Reality1. oktober 2021

Sy Lee i sorg: Knust over umenneskelige coronaregler

Den tidligere realitydeltager Sy Lee har mistet sin mormor, men hverken han eller hans mor må rejse til USA for at være med til begravelsen.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Det sidste halvandet år har været hårdt og besværligt for mange på grund af coronarestriktioner og sygdom. Radiovært og tidligere realitydeltager Sy Lee er en af dem, der har været særligt ramt af den tid, vi lever i lige nu.

I sommer lå den veltrænede influent dødeligt syg med en kollapset lunge, som han stadig forsøger at komme helt på højkant igen fra, og nu har Sy Lee mistet sin vietnamesiske mormor, men kan ikke komme til begravelsen.

De strikse indrejseregler i USA betyder nemlig, at både han og hans mor gang på gang bliver nægtet adgang til landet, og derfor bliver lørdagens begravelse uden afdødes datter og barnebarn.

For sent at komme til begravelse i november

- Jeg har så meget vrede og frustration over systemet og reglerne. Det er nogle hårde valg, ambassaden tager, og det er umenneskeligt, fortæller Sy Lee, der i to og en halv måned har brugt en masse tid på papirarbejde for at få især sin mor til at få indrejsetilladelse - men uden held.

- Jeg har fået at vide, jeg måske kan få lov at rejse ind i landet i november, men der er det for sent - begravelsen er på lørdag, fortæller en knust Sy Lee, der ikke har set sin mormor i to år.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/sy_lee.png
 Foto: Privat

Sy Lee har kæmpet, men selv om han og hans mor er nær familie, må de ikke komme ind i USA for at deltage i hans mormors begravelse. Foto: Privat

- Vi har brug for at tage afsked. Begravelse er kun én gang i livet.

Sy Lee, der i dag er radiovært på programmet "Sig, det er løgn" på Radio Loud, har knoklet for at få grønt lys af ambassaden. Først for at kunne besøge sin syge mormor og nu for at kunne deltage i begravelsen, som i stedet, måske, må blive sendt på video til ham og hans mor.

- Min mormor har boet i L.A. siden vietnamkrigen, og min mor og jeg er vaccinerede. Ambassaden giver mig hovedpine. De beder om en masse dokumenter, men de ved jo, at de afviser os, siger en ramt Sy Lee.

- Jeg kan ikke holde tårerne tilbage, for det er hjerteskærende. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i deres tankegang. Man må kunne lave nogle undtagelser.

Coronadøden nær

- Corona har ødelagt vores familie. Nu forstår jeg virkelig, hvad folk mener, når de siger, at corona splitter os. Hold kæft, det er hårdt, siger Sy Lee, der stadig kæmper med senfølger, fra han selv var syg i sommer.

Den tidligere realitydeltager, som vi kender fra blandt andet "Divaer i junglen", træner og spiser sundt, men hans krop blev meget svækket af coronavirus.

- Jeg har haft nogle hårde år under corona. Jeg kunne sagtens have været død. Ikke alle tror på mig, når jeg siger det - men min lunge kollapsede jo. Jeg havde svært ved at trække vejret, siger Sy Lee, der er på vej tilbage til "normalen", men stadig kun kan lunte og ikke løbe.

- Det handler om at være tålmodig. Og jeg er glad for at være i live. Corona skal ikke slå mig ud.

Sponsoreret indhold