Reality19. november 2020

Ærlige Sy Lee: Jeg er færdig med at være fake

Sy Lee er færdig med at være forfængelig. For første gang nogensinde deler den ellers altid glade og smukke realitydiva en ny og helt ærlig side af sig selv
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Torsdag aften blev Sy Lees mange Instagram-følgere mødt af et opslag i deres feed, der måske kom bag på de fleste.

Den altid kække og veloplagte realitystjerne og influencer har nemlig delt et opslag, hvor han meddeler, at det nu officielt er slut med den "skide forfængelighed".

Forklaringen lyder, at han i løbet af de seneste syv dage har været hårdt ramt af smerter, kløe, brændende svie og søvnløse nætter på grund af sine hudsygdomme. Noget som han ellers tidligere er gået langt for at holde skjult.

- Jeg kan ikke blive ved med at fake noget, som jeg ikke er.

Da SE og HØR fanger en følelsesladet Sy Lee over telefonen, fortæller han, at det har været enormt svært og grænseoverskridende at dele torsdagens opslag med de helt rå billeder af sit makeupløse og sygdomsramte ansigt. Både fordi der er mange, der ikke ved, at han lider af flere forskellige former for hudsygdomme, og fordi han i mange år har brugt meget energi på at skjule sin tilstand.

- Jeg har dygtiggjort mig så meget med at dække de her plamager og tegn på hudsygdom på mine arme, ansigt og hals. Der er ikke nogen, der har bemærket noget i de her år, fordi jeg har været flov over det og brugt en masse makeup.

- Men jeg har altid følt mig så fake, og når jeg har været til event eller rød løber, ville jeg bare gerne hurtig hjem, fordi jeg gerne ville vaske alt det her makeup af, og når jeg så har gjort det, så er det mit rigtige jeg.

Artiklen fortsætter efter billedet...

https://imgix.seoghoer.dk/108_reality_awards_2020_roed_loeber_2sl0874.jpeg
 Foto: Kaspar Wenstrup

Sådan her kender de fleste nok Sy Lee. Vilde looks og højt humør. (Foto: Kaspar Wenstrup)

Det er især den seneste uge, der har fået den veltrimmede ernæringsekspert til at indse, at der er sket en forandring indeni ham selv.

- Jeg er bare mega trist, og så har jeg indset rigtig mange ting de her seneste syv dag, og det er derfor, jeg vælger at lave et opslag, som jeg håber kan vække nogle tanker hos de unge og generelt bare folk, der har ting som mig, der altid kun går op i deres udseende, siger han.

- Jeg kan ikke blive ved med at skjule noget, som altid vil være der, og nu har jeg fået konstateret endnu en hudsygdom, og det gør, at jeg får nogle reaktioner, hvor jeg vil se hævet ud i ansigtet og på kroppen, fortæller han.

Sy Lee vil dog ikke ud med, hvilke hudsygdomme han har fået konstateret, men han forklarer, at det er hele kroppen, der løbende bliver ramt, og at flere af de fysiske forandringer blandt andet kan dukke op i forbindelse med stress.

- Jeg tror, den her sygdom har været med til at åbne mine øjne, hvor jeg kan sige: "Fuck makeup". Jeg kan sagtens dukke op på rød løber en dag og så bare være totalt mig selv, siger han og fortsætter:

- Jeg bliver nødt til at stå ved den, jeg er.

Artiklen fortsætter efter opslaget...

Vær dig selv

Sy Lee gør sig forhåbninger om, at større influencere med mange følgere på de sociale medier i fremtiden vil blive endnu bedre til at normalisere det "normale" og ikke mindst være med til at hylde dem, der tør stå frem med de ting, de synes er svære.

- Jeg håber, at vi bliver bedre til at vise sårbarhed og ærlighed. Lige nu ryster jeg og tør ikke en gang kigge på min telefon, og jeg har haft lyst til at slette det.

Sy Lee fortæller, at han endnu ikke har turdet kigge opslagets kommentarer igennem, men til gengæld fortæller han, at han har fået mange søde privatbeskeder fra venner, bekendte og følgere, der har sendt ham positive ord og ønsket ham god bedring.

- Jeg fik tårer i øjnene, da nogle af dem skrev, at de ikke vidste, jeg havde det sådan, fordi de altid har set mig som den her glade Sy Lee.

Vennerne har meddelt, at han selvfølgelig altid bare skal være sig selv, og ifølge Sy Lee er det det, han nu vil forsøge at være bedre til: At hvile i sig selv og være helt ægte sig selv.

Sponsoreret indhold