Sylvester Byder

Nyeste artikler om Sylvester Byder

Sylvester Espersen Byder er søn af skuespillerne Anne Sofie Espersen og Søren Byder. Lige nu er han aktuel i teaterforestillingen "SKAM" på Aveny-T.

Teaterforestillingen SKAM

I slutningen af juni 2017 blev det sidste afsnit af det norske TV-fænomen ”SKAM” sendt.

Dermed måtte utallige danske fans vinke farvel til Noora, Sana og resten af slænget fra Hartvig Nissens skole i Oslo.

Men fra den 15. september 2017, kan man dog opleve karaktererne på de skrå brædder i København, når Aveny-T har premiere på deres teaterversion af ”SKAM”.

Og det er 18-årige Sylvester Byder og 23-årige Mathias Käki, som spiller bedstevennerne Jonas og Isak.

Da SE og HØR møder dem på teatret få uger før premieren, basker sommerfuglene i maven endnu ikke alt for voldsomt, selv om det er begges debut i en teaterforestilling.

Sylvester og Mathias er nemlig gode til at støtte hinanden.

– Vi er ikke jævnaldrende, men jeg lærte Mathias at kende for to-tre år siden. Det er meget som et storebrorlillebror-forhold, hvor jeg spørger Mathias om råd om piger eller sådan noget. Jeg kalder ham ”big bro”, fortæller Sylvester som går i 2. g, samtidig med at han spiller med i ”SKAM”.

Sylvester Espersen Byder er begejstret for rollen Jonas

Det nye skuespillertalent glæder sig til at stå på scenen.

- Det er en helt ny måde at spille på. Man er på hele tiden, og jeg er Jonas i halvanden time. Jeg kan ikke bare lige gå ud at drikke en kop kaffe, fortalte den 18-årige skuespiller, der har fået et tæt bånd til de andre i "SKAM”-forestillingen:

- Vi er blevet en lille familie, og vi går op og ned ad hinanden i seks timer hver dag. Jeg kan vildt godt lide det her familiære aspekt på teatret, lyder det fra Sylvester, som har dyrket kampsport på eliteniveau i mange år.

Lige nu er det dog skuespillet, der har teenagerens opmærksomhed. Og han opfordrer folk til at gå ind og se teaterforestillingen:

-Publikum bliver en del af forestillingen, og formidlingen af ”SKAM” er blevet rigtig god. Derfor skal folk gå ind at se den. Jeg var faktisk ved at fælde en tåre, da vi spillede en af vores scener, forklarede Sylvester Byder.

Anmelderne er vilde med teateropsætningen af ”SKAM”, der kan opleves indtil slutningen af oktober. Jyllands-Posten, Ekstra Bladet og Berlingske kvitterede med fem stjerner til de unge skuespillere, hvoraf mange er debutanter.

Sponsoreret indhold