To af en slags: Dorthe Kollo og Bruno har ild i rumpetterne

Han hedder Bruno, men burde måske have haft navnet Speedy Gonzales eller tilsvarende.

For Dorthe Kollos gadekryds af en hund styrter i bogstavelig forstand omkring i torpedofart, laver rejehop og fanger bolde i en uendelighed.

– Kleine pause, dysser hun på ham, hvilket virker i korte perioder.

Artiklen fortsætter under billedet ...

– Han er altså ingen skødehund. Snarere en cirkushund, for han vil hellere lave kunster end sidde stille og blive klappet. Det er som at have et vildt barn, men jeg har jo også altid gerne ville have haft en dreng, siger Dorthe, som har døtrene Jill og Nathalie. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Selv ligger Dorthe Kollo heller ikke på den lade side. Alene en kort opremsning af den kommende tids jobs og gøremål, fester og rejser mellem hendes domiciler i henholdsvis Bremen, Mallorca, på Sylt og Enø samt til New York, hvor hendes yngste datter bor, kan tage pusten fra de fleste langt yngre end hendes 72 år.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

Skal man have bare en smule fred fra Brunos side, gælder det om at få gemt hans bold af vejen. – Ellers er den det første, man ser, når man slår øjnene op om morgenen. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Dumpet som hvalp

Et perfekt match kan man derfor kalde sammenkoblingen af Dorthe og Bruno.

Det var dog alt andet end et velovervejet valg, men snarere et udslag af blødt hjerte og en veltilrettelagt bæ, der gjorde deres forening mulig.

– Vi var på Mallorca for at fejre min fødselsdag, da en veninde pludselig ringer og spørger, om jeg ikke vil have en hvalp, der er blevet dumpet ved deres Finca. ”Jo, mægtig gerne,” svarede jeg. ”Men spørg ikke Heiner, for så får du nej. Bare tag den med, så ser vi, hvordan det går,” lød det fra Dorthe til veninden.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

Dorthe ved sin fødselsdag for ni år siden med den lille Bruno i favnen og sin mand Heiner Dettmer ved sin side, der trods vrangvillig start også tabte sit hjerte til hvalpen. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Dyrt toilet

Som sagt, så gjort. Hvalpen kom til fødselsdag, og Dorthe var solgt på stedet, mens hendes mand Heiner var ubøjelig.

– Han ville overhovedet ikke kendes ved den og turde heller ikke holde den af skræk for at blive blødgjort. En hund passede bare ikke ind i vores omflakkende liv, syntes han.

Omvæltningen kom til søs, da den lille hvalp med udsøgt præcision valgte at placere en bæ lige midt på en Louis Vuitton-taske i stedet for stort set alle de andre mulige steder på det store skib.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

– Egentlig er Bruno ikke specielt begejstret for vand, men da han elsker at spille bold, plasker han alligevel langt ud for at hente den, fortæller Dorthe, som nyder at gå tur med ham på stranden ved Enø. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Luksusliv

– Det kunne Heiner ikke stå for, så Bruno blev vores og fik straks tilnavnet prins på grund af sine fine fornemmelser, fortæller Dorthe.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

Skulle nogen være i tvivl om Brunos stjernestatus i familien, kan de blot kaste et blik på dekorationen i sommerhuset på Enø. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Siden er Dorthes mand blevet mindst lige så glad som hun selv for 9-årige Bruno, der som en hundenes Askepot er kommet fra ingenting til superligaen udi luksusliv for hunde.

Luksus – hvor hundemad ikke er noget, man køber i pose og på dåse, men er kød og grønt af bedste kvalitet, som man selv koger sammen. Godbidder hører også til i kategorien økokologisk feinschmeckeri.

​Artiklen fortsætter under billedet ...

Oksesteg og gulerødder simrer lifligt i Dorthes køkken. Menuen er dog hverken til hende eller gæster, men derimod til Bruno, som aldrig får færdiglavet hundemad. (Foto: Kaspar Wenstrup)

– Sådan skal det bare være. En hund skal have det lige så godt som et menneske, siger Dorthe om sin firbenede krudtugle.