Kendte24. juni 2023

Natasja Crone forlovet på sin fødselsdag: Græd af lykke

Den ene jublede, og den anden fik sit livs overraskelse. Rasmus Tantholdt friede forleden til TV 2-kæresten
Rasmus Tantholdt og Natasja Crone
Rasmus Tantholdt, 49, har friet til Natasja Crone, 53. Nu skal TV 2-parret giftes.
 Foto: Hanne Juul

I B.T.-podcasten ”Det, vi taler om” deler hun detaljer om selve frieriet og fortæller, at Rasmus serverede champagne og bad hende sætte sig ned, fordi han gerne ville sige noget.

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt
– Jeg vil godt sige tak til Konge Crone, Natasja Crone, som sidder nede i salen, lød det fra Rasmus Tantholdt, da han tidligere i år modtog EchoPrisen for Årets Klip.
 Foto: Martin Høien

– Jeg tænker, det måske er en gave – måske kommer han ind med en stor trillebør med en plante til haven.

– Men så bliver den der tale lidt mere formel. Kærlighedsagtig og alvorlig. Jeg kan se, han er en lille smule nervøs, og det er han meget sjældent.

– Jeg har det fantastisk dejligt. Det var ikke noget, jeg lige havde set komme. Jeg havde fødselsdag, og så …, fortalte den nyforlovede TV 2-vært.

Selv om de har flettet fingre i seks år har Crone ikke skænket hverken ægteskab eller bryllup en tanke.

Rasmus Tantholdt og Natasja Crone
Priserne regner ned over Tantholdt og på sidelinjen som hans tro heppekor står Natasja. Her modtager han publicistprisen for sin dækning af krigen i Ukraine i 2022.
 Foto: Lars H. Laursen

– Jeg havde ikke forberedt mig på det her, så jeg har ikke rigtigt drømt om noget. Det skal være en sindssygt hyggelig, dejlig dag. Så vi er ikke ude i slot og guldstole – nærmere havefest.

Parret går en lang sommer i møde, og så er der god tid til at sætte sig ned og fundere over det kommende bryllup.

Kærlighed på kanalen

I sommeren 2016 blev både Rasmus Tantholdt og Natasja Crone single med en måneds mellemrum, da de gik fra deres dengang respektive TV 2-kærester Cecilie Beck og Lasse Sjørslev.

På årets sidste dag postede de et billede sammen med en tredje person med teksten ”nytårskærlighed”, og så begyndte rygterne om en romance at spire.

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt
Korrespondenten er vel nok TV 2’s mest berejste medarbejder, men selv om kuglerne har fløjet om ørerne på ham en hel arbejdsdag, sørger han altid for at ringe hjem og tale om hverdagsting med TV 2-kæresten.
 Foto: Lars H. Laursen

Parret forklarede dog, at kærlighed skulle forstås i en venskabelig sammenhæng.

Turbulent start

Til Alt for damerne forklarede Natasja i 2021, hvorfor de havde været så hemmelighedsfulde omkring deres kærlighed.

– Rasmus og jeg havde en ret turbulent start. Forstået på den måde, at vi trak os lidt på skift i det første stykke tid.

– Egentlig ville vi begge to gerne forholdet, men det var også sådan lidt, okay, med vores bagage …?

Natasja Crone og Rasmus Tantholdt
I juni 2021 rykkede parret ind i deres første fælles hjem – en 250 kvm stor arkitekttegnet villa i Vedbæk til 10,7 mio. kr. Det var her på terrassen, at Rasmus friede.
 Foto: Jesper Sunesen

– Der ville helt sikkert være mange mennesker, der havde en mening om det. Og vi var ret bevidste om, at hvis nogen ser, at vi dater, så bliver det en historie, og så fanger bordet jo, og hvad så, hvis vi om en måned tænker, nej, det var ikke det?

– Så vi var begge to meget i tvivl og skiftedes til at trække følehornene til os, forklarede hun til damebladet.

Når den ene trak sig, følte den anden sig svigtet, og det resulterede i, at de tidligt i forholdet så nogle ret grimme sider af hinanden.

Henover nytåret 16/17 blev de enige om at springe ud i det, og det har vist sig at være den helt rigtige beslutning.

For to år siden købte de deres første fælles hjem i Vedbæk, og forleden satte Tantholdt en ring på Crones finger.

Sponsoreret indhold