Nyheder1. januar 2018

Sofia Helin: Saga har ændret mig

Den svenske kriminalbetjent med Aspergers syndrom er tilbage på skærmen i en rolle, der har haft stor betydning for skuespillerinden bag.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/sofia-helin.jpg
 Foto: Carsten Seidel

Saga Norén, Länskrim, Malmø. Fra mandag kan vi atter opleve den svenske skuespillerinde Sofia Helin svare mobilen på sin karakteristiske kortfattede måde.

Ikke noget med ”Goddag” og ”Du taler med” og i den dur. For lige så effektiv den svenske kriminalbetjent er, lige så fuldkommen blottet for sociale kompetencer er hun også. Men alligevel kan man ikke andet end holde af hende.

Nøjagtig sådan har 45-årige Sofia Helin det også med Saga – nu.

For rollen var ikke kærlighed ved første blik.

– Jeg kunne ikke forholde mig til hende. Hun irriterede mig bare, har hun tidligere fortalt til SE og HØR.

Terapeutisk rolle

Men Sofia blev omvendt, og det er hun lykkelig for i dag. For rollen som Saga kom nærmest til at fungere som terapi for hende.

– Jeg har lært meget af at prøve at tænke som hende. Jeg er blevet mere rationel og direkte og tager ikke længere hele filmsettets stemning på mig, fortalte den hypersensitive skuespiller dengang.

Som Sagas absolutte modsætning faldt rollen hende ikke let i begyndelsen.

– Der gik nogen tid, inden jeg forstod Sagas tankegang. Det hjalp, da jeg begyndte at svare lige så kort og kontant som hun. Lynhurtigt fandt jeg ud af, hvordan al samtale forstummer, når man ikke smalltalker og bruger høflighedsfraser. Det bliver meget ensomt, forklarede Sofia.

Professionelt er Sofia Helins følsomhed en kæmpe fordel, fordi den giver hende mulighed for at overtage sin rolles personlighed.

Med rollen som Saga har hun nemlig ikke bare iført sig det samme par jeans til hver sæsonindspilning, men er også gået ind i rollen på en måde, så hun nærmest er blevet Saga.

Personlighedsspaltning

– Hjernen kan jo trænes som en muskel. Normalt har jeg følelserne uden på tøjet, men når jeg skal påtage mig en rolle, lukker jeg af for den del af min hjerne og påtager mig den ny personlighed, har hun forklaret.

Det er imidlertid en Saga blot nu. Indspilningerne af serien er slut, og Sofia er tilbage som sig selv hos familien i Gamla Stan i Stockholm.

Denne 4. sæson er nemlig efter planen den sidste, og det har Sofia det fint med.

– Jeg har haft det samme par bukser på i alle sæsoner, og de er ved at være slidt op, forklarede hun muntert til snigpremieren på de to første afsnit i København for nylig.

– Og jeg synes, det ender, lige som det skal, men jeg siger ikke hvordan, tilføjede hun hemmelighedsfuldt.

Sponsoreret indhold