Kendte13. august 2021

Camilla Plum efter skandaler: Jeg får hademails og dødstrusler

Tv-kogekonen Camilla Plum føler sig i den grad jaget af fødevaremyndighederne
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/bb-30553_preview.jpg
 Foto: Hanne Juul

Efter de seneste års regnskyld af shitstorms med alt fra sure smileys, et klækkeligt sommerhussalg og en slagtet hest føler Camilla Plum sig udskældt og jaget.

I hendes indbakke bugner det med hademails, og hun får også dødstrusler, fortæller hun i et stort interview med Weekendavisen.

- Jeg får mange hademails. Også dødstrusler. Dengang med ponyen fik jeg vel 2-300, siger hun og henviser til dengang, hendes søn slagtede ponyen Tarzan på Tisvildeleje Strand i 2013.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sh-344580-1_preview_0.jpg
 Foto: Niels S. Andersen

Camilla Plum i sit køkken, hvor hun i mange år fremviste retter på DR. (Foto: Niels S. Andersen)

Den 70 kvadratmeter store sommerhus solgte 64-årige Camilla Plum i marts for intet mindre end 25 millioner kroner, og det gik bestemt heller ikke ubemærket hen.

For tiden gør den tidligere tv-kok sig mest af alt bemærket for de utallige sure smileys og bødeforlæg, hun får for ikke at have styr på hygiejnekravene, når Fødevarestyrelsen har været på besøg.

Set sig sure

Men Camilla Plum føler ikke, at de meget kritiske besøg, hun får igen og igen, er berettigede.

- Jeg orker ikke gå i detaljer, men jeg er udsat for de mest absurde ting fra levnedsmiddelkontrollen. De har set sig sure på mig, og så er den ikke meget længere. Fordi de åbenbart finder, at det, jeg laver, min gesjæft, min person, mit oeuvre er irriterende. Jeg skal bare makke ret. De prøver at disciplinere mig, og det har mange prøvet gennem tiden, men jeg er kun modtagelig for sund fornuft, fortæller hun til Weekendavisen.

De dårlige kontrolrapporter mener hun har betydet, at hun har mistet 50 procent på sin butik i Jægersborggade i København og sin økologiske gård ved Helsinge, Fuglebjerggaard, hvor hun har en planteskole og gårdcafé.

Ingen syge gæster

Camilla Plum selv tror, at fødevaremyndighederne, der gang på gang besøger hende og kvitterer med bøde og sur smiley, forsøger at skræmme folk væk fra hendes levebrød.

Det er dog helt efter reglerne, en negativ smiley betyder flere besøg fra myndighederne. En sur smiley udløser faktisk automatisk to ekstra kontroller.

Sure smileys eller ej, så holder Camilla Plum hårdnakket fast i, at hendes steder byder på dejlig mad, og at der ikke er slinger i valsen, når det kommer til hygiejne. Hun har aldrig oplevet, at hendes gæster blev syge.

Til gengæld synes hun, det er "pisumuligt" at leve op til reglerne, hun mener, der hele tiden ændres eller nyfortolkes, og at der kommer flere og flere.

Sponsoreret indhold