Nyheder3. november 2016

Toris skandalefest kommer på TV

Da Tori Spelling tidligere i år var på besøg i Danmark, besluttede hun at holde sin 43-års fødselsdagsfest her, men det gik ikke helt efter planen. Nu kommer optagelserne fra festen i fjernsynet.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/tori.jpg
 Foto: All Over Press

Det var ellers et tilløbsstykke uden lige, der var lagt op til, da "Beverly Hills"-stjernen Tori Spelling havde inviteret stort og småt til sin fødselsdag på Næsbyholm Slot tilbage i maj. Det var den kendte bryllupsplanlægger Christel Winther, der stod for at arrangere den store fest, men ikke alt gik efter planen. I aften kommer optagelser fra festen i fjernsynet i programmet "Købmænd på 1. klasse".

Tilbage i maj var hele den danske underholdningspresse inviteret til at dække den røde løber til Toris fest, der angiveligt skulle være plastret til med kendisser af både dansk og international størrelse. Da ingen af A-liste navnene desværre dukkede op på den røde løber, og Tori selv var forsinket, besluttede pressen, inklusiv SE og HØR, at forlade festen.

Det er dog ikke dette, man hører om i aftenens afsnit af "Købmænd på 1. klasse". I stedet hører man Christels frustration med, at tidsplanen skrider, og at hun ikke kan få bekræftet gæstelisten.

Du kan se et klip med Christel Winthers arbejde bag kulissen til Toris fødselsdag her:

Christel Winther har meget på spil, da hun gerne vil imponere Hollywood-stjernen, fordi det giver hende et godt omdømme ovre i USA. Tori Spelling fortæller selv i afsnittet, at hun overvejer at samarbejde med den danske festarrangør, hvis aftenens fødselsdagsfest går godt.

Som en fødselsdagsgave til Tori har Christel Winther arrangeret et ildshow efterfulgt af fyrværkeri. Festarrangøren er meget spændt på, om det er noget, der falder i god jord hos Tori Spelling og hendes mand Dean McDermott.

I aftenens afsnit møder vi også smykkedesigneren Jannik Olander, der sælger en masse smykker til en fast kunde fra Dubai. Og så er vi inde forbi kjoledesigneren Lasse Spangenberg, der har lavet kjolen, Ellen Hillingsø bar til årets Reumert-uddeling.

Sæsonpremieren af "Købmænd på 1. klasse" bliver sendt i aften klokken 21 på TV3.

Se billeder fra Tori Spelling og hendes families tur til København her:

Tori Spelling i København

Sponsoreret indhold