Hollywood1. februar 2017

"Titanics" skaber slår fast: Derfor skulle Jack dø

James Cameron, der instruerede storfilmen ”Titanic”, fastslår endnu engang, hvorfor Jack døde i det iskolde hav, mens hans forelskede Rose overlevede ved at søge tilflugt på en dør
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/titanic.jpg
 (Foto: All Over)

Det er snart 20 år siden, at ”Titanic” tog hele verden med storm, da den ramte et isbjerg og biograflærreder over hele verden.

Filmen om den ulykkelige overklassepige Rose, den frie og fattige Jack - og ikke mindst skibet, der 'ikke' kunne synke - blev den helt store vinder ved det efterfølgende Oscar-show i 1998 med hele 11 vundne statuetter.

Imens sad biografgængere med hjertet helt oppe i halsen, mange kunne ikke holde tårerne tilbage – og flere fik decideret hjertesorger. Alt sammen på grund af én ganske særlig scene i filmen:

Scenen, hvor Rose med en hæs hvisken forsøger at få liv i Jack, der ligger livløs i vandet ved siden af hende.

Den følelsesladede scene har alle årene været en af de mest omdiskuterede – og også kontroversielle. For flere gange har fans, eksperter og selv én af hovedpersonerne påstået, at der faktisk var plads til Jack på den dør, der i sidste ende sørgede for at holde Rose ude af vandet og dermed i live.

Blandt andet slog det populære TV-program ”Mythbusters” i 2012 fast, at Jack kunne have overlevet, hvis han havde brugt sin og Roses redningsvest som ekstra støtte til døren, så de begge kunne have ligget der.

Og i februar sidste år udtalte Kate Winslet, der spillede Rose i filmen, at hun faktisk nok mente, at der var plads til Jack på døren, og at det derfor ikke var nødvendigt, at han frøs til istapper i det iskolde vand.

Nu svarer instruktør James Cameron så igen på de mange teorier og historier om, at Jack slet ikke burde være død i vandet. I et interview med det amerikanske medie Daily Beast udtaler han således:

- Skal vi virkelig derhen igen? Hør nu her, det er meget, meget simpelt. Hvis du læser side 147 i manuskriptet, så står der: ”Jack går af brættet og giver sin plads til Rose, så hun kan overleve. Så simpelt er det”, siger han og henviser til, at både Jack og Rose befinder sig i iskoldt vand.

- ”Mythbusters” foreslår, at Jack tager hendes redningsvest af, svømmer ned under den her ting og sætter vesten fast, så den ikke skyller væk to minutter efter, siger han og vurderer, at en sådan aktion ville tage fem-ti minutter, fortæller James Cameron i interviewet, inden han tilføjer:

- Når han endelig kommer tilbage, vil han allerede være død. Så det ville ikke virke, De er nogle sjove fyre (de to værter i ”Mythbusters”, red.), og jeg elskede at lave showet med dem, men de er fulde af lort, siger James Cameron.

I 2012 – lige efter ”Mythbusters” offentliggjorde deres teori – kom instruktøren også med en svar på tiltale. Dengang udtalte han også, at døren ikke ville kunne bære dem begge:

- Da Jack sætter Rose på den dør, forsøger han selv at komme op på den. Han er ikke et fjols og har ikke lyst til at dø. Men det er klart, at der kun er opdrift nok til én person, så han træffer en beslutning, og lader hende overleve, fortalte James Cameron dengang ifølge The Independent.

Du kan se billeder af skuespillerne dengang og i dag i galleriet herunder:

Sådan ser Titanic-stjernerne ud i dag

Sponsoreret indhold