Hollywood13. august 2018

John Mayer mister for million ved indbrud

Sangeren John Mayer har haft ubudne gæster i sit hjem i Beverly Hills
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/john-mayer-13082018.jpg
 Foto: All Over Press
Den amerikanske popsanger John Mayer har haft ubudne gæster i sit hjem i Beverly Hills. En eller flere indbrudstyve trængte fredag morgen ind i den 40-årige sangers hjem, mens der ikke var nogen hjemme.
Det skete ved at smadre et af vinduerne til sangerens soveværelse, fortæller TMZ. Indbruddet blev først opdaget ved middagstid fredag af en sikkerhedsvagt.
Det er uvist, om John Mayer havde tilkoblet sin tyverialarm på gerningstidspunktet. Sikkerhedsvagten tilkaldte politiet, der efterfølgende ringede til John Mayer og sagde, at han hellere måtte komme hjem og få et overblik over, hvad der manglede. Dele af Mayers hjem var blevet gennemrodet og tyven eller tyvene fik et stort udbytte med sig. De havde blandt andet stjålet musikudstyr og dele af af sangerens omfattende og værdifulde samling af ure.
John Mayer har endnu ikke opgjort præcis, hvor meget tyvene kom af sted med, men han har mistet værdier for mindst en million kroner, skriver TMZ. Mayer har endnu ikke selv kommenteret indbruddet. John Mayer er en af verdens mest kendte ursamlere, og han har ure for et stort tocifret millionbeløb. Han har blandt andet alt, hvad der er værd at eje af Rolex-ure og ure fra Patek Philippe.
Og verdensstjernen Mayer er ikke uden indflydelse på urbranchen. På et tidspunkt skrev han til urproducenten IWC, at han fandt deres ure alt for kedelige. Det resulterede i et langt svar fra IWC til Mayer, og kort efter introducerede de en ny ur-serie. Med indbruddet indtager John Mayer en plads på den kedelige liste over kendisser, der har været udsat for indbrud. Med på den liste er blandt andet, Nicki Minaj, Scott Disick og Kendall Jenner.
Sidstnævntes halvsøster, Kim Kardashian, var i oktober 2016 udsat for et væbnet røveri, da hun var på ferie i Paris. Røverne trængte ind i den lejlighed, Kim havde lejet under sit ophold i Paris og efter at have bundet Kim med plasticstrips og tape stak de af med et udbytte, der senere blev opgjort til 70 millioner kroner - herunder Kim forlovelsesring til 20 millioner kroner fra Kanye West. John Mayer har tidligere været kærester med blandt andre "Venner"-stjernen Jennifer Aniston, Taylor Swift, Jennifer Love Hewitt, Katy Perry og Jessica Simpson. Den syvdobbelte Grammy-vinder har tidligere betegnet Jessica Simpson som vanedanende som 'kokain'. 'Sex med hende var som seksuel napalm', har Mayer udtalt.

Sponsoreret indhold