Ser du også Carmen Curlers? Her er historien om virkelighedens Axel Byvang

Lige nu kan du se danmarkshistoriens mest spektakulære forretningseventyr, når DR hver søndag blænder op for deres helt store søndsagssatsning "Carmen Curlers".

Her spiller Morten Hee Andersen forretningsmanden Axel Byvang, som er baseret på Arne Bybjergs virkelig liv.

Arne Bybjergs navn forbindes med dyre biler, pragtpalæer og et liv i luksus. Men det var bestemt ikke givet, at hans liv skulle tage den drejning.

For Arne Bybjerg voksede op i en søskendeflok på otte. Penge flød ikke ligefrem i stride strømme i den omfangsrige familie.

Men Arnes far så et lys i sønnen, og han spinkede og sparede derfor for at sende sønnike i skole, så han kunne få sig en realeksamen.

Senere fik Arne en halv friplads på Rungsted Gymnasium, hvor alle rigmandsbørnene gik. Det kostede Arnes far en halv ko om året for at få råd til at betale resten af pladsen.

- At komme til Rungsted var et forfærdeligt chok. Jeg stod i mine store, lappede pludderbukser og faldt helt igennem, fortalte Arne Bybjerg til Billed-Bladet i 1966.

Det endte med, at Arne trodsede sin far og droppede ud af 2. g. En god bekendt tilbød Arne Bybjerg at blive handelselev, men farens høje ambitioner for sønnen kom på tværs.

I stedet blev han trafikassistentelev ved statsbanerne. Bybjerg fandt dog arbejdsdagene hos statsbanerne dræbende kedelige.

Derefter gik turen til Sverige, hvor han arbejdede som opvasker et års tid, før brevet om værnepligt landede i hans postkasse.

Fra Mili til Malaya

Efter militæret faldt han over en annonce i avisen. United Plantations søgte medarbejdere i Malaya. I seks år boede han i Malaya, hvor han fra seks morgen til 23 aften førte opsyn med 500 medarbejdere.

Hårdt arbejde, men de mange arbejdstimer forhindrede ham i at bruge sin løn, og Bybjerg vendte retur til fædrelandet med penge på lommen.

Nogle af pengene investerede han en aften i en kop kaffe, som han drak på Hotel Postgården i Kalundborg.

Skæbnen ville det, at han faldt i snak med en tjener, som gav ham en forretningsidé.

- Jeg har tit senere tænkt på, hvordan det ville være gået mig, hvis ikke jeg den aften havde fået det indfald at drikke kaffe på Postgården, for her traf jeg en snakkesalig tjener, som fortalte mig, at han netop havde købt en ny radio, og at han måtte udenbys, fordi den ene af byens to radioforretninger lige var lukket.

- Jeg bad om et kort og slog ring om radioforhandlerne. Det viste jeg, at der kunne være én radioforhandler for hver 5000 indbyggere, og Kalundborg havde 10.000, så jeg slog til, har han fortalt til Ude og Hjemme.

Forretningseventyret gik strygende, og Bybjerg kunne kort efter åbne endnu en radioforhandler, så endnu to. Pludselig var Bybjerg blevet noget ved musikken. En agtet herre, der var medlem af foreninger.

- Men jeg kedede mig lidt. Jeg kedede mig mere og mere efterhånden som forretningerne gik bedre og bedre. Jeg havde oceaner af tid til min rådighed. Lidt af den brugte jeg på at tage certifikat som flyver. Så var det gjort, fortalte han i samme interview.

Først gik han fallit, så blev han millionær

Han investerede i nogle gårde uden for Kalundborg og begyndte igen at gå i markerne. Men kedsomheden gnavede stadig.

Noget af tiden slog han ihjel ved at kigge på annoncesiderne i aviserne. En søndag, da øjnene vanen tro gled ned over siden med annoncer, sprang ordene elektrisk papillot ham i øjnene.

- Det var lige noget for mig. Jeg havde pengene og tiden … og jeg kedede mig.

Så Arne tog til København for at mødes med damefrisøren med den banebrydende idé.

- Da jeg kom hjem igen, var jeg sikker på én ting – det skulle ikke være for mine penge, man begyndte at eksperimentere med så sindssyg en ting.

Næste dag havde piben som bekendt fået en anden lyd, og Arne investerede. Da der efter fire måneder og 40.000 kroner ikke var sket nævneværdige fremskridt, købte Bybjerg damefrisøren ud af projektet og allierede sig i stedet først med én ingeniør og siden med en anden.

Han investerede i en maskine, der skulle spytte curlers i en rasende fart.

- Da vi havde lavet ca. 80.000 apparater, brød maskinen sammen og min økonomi med den. Jeg skyldte halvanden millioner kroner væk. Jeg var fallit, færdig, har han tidligere fortalt.

Der var ingen tvivl om, at det var en kæmpe streg i regningen for unge Bybjerg. Der gik endda et rygte i Kalundborg om, at han havde taget sig selv af dage efter den enorme nedtur.

En maskinmager kom ham til undsætning, og to et halvt år senere kunne han kalde sig fabriksejer og omsatte for millioner.

I 1969 solgte han firmaet for, hvad der i nutidskroner svarer til 1,4 milliarder.

Siden flyttede han og familien af skattemæssige årsager til Schweiz. De faldt aldrig rigtigt til i alpelandet, da naboerne var for svære at komme ind på livet af.

Et par år senere flyttede familien til Australien, hvor han investerede noget af formuen i land. Så meget land, at det i areal er større end Fyn.

Her bor han fortsat og er nu blevet 94 år.