Blev gift i København: Marcus kogte sin hustru og levede absurd dobbeltliv

(Foto: Polfoto)

En bizar mord- og selvmordssag fra Brisbane, Australien bliver i disse dage gransket helt til bunds af de australske myndigheder.

For hvorfor valgte en ung kok fra Australien at myrde sin kone for derefter at partere hende og koge lig-delene i sin lejlighed? Og hvorfor begik han efterfølgende selvmord?

Dét spørgsmål forsøger efterforskerne nu at finde svar på de næste tre dage.

Her afhører efterforskerne ifølge Daily Mail vidner i sagen, der tog sin grufulde begyndelse i oktober 2014.

Her var flere naboer vågnet midt om natten, fordi parret – 27-årige Marcus Volke og hans transseksuelle kone Mayang Prasetyo, 27 –  var endt i et ophidset skænderi. Parret havde været sammen i flere år – og de havde blandt andet opholdt sig i København i en ”længere periode”, hvor de var blevet gift.

Skænderiet fortsatte omkring klokken halv to om natten den 3. oktober 2014 – og det er sidste gang, at man med sikkerhed ved, at Mayang Prasetyo var i live.

Politiet formoder nemlig, at Marcus Volke tog livet af hende midt om natten eller i de tidlige morgentimer efter det ophidsede skænderi.

Herefter forlod han parrets lejlighed i det centrale Brisbane for at indkøbe udstyr til at skjule sin udåd.

Han købte ifølge efterforskerne handsker, blegemiddel, børste, skraldeposer, servietter og et badekar. Men inden at han nåede hjem, tog han en taxa på hospitalet.

Marcus Volke var bange for, at hans sande jeg blev opdaget - derfor myrdede og kogte han sin kone. Foto: Privat

Under skænderiet eller mordet på sin kone havde Marcus Volke nemlig pådraget sig en skade i hånden.

Han forklarede taxachaufføren, at skaden var sket i forbindelse med, at han havde skåret løg. Til lægerne forklarede han dog, at han havde skåret hånden, da han forsøgte at vriste en kniv fri fra sin kone under et skænderi.

Dagen efter mordet – omkring klokken 12 – købte han en kødøkse, som han efterfølgende brugte til at partere sin kone med.

Senere på dagen forsøgte han at skaffe sig af med hendes lig ved at koge lig-delene i en stor gryde. Kogeriet gik dog ikke efter planen. Ifølge efterforskerne måtte Marcus Volke kontakte en elektriker, da strømmen gik.

Elektrikeren har ifølge det britiske medie Daily Mail fortalt, at Marcus Volke ringede og forklarede, at strømmen var gået, efter at hans ”gryde-ret” var kogt over og havde overdynget kogeøen med kogende vand og ”kød”.

Elektrikeren dukkede op et par timer senere, hvor han konstaterede en ”mærkelig lugt” i lejligheden. Marcus Volke havde forklaret lugten med, at han var i gang med at langtidskoge en ”svine-ret”.

Det lykkedes elektrikeren at få gang i strømmen og komfuret igen – uvidende om, at det var menneskefødder og ikke svinekød, der simrede i den store gryde.

Elektrikeren forlod lejligheden, men var alligevel så bekymret over den ildelugtende odør i lejligheden, at han kontaktede viceværten, som straks slog alarm og tilkaldte politiet.

Mayang Prasetyo truede angiveligt med at afsløre sin mands sande jeg - og derfor blev hun myrdet. Foto: Privat

Da politiet ankom til lejligheden, tog Marcus Volke flugten – politiet satte efter, mens andre fra ordensmagten trængte ind i hans lejlighed, hvor de gjorde det grufulde fund.

Mayang Prasetyos fødder var i gang med at blive kogt, mens andre dele af hende var smidt i en sort skraldesæk og gemt væk i parrets vaskemaskine.

Politiet, der havde forsøgt at indhente Marcus Volke, fandt ham efterfølgende død. Den 27-årige kok og morder havde taget sit eget liv. Og derfor er det nu vidner, venner og familiemedlemmer, der skal forsøge at kaste lys over den bizarre og bestialske mord- og selvmordssag.

Flere vidner og venner mener, at Marcus Volke tog livet af sin kone, fordi hun truede med at afsløre hans sande jeg: Marcus Volke arbejdede – ligesom sin kone – som prostitueret. Angiveligt fordi han havde en stor gæld, han ellers ikke vidste, hvordan han skulle tilbagebetale.

Og da hun truede med at afsløre ham, så han angivelig sort og tog livet af hende ved at skære halsen over på hende.

Den bizarre sag bliver de næste par dage undersøgt og fremlagt i retten. Mandag kom det frem, at Marcus Volke blandt andet led af angst, depression og søvnproblemer. På fredag vil de sidste bemærkninger og beviser i sagen blive fremlagt. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close