Mille Lehfeldt om faderens død: Jeg savner ham meget

LÆS OGSÅ: Jakob Oftebro fortrød sin rolle i “Dansegarderoben”
I mørke og råkolde november mistede Mille Hoffmeyer Lehfeldt, 43, sin far, skuespilleren Stig Hoffmeyer, som gik bort i en alder af 82 år.
Og “Dansegarderoben”-stjernen lægger ikke skjul på, at sorgen stadig fylder meget hos hende.
– Det er jo et kæmpe savn for os alle sammen. Og det er et stort savn stadigvæk.
– Det er klart, at det nok tager noget tid. Det er meget hårdt, synes jeg, lyder det tydeligt berørt fra Mille Lehfeldt til SE og HØR.

Mille Lehfeldt ønsker ikke at gå nærmere ind i, hvad hendes elskede far døde af, men hun vil gerne fortælle, at han også var syg, da hun i foråret sidste år optog TV 2- serien “Dansegarderoben”, som hun for tiden er aktuel i.
Flere familier
Udover TV 2-serien er Mille Lehfeldt for tiden i gang med optagelser til den anden sæson af DR-hittet “Carmen Curlers”, hvori hun spiller overklassefruen Vita Mosholt.
– Og så arbejder jeg med Platt-Form. Vi har lidt i støbeskeen, røber Mille, som på nuværende tidspunkt ikke kan fortælle mere om projektet med satiregruppen, hun har med Jakob Fauerby og Laus Høybye.

Når hun ikke står på scenen eller foran kameraet, nyder Mille tid med familien i hjemmet i Hovedstadsområdet.
– Jeg kan rigtig godt lide at være sammen med mine børn, med min mand og med min mor, siger Mille, som sammen med Sophus Windeløv Kirkeby, der er søn af filmproducer Vibeke Windeløv og maleren Per Kirkeby, har sønnerne Ferdinand på seks og Osvald på fire år.
– De er min førsteprioritet, lyder det fra Lehfeldt om samværet med familien.
Noget på hjerte
Skuespilleren sætter pris på det sted, hun er i sit liv i dag, hvor hun laver sine egne ting med Platt-Form, men hun samtidig får mulighed for at portrættere mange forskellige kvindetyper.
– Det, synes jeg, er meget givende, meget udfordrende og sjovt, siger Lehfeldt.

– Arbejdsmæssigt drømmer jeg om at blive ved med at lave noget, der har noget på hjerte. Det synes jeg virkelig, jeg gør lige nu.
– Jeg synes, det giver mening i det her fag, når man får lov at beskæftige sig med projekter, der vil noget – som for eksempel “Dansegarderoben”, forklarer hun og fortsætter:
– Jeg synes, der er meget på hjerte her – og det synes jeg også, der er i “Carmen Curlers", og at vi har med Platt-Form.
– Det giver ekstra mening at være i et fag, hvor man jo ikke redder liv eller gør noget på dén måde – men at man så alligevel føler, man kan være med til at gøre en forskel ved at belyse nogle ting, som er vigtige for ungdommen – og for alle generationer i virkeligheden

Adspurgt, hvad hun har af drømme på privatfronten, lyder det:
– Der har man bare lyst til at blive ved med at være rask – og have tid til at være sammen, siger seriestjernen, som føler, hun er et godt sted i sit liv.
– Jeg har en familie, og vi er raske. Det, synes jeg, er et meget godt og taknemmeligt sted at være.