Nu er det slut: Sådan var Albert Dyrlunds vilde liv

Albert Dyrlund styrtede onsdag udover en skrænt, da han skulle optage endnu en video til sin populære YouTube-kanal. Han faldt 200 meter, og det blev enden på den legendariske vloggers tilværelse.

På den måde kan man sige, at Albert Dyrlund mistede livet, mens han lavede det, han elskede allermest. Som en af landets allerstørste YouTubere, med 169.000 abonnenter på sin kanal, havde den 22-årige viet sit liv til at lave content.

Albert Dyrlund (t.h.) levede i en afgørende del af sit liv i offentligheden som kendt youtuber. Her ses han i 2015 ved YouTube-galla på Bremen Teater i København.

Albert Dyrlund (t.h.) levede en afgørende del af sit liv i offentligheden som kendt YouTuber. Her ses han i 2015 ved YouTube-galla på Bremen Teater i København. Foto: Albert Dyrlund

Albert Dyrlund blev født 10. oktober 1998 og var altså kun 22 år gammel, da den tragiske ulykke skete.

Allerede som 13-årig begyndte han at dyrke videomediet og optage film, og videoskaberen var en foregangsmand for dansk YouTube.

Albert Dyrlund startede på videoplatformen med sin bedste ven Anton Cornelius, som han havde kanalen Novopleco med, og har siden lavet et hav af videoer i eget navn.

Anton Cornelius og Albert Dyrlund stod sammen bag YouTube-kanalen Novopleco. Foto: Kaspar Wenstrup

Og Albert gik langt for at lave spændende og vilde optagelser til sine fans.

Derfor er han i den brede offentlighed også mest kendt for sine mediestunts. Blandt andet da han i 2019 fakede en psykisk nedsmeltning, hvor han barberede håret af og snavede med Fie Laursen - alt sammen for at reklamere for sin nye single, "Vafler", der udkom få uger efter.

SINDSSYGT KENDT

Albert Dyrlund drømte om at blive endnu større og rejste meget for at dyrke sin internationale YouTube-kanal. Men kendissen favnede bredt og prøvede også kræfter med både skuespil og musik.

Det er ham, der står bag hitsene "Vafler", "Emoji" og "Ulla" og senest har udgivet nummeret "Sommer", og Albert Dyrlund spiller også hovedrollen i Regner Grasten-filmen "Team Albert" fra 2018, der bygger på YouTuberens eget liv og er den første danske spillefilm, der har en YouTuber i hovedrollen.

I filmen dropper hovedrollen Albert ud af 3.g for at slå igennem på YouTube - i virkeligheden verden forlod Dyrlund skolen i 1.g - og i den forbindelse var den unge stjerne et smut til filmfestivalen i Cannes.

- Ligheden er, at jeg er en drømmer - både i filmen og i virkeligheden, sagde Albert Dyrlund til DR.

Trods sit korte liv nåede Dyrkilde langt omkring. Her ses han i 2017 under "Vild med Dans", hvor han sang. Foto: Thomas Laursen

Albert Dyrlund har også deltaget i "X Factor" sammen med Novopleco, optrådt i "Vild med Dans" og medvirket i mange andre programmer på tv. Sidste år fik han sin egen serie, da "Albert: Sindssygt kendt" udkom på Viaplay og Viafree.

I videoen her forklarer Albert Dyrlund sit stunt fra 2019, og du kan blandt andet se ham instruere sine venner 7 minutter og 45 sekunder inde.

Albert Dyrlunds mor bekræftede i dag, at hendes søn mistede livet, da han styrtede ned fra en skrænt i Italien, mens han var ved at optage en video med sin mobiltelefon.

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close