Torben boede billigt til leje hos vennepar: Nu vil de flytte i kollektiv

47-årige Torben bor til leje hos ægteparret Betinna og Mads i Sorø.

47-årige Torben bor til leje hos ægteparret Betinna og Mads i Sorø.

Foto: TV3

I aftenens afsnit af "Luksusfælden" efterlod de økonomiske eksperter Kenneth Hansen og Carsten Linnemann den dybt forgældedede Torben med nyt mod på livet.

Ikke nok med at programmets eksperter havde barberet over 400.000 kr. af hans gæld, så stillede de ham også i udsigt, at han kunne blive gældfri på seks år og ti måneder. 

En stor del af den hurtige gældsafvikling skyldtes, at 47-årige Torben fik lov til at blive boende hos ægteparret Betinna og Mads, som ikke krævede en skyhøj husleje af truckføreren.

I programmet kom det frem, at Torben tidligere gang på gang var flygtet fra udlejere, fordi han ikke kunne betale huslejen. 

Og humøret er stadig højt, da SE og HØR taler med Torben for at høre, hvordan det går efter hans tur i "Luksusfælden". 

- Det går fantastisk. Jeg har ikke noget at klage over. Jeg ville også været et skarn, hvis jeg havde, siger Torben til SE og HØR. 

Torben fortæller også, at forholdet til Betinna og Mads stadig er rigtig godt - og de kommer til at dele adresse mange år endnu.  

- Jeg bor stadigvæk ved dem, og det gør jeg nok også i lang tid fremover. Vi har snakket om, at når jeg engang er gældfri, så skal vi investere i noget sammen, fortæller Torben. 

Planen er, at Torben på sigt ikke bare skal nøjes med at leje et værelse af Betinna og Mads, men at de skal købe ejendom sammen. 

- Noget kollektiv-agtigt, hvor vi har hver vores. Hvor jeg får noget, der er lidt større, og de får noget, der er lidt mindre, fortæller Torben. 

Han fortæller, at det slet ikke er noget problem, at ægteparret og Torben tilbringer så meget tid sammen. 

- Vi har lige været en uge i Tyrkiet for at fejre det her, og der boede vi tre mennesker på ét hotelværelse, og det gik også bare helt forrygende, lyder det fra "Luksusfælden"-deltageren. 

Torben er taknemmelig for, at Mads besvarede hans opslag i en Facebook-gruppe, hvor han akut søgte et sted at bo i Sorø.

- Hvis jeg ikke havde mødt dem, så havde jeg nok fortsat i samme ring. Så havde jeg nok boet på en campinglads nu, fortæller Torben om ægteparret, hvor det var konen Betinna, der fik overtalt Torben til at melde sig til "Luksusfælden". 

- Det er dejligt at møde nogle mennesker, der tager én, som man er, uden at kigge ned på én, slår Torben fast. 

Torben har fået nyt arbejde og regner nu med at blive gældfri på fire år og ikke de seks år og ti måneder, som "Luksusfælden"s eksperter stillede ham i udsigt. 

Udvalgt til dig
Fra forsiden
Close