Foto: All Over Press

Pilou Asbæk

Fulde navn: Johan Philip Asbæk

Alias:

Fødselsdato: 2. marts 1982

Familie: Maria Patricia Tonn Asbæk (mor) og Jacob Asbæk (far), Agnes Bro Asbæk (datter, f. 2012)

Scoringer:

Partner: Forlovet med Anna Bro

Kendt fra: TV, film

 

Pilou Asbæk er en af tidens mest populære danske skuespillere og udråbt til at være en af sin generations nye store skuespillertalenter. Efter sit gennembrud i fængselsfilmen ”R”, der indbragte ham en Bodil for hovedrollen, har han da også været fast inventar i de fleste af de store film- og tv-serier herhjemme.

Pilou Asbæk havde en kreativt inspireret barndom. Han er søn af de to respekterede københavnske galleri-ejere, Patricia og Jacob Asbæk, og var ofte omgivet af folk fra den danske kunstscene.

- Jeg er vokset op i en totalt god, dejlig, velstillet familie i 80'erne. Mine forældre var gallerister, så jeg er vokset op med kunstnere omkring mig. Folk, der havde et talent og forstod at formidle det, fortalte Pilou Asbæk om sin barndom til Alt for Damerne.

Men det var ikke altid meget, han så til sine kunstneriske forældre. De var arbejdsomme, kreative og velhavende – i de måneder, hvor de solgte godt fra galleriet. Enkelte måneder kneb det med at få råd til smør på brødet.

- Indtil jeg var 12, havde jeg ”nannies”, som var hos os tre år ad gangen, fordi de så godt kunne lide at være hos os, og dem var jeg tæt knyttet til. Den dag i dag skriver jeg med dem på Facebook. Jeg er taknemmelig for, at jeg havde dem. Dem har jeg holdt mange ferier med, og de har i høj grad været med til at påvirke mig. Mine forældre havde jeg om morgenen, og når vi var på ferie, sagde Pilou til Alt for Damerne.

Han tog sin gymnasiale uddannelse på kostskolen Herlufsholm i Næstved, hvor han også prøvede kræfter med teater på skolen.

I 2008 blev Pilou – som betyder ”lille Philip” – uddannet fra Statens Teaterskole, og to år senere fik han så sit gennembrud i filmen ”R”, hvor han spillede førstegangsdømte Rune, der får det rigtig hårdt i fængslet blandt hærdede kriminelle.

Dét gjorde han så godt, at anmelderne roste ham til skyerne og året efter indkasserede han sig en Bodilpris for bedste mandlige hovedrolle.

Det betød nye, store roller til Pilou Asbæk i de seneste år, blandt andet som rejsekongen Simon Spies i ”Spies og Glistrup”, spindoktoren Kasper Juul i ”Borgen” og den morderiske forretningsmand, Ditlev Pram, i storhittet ”Fasandræberne”, der i øvrigt tager udgangspunkt i et mord begået på en kostskole kaldet Griffenholm – parallellerne til Herlufsholm var altså ret tydelige.

At han også er en eftertragtet herre på grund af hans lækre udseende og charmerende væsen er ingen hemmelighed, men Pilou er desværre allerede afsat.

Han blev nemlig forlovet med Anna Bro, en dramatiker, som han mødte, mens han stadig gik på teaterskolen.

- Jeg faldt for Anna, fordi hun er vanvittigt begavet. Meget klogere, end jeg er. Og det mest sexede, en kvinde kan være, er begavet. Jeg vil til enhver tid helst have en kvinde, som er klog, som kan diskutere, som ser verden og gerne vil diskutere den. Også gerne anderledes, end jeg selv gør. Det synes jeg er en forudsætning i et parforhold. At man ikke har den samme livsanskuelse. Det nuancerer billedet, sagde han om sit forhold til Femina.

Parret har været forlovet siden 2010, men er endnu ikke blevet gift. Dog har de fået en datter sammen, Agnes, 40 minutter før klokken slog midnat nytårsaften 2012.

Og at få en lille datter har givet Pilou et nyt perspektiv på tilværelsen.

- Det er hårdt, men jeg elsker det (…) At få et barn gør, at du pludselig ikke er universets centrum. Og det kan jo være sundt for måske især skuespillere at finde ud af. At du ikke er epicenteret, men faktisk bare har den funktion, at lille trold skal have noget mad og noget tøj på. Og hvis du ikke gør det, bliver hun syg og græder, sagde han til Alt for Damerne.

- Samtidig er det heller ikke på den måde meningen med livet. Det at få børn, er ikke en Guds gave, synes jeg. Jeg kan også godt lide at lave film og læse en bog, jeg kan også godt lide at spise god mad. Jeg elsker mit barn, men om jeg forguder det? Det tror jeg ikke, jeg gør. Det, synes jeg, er lodret forkert. Og usundt for barnet. Børn er charmerende, søde og sjove. Når de sover, fortalte han ærligt til Alt for Damerne.

Pilou Asbæk har altså haft mere end travlt de sidste par år, og derfor var det da også hans plan at trække skuespil-stikket for en stund og nyde tid sammen med sin kæreste og parrets lille datter.

Men nogle gange får man et tilbud, som man bare ikke kan sige nej. Og sådan ét tilbud har skuespilleren fået - fra Hollywood endda.

Han skal nemlig spille rollen som Jesus' bøddel, Pontius Pilatus, i Hollywood-filmen ”Ben Hur”, som er en genindspilning af William Wylers storfilm fra 1959.

Én af filmens hovedroller skal spilles af Hollywood-legenden Morgan Freeman.

- Det er en meget fin rolle. Jeg har kun ganske få scener, og det er også derfor, jeg kan overskue det i forhold til familien, sagde Pilou Asbæk til B.T. om sin rolle i filmen.

- Og man kan ikke sige nej til den udfordring, det er at spille en historisk karakter som Pontius Pilatus. Og så er jeg meget stolt af at få lov til at træde i dygtige danske kollegers fodspor. Skuespillere som Mads Mikkelsen, Ulrich Thomsen og Jesper Christensen, der har mange spændende udenlandske roller. Det er jeg sgu taknemmelig for, lød det fra Pilou Asbæk til B.T.

 

Tidslinje:

  • 2015: Skal medvirke i Hollywood-produktionen ”Ben Hur”
     
  • 2014: Medvirker i ”1864”
     
  • 2014: Medvirker i ”Fasandræberne”
     
  • 2013: Medvirker i ”Spies og Glistrup”
     
  • 2012: Får datteren Agnes
     
  • 2011: Udpeget som "Shooting Star" – en hæder, der tilfalder 10 europæiske skuespiller
     
  • 2010-2013: Medvirker i ”Borgen”
     
  • 2010: Får sit gennembrud i filmen ”R”
     
  • 2008: Uddannet fra Statens Teaterskole

 

 

Twitter

Loading…

Facebook

Loading…

Videoer