Bruds mareridt ved alteret: - Han sagde ordene, ingen ville høre

(Foto: MEGA)

Det føltes som en længe ventet drøm, der var gået i opfyldelse.

Chloe stod ved alteret foran sin drømmemand. Hun havde svært ved at skjule smilet, der bredte sig over hele hendes ansigt. Det samme havde han.

Nu ventede der bare de få ord – og så kunne det næste kapitel af deres liv begynde. Men ordene "I do" kom aldrig.

- I stedet fik jeg fem ord, der vendte sig i maven på mig: ”Jeg kan ikke gøre det”.

Chloes mand forlod hende ved alteret.

Enhver bruds mareridt blev hendes virkelighed. Og nu fortæller hun sin historie på hjemmesiden Love What Matters.

Vi fortæller Chloes historie herunder.

Det var en tidlig forårsdag, og jeg stod i mine glitrende stilletter, slør og hvid kjole. Jeg følte mig som en prinsesse, men jeg vidste ikke, at slutningen på mit eventyr ville komme væltende ned over mig.

Jeg kan huske, at jeg var nervøs den dag. Ikke på en dårlig måde, men på den lidt nervøse og spændte måde, hvor du ikke kan få det store øre-til-øre smil tørret væk fra dit ansigt, lige meget hvor hårdt du prøver. Måske vidste mine nerver besked, før jeg gjorde.

Jeg var mere end klar til at høre de famøse to ord, som jeg ville besegle aftalen. Ordene, der ville være både en perfekt slutning på et tidligere kapitel af vores liv, men også begyndelsen på et nyt, som mand og kone. At høre ordene: ”I do”. Men det skulle vise sig, ”I didn’t".

I stedet fik jeg fem ord, der vendte sig i maven på mig: ”Jeg kan ikke gøre det”.

Han kiggede mig ikke engang i øjnene, da han sagde det. Jeg så ham bare vende sig om, halvløbende.

Det gav ingen mening. Intet gav mening. Han havde lige smilet, kigget kærligt på mig øjeblikke forinden. Jeg kiggede ud på et hav af bekymrede blikke. Chokket blev en summende larm i mine ører. Det var øredøvende. Det eneste, jeg kunne tænke, var ”Hvad? Hvad sagde han lige?”. Jeg havde hørt hans ord, men jeg kunne ikke begribe dem. Det var enhver kvindes værste mareridt, men min virkelighed.

Præsten gav mig et klap på skulderen og sagde, “Han kunne ikke gøre det”. Jeg løftede min finger som for at tysse på ham (undskyld præst), og kneb mine øjne sammen i smerte. Jeg åbnede dem. Stadig ikke bare en drøm. Før jeg gjorde noget, rejste min mor sig. Hun sagde noget i retning af ”ÅH! JEG SLÅR HAM IHJEL”.

Hun pilede over til mig med et udtryksløst blik i ansigtet.

Jeg kollapsede på gulvet og placerede mine hænder i ansigtet. Jeg var rød i hovedet af skam.

Få sekunder senere rejste folk sig op. Der var en mærkelig stilhed. En sagde ”Så løb dog efter ham”. Næsten med det samme råbte jeg ”Nej”. Min mor og søster kom over til mig og samlede mig op. Jeg græd som et barn i deres arme. Min makeup var ødelagt, min perfekte bryllupsdag lå i ruiner, mit hjerte knust.

Jeg boede hos min søster de første dage. Mine forældre tog sig af min søn. Jeg kunne knap bevæge mig. Jeg spiste næsten ikke. Min søster tvangsfodrede mig med vindruer og senere kaffe. Hun gav mig den afstand, jeg havde brug for, kiggede til mig med timers mellemrum for blot at blive smidt ud igen. Der var ingen kontakt mellem mig og flugtmanden. Jeg var alt for sur til at skrive til ham. Jeg var alt for stolt til at skrive til ham. Jeg tænkte, at hvis han havde modet til at forlade mig ved alteret, havde han også modet til at skrive til mig.

Men det skete aldrig.

Da jeg tog hjem til mit hus, var alle flugtmandens ting væk. Selv om han var selvproklameret minimalist, kunne jeg se fraværet af alle hans ting overalt i huset. Der stod en ensom tandbørste i kruset nu, ikke to. Jeg blev ved med at kigge efter hans ting, i virkeligheden håbede jeg blot at finde ham. Jeg troede, at hvis jeg så ham stå dér, hvis jeg så hans ansigt igen, kunne jeg fikse tingene.

Så skete det. To dage senere. En uge efter han havde forladt mig ved alteret. Der kom en besked til min søster. Kort. ”Jeg er ked af det. Du ønsker, at jeg skal være glad, ikke? Jeg ønsker det samme for hende også. Jeg er bare ikke den rigtige”.

Jeg er ikke sikker på, hvad min søster svarede. Jeg ønskede ikke at se det. Jeg ønskede ikke at vide det.

Det er snart to år siden, han forlod mig. Hvad der gør mig mest vred og såret er ikke, at jeg blev alene. Det er ikke, at han forlod mig ved alteret.

Det værste er, at han forlod det smukkeste lille væsen, som jeg er velsignet over at have hver dag. Et levende væsen der vil føle hans fravær meget mere tydelig, end jeg vil.

Jeg ved, at mit hjerte vil hele sig selv med tiden.

Men kan et lille barn nogensinde stoppe med at begræde tabet af sin far? Og så endda en far, der stadig er på denne jord?

Du kan læse hele Chloes historie her.

Find din favorit kendis her:

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close