen. Da de nåede frem, lød det fra bagsædet:

- Åbner du ikke døren?

Modstræbende skulle Qvortrup have løftet røven fra sædet og hjulpet popstjernen ud af hyrevognen. Om han bukkede for hende? Næppe.

Solgte fødselsdagsgaverne

At Qvortrup elsker opmærksomhed, bekræftes af, at han har deltaget i et hav af tv-programmer.

For eksempel i “Kender du typen”, hvor det for åben skærm blev afsløret, at det der lignede store lagre af SE og HØR’s firmakaffe befandt sig i Qvortrups hjem på Frederiksberg. Men lad nu det ligge ...

Artiklen fortsætter under billedet ...

Lars Løkke Rasmussen, 57, havde vin med til Qvortrups 40-års fødselsdagsreception.
De uåbnede gaver solgte Qvortrup til medarbejdere på SE og HØR. (Foto: Peter Grosen)

Q gav gerne kollegerne på Aller et indblik i, at man sagtens kan være chefredaktør og politisk rådgiver samtidig. Det skete, da han efterlod en faktura i en kopimaskine. Af fakturaen fremgik det, at han havde spist frokost med en landskendt politiker – en tjeneste, han tog sig ganske godt betalt for.

Om Qvortrup købte aktier for de beløb, han fik for salget af vin- og sprut-gaverne i forbindelse med sin 40-års fødselsdagsreception, skal være usagt.

Sikkert er det, at flere SE og HØR-medarbejdere købte de cellofanindpakkede flasker med gode rabatter.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close