Hollywood20. januar 2017

Obama siger farvel: Det skal han og familien lave nu

I dag siger 55-årige Barack Obama farvel til livet i Det Hvide Hus, når han officielt træder tilbage som USA’s præsident. Men det lader bestemt ikke til, at Barack Obama kommer til at kede sig – han står nemlig overfor en masse spændende projekter
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/10.7532853aa.jpg
 Foto: All Over

Efter otte år som chef for Guds eget land er det i dag blevet tid til at sige farvel.

55-årige Barack Obama forlader i dag posten som USA’s præsident og overlader i stedet posten til 70-årige Donald Trump.

Barack Obama har i sin præsidentperiode forsøgt at gøre USA til et bedre land, og i sin farveltale i sidste uge omskrev han da også sit slogan ”Yes we can” til ”Yes we did” for at understege, at USA i dag er en stærkere og bedre nation.

Men nu overlader han arbejdet til Donald Trump.

Og hvad skal 55-årige Barack Obama så lave?

Ja, Barack Obama starter – meget velfortjent – sit nye liv med en ferie. I morgen – lørdag den 21. januar – vil han således sove længe.

- Her er én ting, der skal ske: Jeg stiller ikke min alarm. Det er jeg sikker på. Det er jeg fuldstændig sikker på. Jeg vil tilbringe tid med Michelle. Og du ved… vi har en del at indhente. Vi har begge haft meget travlt, fortalte Barack Obama i et interview med Steve Kroft of “60 Minutes”.

Derefter vil familien drage mod varmere himmelstrøg for at nyde tid med hinanden og slappe af. Ifølge flere amerikanske medier vil Barack Obama og familien holde ferie i solrige Palm Springs i Californien.

Når den velfortjente ferie er ovre, rejser familien tilbage til Washington, hvor de har lejet et 760 kvadratmeter stort hus i det fashionable område Kalorama.

Det forventes, at Barack Obama de første måneder vil holde lav profil og ikke optræde offentlig. Det er tradition blandt afgående præsidenter og anses som god skik.

Det kan tænkes, at han vil bruge sin ”stilleperiode” på at skrive en bog.

Bogen skal formentlig handle om Barack Obamas tid som præsident, og han vil ifølge det amerikanske medie ABC News få hjælp af Det Hvide Hus’ taleskriver Cody Keenan til at forfatte bogen – der efter alt at dømme bliver en regulær millionforretning.

Barack Obama kan forvente at få et forskud på over 20 millioner dollars. Det svarer til omkring 139.500.000 danske kroner.

Det vurderer en litterær agent over for ABC News.

- Halvdelen af nationen betragter ham stadig som landets leder, forklarer agenten overfor det amerikanske medie.

Barack Obama vil formentlig bryde sin ”stilleperiode”, når bogen skal lanceres senere på året.

Selv om han ikke længere er præsident, vil Barack Obama ikke forlade politik helt. Han vil ifølge flere amerikanske medier fortsætte med at holde taler – og så vil han ikke mindst fungere som støtter og rådgiver for sit eget parti, Demokraterne.

I sine unge år arbejdede Barack Obama for en kirkeorganisation, der hjalp hjemløse og udsatte – og det kan bestemt også tænkes, at 55-årige Barack Obama nu vender blikket mod socialt arbejde.

I april 2015 besøgte han en gruppe skolelever i Washington D.C. Dengang fortalte Barack Obama ifølge CNBC, at han ønskede at ”hjælpe folk”, når han fratrådte jobbet som USA’s præsident:

- Og så vil jeg gå tilbage til at lave den slags arbejde, som jeg gjorde før. Bare prøve at finde måder at hjælpe folk på – hjælpe unge med at få en uddannelse, og hjælpe folk med at få et arbejde og prøve at få virksomheder til at etablere sig i de kvarterer, der ikke har nok virksomheder, fortalte Barack Obama dengang.

Men altså: Først og fremmest venter der Barack Obama en velfortjent ferie.

Du kan se billeder fra Obamas tid som præsident i det store galleri herunder:

Barack Obama - billeder fra hans tid som præsident

Sponsoreret indhold